
Der er to gode bøger på vej. For Calvinism og Against Calvinism. Forfatter er to kompetente herrer: Michael Horton fra White Horse Inn, der er en meget læst og brugt teolog. Han er Calvinist og forsvarer i bogen Calvinismen fra nogle af de angreb den ofte udsættes for af Arminianister. Forfatteren til bogen imod Calvinismen er Roger Olson, der er forfatter til flere bøger, bla. en om Arminian teologi.
Debaten mellem de to teologiske systemer i forhold til centrale evangeliske spørgsmål er enorm vigtig at kende til. Det er en god måde at blive introduceret til vigtige spørgsmål omkring Guds suverænitet og Menneskets frihed. Jeg underviser på Mariager Højskole hvert år, vores 2. års teologiske studerende i faget. Her plejer jeg at beskrive de to systemer som to positioner i kristendommens bus, der er på vej til himmelen. Foran i bussen har vi Arminianere bagerst har Calvinisterne. Uden for bussen har vi foran nogle pelagianere og semi-pelagianere. De er slet ikke kristne i deres tro. Bag ved bussen, nærmest stået helt af, har vi nogle teologer der bør gå under navnet hyper-calvinister, helt udenfor sådanne speciele deister som Baruch Spinoza, der heller ikke selv opfattede sig som kristen. De finder det på ingen måder problematisk at Gud er forfatter til synden og det onde. Det følger som en konsekvens af det der kaldes monergisme. Der findes kun en kraft i universet og det er Gud. Vi andre er ikke den determinerende årsag til noget som helst. Det er svært at tage dette seriøst. Det er dog lige så svært at tage hyper-arminianisme og pelagianisme seriøst som kristent. Det er svært at se hvordan sådanne mennesker der mener at Gud er fuldstændig afhængig af menneskers valg kan stole på at denne Gud er i stand til at frelse dem. Det hele afhænger jo af dem selv. Guds nåde er blot en hjælpende hånd, til den der hjælper sig selv. Den er på ingen måde suveræn, og det er svært at se hvordan Gud, om det skulle lykkes ham at få guidet nogle af Pelagius og hans hyper arminianistiske venner i himmelen, ikke må være nødt til at dele æren med dem. En del er skrevet på danske blogs om denne debat. Se et godt indlæg her hos Pastor Sørensen. Jeg vil bidrage lidt her også.
To motiver
Der er to væsentlige motivationer der driver sunde kristne frem “foran i bussen,” og tilbage “bagerst i bussen.” Foran kalder Arminiasten der er optaget af hvor bussen er på vej hen. Der er noget at gøre. Noget vi må gøre. Bagerst kalder Calvinisten der er optaget af at frelsen sker ved Guds suveræne nåde. Ingen sund kristen kan benægte hverken det første eller det sidste. Michael Horton, har i en glimrende blogpost, analyseret problemet ved Hyper-Calvinisme og Hyper-Arminianisme.
“Hyper-Calvinists and hyper-Arminians share the same impatience with mystery. Neither position bows reverently before God’s revelation, acknowledging its clear affirmations of divine sovereignty and human responsibility without answering all of our philosophical questions. Contradictions are abhorrent to the faith, but every important docrine in Scripture is shrouded in mystery. Hyper-Calvinism and hyper-Arminianism are willing even to set Scripture against Scripture, rejecting some clear teachings in favor of others, for the sake of rational satisfaction. Yet both, in different ways, represent deadly errors—indeed, blasphemies—against the character of God.”
Det er så sandt som det er sagt. Jeg ville ønske at samtlige præster i det danske frikirkeliv – nej samtlige forkyndere – nej samtlige kristne i det danske frikirkeliv der er i stand til at læse engelsk, at sætte et år tilside for at lytte til White Horse Inn, læse Christless Christianity, og hvad der ellers kommer fra Michael Hortons pen. Det ville forandre så meget…
Tidspunktet du bør spørge dig selv om du måske er gået for vidt i dit teologiske system er når du sætter skriften imod skriften – og forkaster klare teologiske sætninger til fordel for andre. Det er bedre at være ydmyg og erkende at her er noget du ikke forstår. Sådan taler Rick Warren faktisk om netop dette spørgsmål. (En spændende sidepointe fordi Horton har kritiseret Warren en del, men her er de altså tilsyneladende enige.) Problemer med Hyper C og A er at de vil har KLARHED. De vil have HELT klare linjer – klarhed forstået på den følgende måde, at vi nødvendigvis må vælge mellem 1 eller 2:
1) hvis det er x der afgør y, så sikrer det at y finder sted
2) hvis z forudbestemmer at x vil afgøre y, så er det z der sikrer at y finder sted, og x bliver til z’s redskab
Hyper Arminiasten – der vil fastholde x ansvar – (god motivation) finder det således nødvendigt at forkaste enhver tale om forudbestemmelse, som andet end blot forudviden. Guds forudbestemmer simpelthen det han forudser vil ske og dette er Hyper fordi reducerer Guds suverænitet til enten et rent held eller en frygtelig tragedie. Det er et rent held hvis verden viser sig at følge hans ønske for den, eller en ren tragedie hvis det skulle vise sig at gå galt. I forhold til frelsen er det indlysende at vi bærer et frygteligt ansvar, og det er svært at se hvordan der virkelig er gode nyheder at forkynde os om Guds nåde. Hvis Guds nåde ikke skal betyde at jeg bliver reduceret til et passivt objekt, så må den for hyper arminianisten simpelthen blot være hjælp til at gøre det rette. Gode råd og vejledning. Hvordan kan denne nåde love mig at den aldrig vil slippe mig? Hvordan kan den love mig at intet kan rive mig ud af dens hænder?
Hyper Calvinisten – der vil fastholde Guds suveræne nåde (god motivation) finder det nødvendigt at forkaste enhver tale om ansvar. Gud må være den eneste der har et ansvar. Men dermed bliver Gud forfatter til det onde, men hellere det vil hyper calvinisten sige, end at ende i pelagianisme.
John Duncan har opsummeret disse to ekstremer godt:
“Extreme Calvinism is like a house without a door, while Arminianism is like a door without a house.” (John Duncan)
Der er lige så lidt liv at finde i begge positioner. Der er masser af teologi i Calvinismen, der er blot ingen måde at få fat i det på, i den ekstreme Calvinisme. Der er til gengæld en masse at gøre i Arminianismen, der er faktisk slet ikke andet i den ekstreme Arminianisme.
Stråmænd
Det er tydeligt fra den moderne debat mellem Calvinister og Arminianere at de ofte forholder sig til hyper-stråmændene, og ikke de reele bedste Arminianske & Calvinistiske svar på problemet med 1 og 2. Et godt eksempel er Bruce A Ware der, når han kritiserer Arminianismens tale om Guds forudviden som grundlaget for udvælgelsen, blot taler om hvad Guds forudved om den aktuelle fremtid. Han taler således om “tidens korridor” som Gud ser ned ad. Således vil han ikke finde en værdig modstander der virkelig kan tilbyde kritik til Calvinismen. For den findes ikke desto mindre. Den skal blot findes i Loius De Molinas teori om Guds Scientia Media.
Scientia Media
Det er sjovt at Horton slet ikke nævner denne position. Det er faktisk dårligt, i lyset af hans kendskab til systematisk teologi. Da Westminster Confession blev lavet, var Scientia Media oppe at vende, og dermed bør Horton også kende til den. Scientia Media er som navnet siger en teori om Guds mellemviden. Ifølge Molina kan vi opdele Guds viden før skabelsen i tre logiske kategorier:
Guds naturlige viden
Den første er Guds viden om hvad 2 plus 2 giver. Viden om at han selv eksisterer, og viden om alle andre nødvendige sandheder. Disse kender Gud i kraft af disses natur. Det er afgjort af essensen af 2 plus 2 at det giver 4. Det er afgjort af essensen af en cirkel, at den ikke har hjørner. Således ved Gud sådanne udsagn før skabelsen som: Der findes ingen mulig verden hvor cirkler har hjørner.
Guds volitative viden
Den sidste viden Gud har – altså den tredje – er den han har efter han har besluttet hvilken af alle mulige verdener han vil skabe. En af alle de mulige verdener bestemmer Gud sig for at skabe. Det er ikke afgjort på baggrund af nogen essens ved verden, eller Guds egen, at denne blev skabt, for så ville skaberværket have nødvendig eksistens, og det ville være forkert at bekræfte.
Det et tydeligt at hyper calvinister og hyper arminianister blot forholder sig til Guds Suverænitet og menneskets frihed ud fra disse to kategorier. Der findes dog en tredje der har lidt af de to andre i sig.
Guds mellem viden
Gud kender heri til frie agenters valg i alle mulige verdener. Gud kender således til udsagn som: Hvis jeg skabte verden w, så vil x gøre y. Og: Hvis jeg skabte verden w1, så vil x ikke gøre y. Det centrale er her at x er fuldstændig fri til at gøre y eller ikke-y. Derfor er det ikke en nødvendig sandhed at x vil gøre y eller ej. Det er en kontingent sandhed. Dermed kan denne viden ikke være en del af Guds naturlige viden. Samtidig er det dog ikke en viden der afhænger af Guds vilje, men x egen vilje, og dermed kan denne viden ikke kategoriseres som Guds volitative viden. Ergo må der være en mellem viden.
Det findes i bibelen
I Skriften er der en række eksempler på Guds mellem viden. Et klassisk der går helt tilbage til Molina selv er Jesus udsagn om Sodoma og Gomora i Matt 11:20-24
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. v22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. v23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. v24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
Guds mellem viden er her ufattelig. Han ved hvad indbyggerne i Sodoma ville have gjort, hvis noget andet end det der rent faktisk skete, ville have været tilfældet. Et andet eksempel er David der spørger Gud ud om hvad Keilas indbyggere vil gøre ifald Saul kommer ned. Da Gud siger at de så vil overgive ham til Saul, så aktualiserer David ikke den fremtid han spørger om. Således ser vi at Gud har viden om hvad der ikke blot vil ske i tidens korridor, men i andre mulige tiders korridor.
En løsning
Det er nu muligt at se en løsning på 1 og 2 fra før:
1) hvis det er x der afgør y, så sikrer det at y finder sted
2) hvis z forudbestemmer at x vil afgøre y, så er det z der sikrer at y finder sted, og x bliver til z’s redskab
Med mellemviden kan vi sagtens bekræfte at 1 er sand. Det vil medføre at der findes en mulig verden, lad os kalde den w, i hvilken x afgør at y finder sted. Vi bør måske så rette den til:
1′) Hvis det er x der gør y i w, så sikrer det at y finder sted hvis w er den aktuelle verden.
Med mellemviden kan vi dog også bekræfte at 2 er sand. Det vil medføre (i Guds tilfælde) at Gud forudbestemmer at w skal være den aktuelle verden (på baggrund af Hans mellemviden) og dermed sikrer z (Gud) at y finder sted, og at x bliver Guds redskab til at y finder sted. Vi bør måske også for klarhedens skyld rette dette til:
2′) Hvis z aktualiserer den verden (w) hvor x vil afgøre y, så er det z der sikrer at y finder sted, og x bliver til z’s redskab
Act & Fact
Det giver nu således mening at skelne mellem selve den specifikke handling, og den generelle handling. Gud er således ansvarlig – ikke for de specifikke onde handlinger der gøres, men derimod selve det generelle fakta at der findes et univers hvori sådanne handlinger finder sted. Som en Arminianer er jeg fuldstændig tilfreds med at tage dette som definitionen på “Gud tillader ondskab.” Dette kan en Calvinist dog ikke gøre. Han kan ikke acceptere – fordi han vælger at benægte at der findes en sådan fri vilje som den jeg her taler om – at Gud på denne måde tillader ondskab. Dette er grunden til hvorfor jeg ikke er Calvinist i sidste ende, men samtidig også grunden til hvorfor jeg føler mig så skidt tilpast blandt de fleste Arminianere. De bedste teologer jeg kender: Augustin, Thomas Aquina, Martin Luther, John Calvin, John Owen, Spurgeon, Dr. Martyn Lloyd Jones, Michael Horton, John Piper, D.A. Carson, Wayne Grudem, Douglas Moo – for blot at nævne dem jeg lige kan komme på – er forkyndere af Guds Suveræne nåde i termer der vil forkastes af mange arminianere i dag som Calvinisme der udelukker vores frihed og anvar. Det ydmyger mig, at så mange dygtige teologer er Calvinister. Jeg elsker at læse dem. Og når jeg læser Michael Horton skrive:
(By the way, Calvinists talk so much about predestination more because of the charges leveled repeatedly against it than because of its alleged centrality.)
Så er det så sandt. Jeg ville således ønske at samtlige forkyndere i det danske frikirkeliv, ville sætte et år til side til kun at læse en række Calvinister. Jeg tror nemlig at vi har ikke forkyndt Guds nåde rigtigt, hvis der ikke i vores kirke, eller på skolebænken sidder folk der er nødt til at spørge (fordi de føler sig forvirrede): Betyder det at vi ingen fri vilje har? For så radikal er Guds nåde. Molinismen giver os mulighed for at favne både ansvaret foran i bussen, uden at fastholde at udkommet afhænger af den der vil eller anstrenger sig – men Guds suveræne nåde som vi hviler i. Den bedste måde at tale om dette findes dog hos Luther der om vores ansvar bruger loven – og om vores håb bruger evangeliet. Men det hører til en anden post.