24 – Gud blev menneske for at gøre sine fjender til venner.
Denne sidste dag i kalenderen vil jeg blot ønske jer alle en glædelig jul. Gaven er denne sang fra Sovereign Grace Ministry der opsummerer den årsag vi nu har set fra en masse leder og kanter til at Gud blev menneske. Han kom for at bære vreden for vores synd. Han kom for at gøre sine fjender til venner.
12 – Gud blev mennesker for at frelse syndere – selv de største som Paulus
For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.(1Tim 1:15)
Det er endnu et af de helt klare udsagn omkring intentionen med Jesu fødsel. Jesus kom til verden. Gud blev Menneske – for at frelse syndere, og af dem er Paulus den største. Det kan ikke være tvivl om at Paulus betragtede sætningen om, at Paulus er den største synder som en del af historien der skulle fortælles om hvorfor Gud kom til verden. Der er ikke tale om en generel ydmyg holdning til sig selv – men om en del af historien omkring evangeliet. Det frelser syndere – selv den største som Paulus. Han tilføjer dette i et gammel opstandelses vidnesbyrd, som noget officielt. (1Kor 15:9) Denne liste afslutter han med: Sådan prædiker vi! Menigheden i den første tid prædikede et budskab omkring hvad der skete med Jesus og hvorledes han viste sig for sine apostle og kaldte dem til at være vidner om Ham. Den sidste af dem alle var Paulus. Han betragtede dette som et faktum der gav ham ret til at kalde sig apostel. I 2. Korintherbrev bruger han således dette syn som et tegn på at han er apostel.
Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? (1 Kor 9:1)
Men historien om at Peter, så de 12, dernæste 500 brødre (hvoraf de fleste da Paulus skrev stadig var i liv) dernæste Jakob, så alle apostlene, og til sidst Paulus – misfosteret som havde forfulgt menigheden, er også hos Paulus historien om hvordan den største synder blev apostel.
Paulus fortæller os hvorfor Jesus valgte at vælge den største synder til at blive den apostel der arbejdede mest.
Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1 Tim 1:16)
Hørte du det synder? Hvis Han kan frelse Paulus – så kan han også frelse dig. Glædelig Jul
11 – Gud blev menneske for at vi kan have liv i overflod
v1 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. v2 Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. v3 For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. v4 Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. v5 Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« v6 Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om. v7 Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. v8 Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. v9 Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. v10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. (Joh 10:1 -10)
17 grund til at Gud blev menneske
Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. (1 Joh 4:9)
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3:16)
Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. (1 Joh 4:10)
16 – Gud blev menneske for at gøre Guds vilje
Derfor siger han, da han træder ind i verden:
Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have,
men et legeme har du beredt mig;
v6 brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
v7 Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet
– i bogrullen er der skrevet om mig –
for at gøre din vilje, Gud.‹
v8 Mens han først siger: »Slagtoffer og afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have, og du ønskede dem ikke« – og det er dem, der frembæres som ofre ifølge loven – v9 så fortsætter han: »Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.« Han ophæver altså det første for at sætte det andet i kraft, v10 og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle. (Hebr 10:5-10)
Det siger alting om menneskets faldne tilstand – at Gud må blive menneske, for at gøre Guds vilje. Så falde er vi at vi ikke kan forløse os selv – så håbløst er det, at Gud selv må gøre det. Men hvorledes kan Gud blive straffet for synd? Det er en ufattelig tanke – men ikke desto mindre det evangeliet fortæller os. Slagtofre, afgrødeofre, syndoffer og brændofre – var ikke befalet af Gud for at rent faktisk sone menneskets synd – de skulle i stedet lære os om hvad der må til for at sone os med Gud. Hebræerbrevet fortæller os hvor intentionelt Jesus død er bundet op med Guds vilje. Det er ikke en ting der tilfældigvis sker med Jesus som Gud så drager nytte af. Gud havde – “beredt et legeme” til Jesus. Ved dette legemes offer – var det Guds vilje – “en gang for alle at hellige sit folk. Esajas 53,10 viser os på samme måde at Guds vilje er intimt forbundet med Jesus død: “Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom (put him to grief – engelsk). Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et lang liv, og Herrens vilje lykkes ved Ham.” Ligeledes fortæller Apostlenes Gerninger kap 4,27-28 os at Herodes og Pilatus gerninger mod Jesus var gjort på baggrund af det som “Guds hånd og vilje forud hvade bestemt skulle ske.” Jesus død og på korset kan ses som vores lydighed mod Gud, Hans liv og gerninger også ses som vores lydighed mod Gud. Gud tilregner os den død – og dette liv, af nåde ved tro. Således trøster evangeliet os – os som ikke har nogen retfærdighed vi kan kalde vores egen – at Guds vilje – i vores liv – skal lykkes ved Ham, som sagde: “Se jeg er kommet … for at gøre din vilje Gud.” Guds vilje er at enhver som tror på Jesus Kristus, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Han har heldigvis ikke ret – og det er efterhånden så indlysende. Det kan efterhånden kun være en hard core bande af mennesker, der drømmer om John Lennons forestlling om en verden uden Gud, der holder ved. Det første Dawkins ville se frem til - hvis Gud ikke fandtes, er retten til at bestemme hvem der skal leve – og hvem der skal dø. Det beviser en pointe ved gudløses utopia. Så snart Gud er væk – så ophøjer de sig selv til Gud. Det er umuligt at få en verden uden religion. Hvis det skulle lykkes at få de andre afskaffet – ville det være tydeligt at menneskets dyrkelse af sig selv som Gud ville være den eneste religion.
Men har mennesket det ikke bedre i en verden, hvor det ikke er os der afgør om spædbørn er “mennesker” nok til at leve – og om ældre og lidende menneskers liv er værdigt nok til at leve? Har mennesket det ikke bedst i en verden – hvor der ingen undskyldning er for at betragte deres liv som ukrænkeligt. Det synes indlysende.
Hvis konsekvensen af at Gud ikke fandtes er at menneskets liv ikke er ukrænkeligt, så har man mulighed for at lave en modus tollens på dette argument. Dawkins tænker:
1) Hvis Gud ikke findes, så er menneskets liv ikke ukrænkreligt
2) Gud findes ikke
3) Så er menneskets liv ikke ukrænkeligt.
Men det synes omvendt indlysende at:
4) Menneskets liv er ukrænkeligt
Altså at det var forkert at Hitler definerede nogle menneskers liv som ikke-værdigt at leve, og derfor overgav disse til udryddelse: Handicappede, Svage, uintelligente, Jøder osv. Hitler havde ikke en smule ret i dette. Det var absolut forkert at gøre dette. Konsekvensen af at tænke sådan er dog at vi nu står med et Gudsbevis på hænderne:
1) Hvis Gud ikke findes, så er menneskets liv ikke ukrænkreligt
4) Menneskets liv er ukrænkeligt
5) Det er ikke sandt at Gud ikke findes.
Tak til Dawkins for det argument. Jeg kan godt forstå at han ikke tør møde William L. Craig i debat..
9 – Gud blev menneske, for at synden kunne fordømmes i Hans kød.
v1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. v2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. v3 Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet. (Rom 8:1-3)
Dette er et af de mest citerede skriftsteder i NT. Og det er måske det stærkeste skriftsted i NT der slår naturen af forsoningen fast. Det der forsoner os med Gud er det som har taget fordømmelsen væk. Hvorfor er den taget væk? Fordi Kristus Jesus har gjort det som Loven kom til kort over. Hvorfor kom loven til kort? På grund af kødet. Den kunne ikke fjerne fordømmelsen ved at gøre os retfærdige, men blot føre os til den konklusion Rom 7 ender med: Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? (7,24) Hvad har Gud således gjort gennem Kristus, som Loven ikke kunne gøre på grund af kødet? Jo – Han sendte sin Søn – Julens budskab. Hvorledes? I syndigt køds lighed. Hvorfor? For syndens skyld – for at fordømme den i kødet! Det vil sige – grunden til at der ikke er nogen fordømmelse – for dem som er i Kristus, er at der er synden allerede blevet fordømt. Den har modtaget sin straf. Den blev fordømt i Jesus Kristi kød. Gud blev menneske for, i sit kød at modtage fordømmelsen for dem, der nu ikke fordømmes i Kristus Jesus.
Eller hvorfor det ikke er underligt at Joel Osteen betragter mormoner og baptister som to sider af samme sag.Joel Osteen har som før beskrevet taget offentlig stilling til Mormonernes lære. Det skete i forbindelse med Mitt Romneys præsident kanditur, som medierne i USA bruger til at presse Joel Osteen med. For hvad mon Joel vil sige om Josef Smith og hans efterfølgere? At dømme efter hvad han sagde - så var det ikke nogen stor udredning der skulle til for at få Mormons lære og Joel Osteens “kristne” verdensbillede til at hænge sammen.
Bør det undre os – chokere os eller begge dele?
Min første reaktion var “hold da op – så er der da ingen tvivl længere om hvad vi kristne bør gøre med Joel og hans bøger.” Jeg tog fejl – der er tvivl..
Hmm så var det jeg tænkte – måske bør vi tænke lidt over hvorfor nogle kristne synes at tænke potato/potato omkring Mormons lære. En helt række gode indlæg og kommentarer er blevet lagt på bloggen her omkring Mormons lære. Læs f.eks. Flemming Billes indlæg. En anden tilgang kunne være at se en lille tegnefilm.
Denne lille video præsenterer meget godt Mormonernes kosmologi. Tegnefilmsformen passer også godt til en præsentation af Mormonismen, der godt kan synes noget Supermandsagtig.
Det er tydeligt at det ikke er en kristen religion. Jesus er i Mormonernes teologi Guds barn ved fødsel. Jesus er bror til Satan. Mennesker er åndevæsener, før deres fødsel. Det helt store spørgsmål, der adskiller Mormoner fra kristendommen klarest er dog deres syn på treenigheden. Fra LDS.org kan man læse:
“Latter-day Saints believe that the simplest reading of the New Testament text produces the simplest conclusion — that the Father, the Son and the Holy Ghost are separate and distinct personages, that They are one in purpose. We feel that the sheer preponderance of references in the Bible would lead an uninformed reader to the understanding that God the Father, Jesus Christ and the Holy Ghost are separate beings. That is, one must look to the third- and fourth-century Christian church, not to the New Testament itself, to make a strong case for the Trinity.” 1
Joseph Smith
Behovet for at adskille Gud i tre seperate væsener, hvis enhed udelukkende består i at de deler samme mål, er den kætteriske rod til alt den kosmologiske fnidder der ses på toppen. Som jeg ser det er det et fremtrædende motive bag mormonernes lære, der også er ekstremt tydeligt hos visse karismatiske kristne grupper – især trosbevægelsen, der kan forklare hvordan Joel Osteen kan udtale sig som han gør omkring hans accept af Mormonerne som en kristen kirke. Dette fællesskab kan muligvis forklare hvorfor nogle kristne ikke gør op offentlig med Joel Osteen i kølvandet på hans udmelding om Mormonernes lære. De tænker måske i nogen grad også potato/potato om emnet som Joel. Den første er at gøre det “ligefremme” til det essentielle.
Motivet : det ligefremme og simple
Med dette motiv tænker jeg på en læsning af Skriften, hvor såkaldte Græske filosofiske tanker betragtes som noget fremmed for kristendommen, og modstilles en såkaldt ligefrem læsning. På LDS.org lyder det således:
“In an effort to satisfy the accusations of Jews who denounced the notion of three Gods (Father, Son and Holy Ghost) as polytheistic, and at the same time incorporate ancient but appealing Greek philosophical concepts of an all-powerful moving force in the universe, the Christian church began to redefine the Father, Son and Holy Spirit. One classic work describes the intersection of Christian theology and Greek philosophy: “It is impossible for any one, whether he be a student of history or no, to fail to notice a difference of both form and content between the sermons on the Mount and the Nicene Creed. … The one belongs to a world of Syrian peasants, the other to a world of Greek philosophers. … The religion which our Lord preached … took the Jewish conception of a Father in heaven, and gave it a new meaning.” In short, “Greek Christianity of the fourth century was rooted in Hellenism. The Greek minds which had been ripening for Christianity had absorbed new ideas and new motives.” 2
Dette er i høj grad også tilfældet for herlighedsteologers “ligefremme” fundamentalistiske læsning af bibelen. Jesus er et forbillede på hvordan man er en supermand på jorden, der gør mirakler og har styr på det hele. Jesus, Paulus, Peter, David, Daniel osv er eksempler til efterligning og efterfølgelse. Det er ligetil og ligefremt. LDS har fuldstændig ret i, at i lavkirkelige og især fundamentalistiske frikirker, så medfører dette et skisma mellem hverdagens Gud, og teologiens Gud:
What is the result? Such Platonic concepts as the immutability, impassibility and timelessness of God made their way into Christian theology. As one group of Evangelical scholars has stated: “Many Christians experience an inconsistency between their beliefs about the nature of God and their religious practice. For example, people who believe that God cannot change his mind sometimes pray in ways that would require God to do exactly that. And Christians who make use of the free will defense for the problem of evil sometimes ask God to get them a job or a spouse, or keep them from being harmed, implying that God should override the free will of others in order to achieve these ends. …
Herudi er Joel Osteen ekspert. Det fremstår klart når han interviews om teologiske spørgsmål, som i dette 60 minutes interview:
I filmen, fra starten til 1:27, er det tydeligt at Joel Osteen, når han skal vælge at beskrive deres arbejde fokuserer på almen kendte – helt nede på jorden – kategorier: “An atmosphere of expectancy.”
Alle kan relatere til dette.
“And we cheere, and we shout.” Målet er at efterlade folk “better out, than they where before.”
Et sådant succeskriterie kan enhver forholde sig til: jøde, såvel som kristen. (I filmen er der også en jøde som jævnligt kommer i Joels kirke) Mormon såvel som Scientolog. Det handler om menneskelig motivation. Noget som er godt og opbyggende – og frem for alt fuldstændigt ligefrem.
60 minuts speaker er dog ikke narret: Osteen prædiker – hans egen version – af det der kaldes et herlighedsevangelium. Her har han fuldstændig ret. Det er ikke hvad hans forgængere prædikere om guld, millioner af kroner og magt til at kontrollere vejret – og andet tåbeligt pjat, som Hagin og Copeland og Ulf Ekman har prædiket om. Herlighedsteologi er således – ikke længere – i nyere tid disse tre, som Morten Munch siger, men snarere Osteens version. 3:37 stiller speakeren det helt essentielle spørgsmål:
“Is that being a pastor – or is that being Dr. Phil or Ophra?”
Spørgsmålet følger Joels beskrivelse af at han bare ønsker at motivere mennesker. Det er derfor et godt spørgmsmål, for der er nemlig intet distinkt kristent tilbage hos Osteen – noget som der skal tænkes efter og som giver en dybere mening i et kristent verdensbillede – der ikke er ligefremt ud fra en hverdagsoplevelse af hvad der går livet meningsfuldt. Dette har Joel Osteen tilfælles med Mormoners afvisning af et “græsk” kristendom til fordel af en “bjergprædiken” kristendom. Det er således ikke underligt at Joel Osteen fremstår som en mand på gulvet, der blot ønsker at gøre det der står i bibelen. Som en der ikke veed så meget. Her har han samme arv som Mormonerne – og af den grund er det ikke mærkeligt at han ikke finder trosbekendelserne nødvendige for at svare på hvorvidt Mormoner er kristne eller ej. Alt sådan noget med trosbekendelser er slet ikke vigtigt når det eneste der tæller er at motivere mennesker. Ja – Kristendommen er slet ikke nødvendig – evangeliet er ikke nødvendig – enhver tale om synd er nærmest et problem,når det blot handler om det ligefremme – at motivere mennesker. Pointen fremstår krystalklart fra 6:39 hvor speakeren til Osteens bog spørger:
“Not one mention of God in that- not one mention of Jesus Christ in that.”
For det afslører – at Osteen slet ikke mener at det hans arbejde – med bogen – går ud på, er at forklare skriften. Når han således slet ikke i sine bøger – til sine gudstjenester – eller i det hele taget beskæftiger sig med andet end det som – for alle og enhver – er ligefremt, så er det ikke så mærkeligt at han ikke finder Josef Smiths lære som ikke-kristen. Anklagen om at “dumning down” kristendommen som 60 minutes speakeren refererer til (7:50) skal netop forstås i lyset af denne fokus på det – og kun det – ved kristendommen der er ligefremt. Ligefremt i kraft af at være noget man ligeså godt kunne bede en Mormon undervise i – for det er blot menneskelige bud, eller love Gud har lagt på menneskets hjerte. “Just simple things” (8:00).
Det menneskelige og barnlige
Disse ting er på ingen måde kætteriske – de er gode ting, og problemet er ikke at det er noget man skal holde sig væk fra. Problemet er at dette er hvad kristendommens gøres til. Noget simpelt, ligefrem forståelig og menneskeligt. Sådanne menigheder er i bedste fald som Paulus beskriver Korinterne i 1kor 3:1-5. De tænker som børn der har behov for at vokse op, så de kan modtage den mad som Paulus i kap 2 har sagt er, af Gud bestemt, som det der skal føre os til herlighed. (1 Kor 2:7) Denne visdom er en, som Paulus siger, må fortolkes:
“Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, v10 det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. v11 For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. v12 Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. v13 Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.”
Den visdom der af Gud er bestemt som den der skal føre os til herlighed er ikke : visdom til at få et bedre liv. Visdom til at blive et bedre menneske. Derfor har Gud ikke sat lifecoaches til at give os det som er ligefremt og motiverende, men han har sendt apostle, der har fået betroet ord som “ikke er opstået i menneskers hjerte.” Ord som komme “ved Ånden,” “fra Guds dybder,” og som “bor i Gud.” Sådan noget har hverken Mormonerne eller Joel Osteen tid til, eller mulighed for at give sin flok – fordi det ikke er “ligefremt”, fordi det ikke er “just simple things”. De giver blot det som verdens visdom lærer.
En indvending og en præcisering
En indvending kunne være at Mormonernes “tegneserie” religion da ikke er ligefrem, med alt mulig kosmologisk viden om alle mulige ting. Det er dog kun på overfladen at dette er sandt. Når man kigger på motivet der fører til disse mærkelige kosmologiske historier (se tegnefilme, hvis det er uklart hvad der er tale om), så er det netop for at undgå sådanne “tunge” græske filosofiske ting som kirkens trosbekendelser er gjort af. Dette undgåes ved at lave naturlige og ligefremme forklaringer. Guds evighed skal ikke forståes som om han har eksisteret fra alt evighed – men blot som at han aldrig vil dø. At han er fader til Jesus, som at han havde sex med Maria, som fødte deres søn. Det essentielle er som hos Osteen - den hverdagsagtige “bjergprædiken” ”kristendom.” (Sikke en masse anførselstegn)
Denne betegnelse leder os til en præcisering – at der altid vil være to områder som kristendommen fokuserer på: At vi frelses alene ved tro, som det første, men også at denne tro ikke er alene, som det andet. Det vigtige at forstår er dog årsagen til at denne anden del, hos Paulus altid kommer efter en lang indføring i første del. Det bedste eksempel er Romerbrevet, hvor vi må vente til kapitel 12 for at nå til anden del. Hvorfor: For at vi netop ikke skal tænke menneskeligt og barnligt – ud fra den ligefremme visdom vi har verden.
Apostlenes vidnesbyrd
Da oldkirken gik til arbejdet med at lave de trosbekendelser som LDS forkaster som noget der er vederstyggeligt for Gud, var det ud fra tanken om at Apostlene, som Paulus siger til Korinth, havde ord fra Gud, visdom fra Gud, som er givet og som ikke er fra denne verden. Trosbekendelserne er gennemtænkt således at vi ikke direkte eller implicit fornægter noget der er apostlenes lære. Mysteriet er bevaret og paradokser er ikke undgået ved forsimplinger. Ikke for at de skal være komplicerede, men for at det som er essentielt fremstår: Evangeliet Guds visdom. Når det er vores menneskelige kategorier der får lov til at diktere vores teologi, så opnår vi kun forenklinger på bekostning af den visdom som intet øje har set og intet høre har hørt, det som Gud har bestemt skal føre os til herlighed.
Konklusion
Eftersom Joel Osteen deler Mormonernes hang til forenklede og simple forhold ved skriften, i en så høj grad, at han har gjort det til sin stolthed at kun fokusere på det simple – at motivere mennesker. Så bør det ikke undre os at han ikke ser dem som ikke-kristne, når de forkaster de kristne trosbekendelser, for deres motiv til at gøre dette, er præcis det samme som Joel Osteen har gjort det essentielle.
24 grunde til at Gud blev Menneske
13 – Gud blev menneske for at give sit liv som løsesum for mange
“For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Mark 10:45)
Jesus er her ved at lære sine disciple en lektie om hvordan man bliver den største og første i Guds rige. Det gør man ikke som i verden siger han, hvor de hersker over hinanden, men gennem at lægge sit liv ned for hinanden. Jesus er kommet med et rige der er diamentralt imod alt politisk magt. Et rige hvor man ikke bliver størst ved brug af vold, eller trussel om det, eller ved at positionere sig tæt på magten, men ved at følge i kølvandet på sin Herre og blive en tjener. Eksemplet er Kristus selv, og det fremgår af Jesus ord – for.
“End ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene.”
Hvis selve roden eller kimen af den måde magt foregår her på jorden havde Guds velbehag, ville Jesus ikke have handlet som Han gjorde. Hans handling er en forkastelse af selve det system der oppererer politisk på jorden. Her får man gjort det man vil gennem at herske og lade andre være instrumenter for denne hersken. Man har en agenda og politisk ambition og så truer man andre med vold eller udfører vold og får gennemført sin agenda. Det er rigtigt at denne verdens herskere gør alt hvad de kan for at sløre dette forhold. Men er du i tvivl om at vold og aggresion er ved selve roden, så prøv at lade være med at betale din skat.
I Guds rige får Gud sin vilje, ved at sende sin Søn og dø som en tjener. Satan dør ved at myrde.,- synden dør ved at synde, døden dør ved at dræbe – Guds Søn. Hvorfor gjorde den det da? Fordi Jesus var villig til det. Til at lægge sit liv ned. Han tog ingen af de lækkerbiskener der tilbød sig for at gøre en masse godt gennem jordisk magt. Vores frelse er da som Luther siger i Galaterbrevskommentaren, at vi har en synd mod synden, en død imod døden. Den synd og den død vi har er mordet på Guds Søn. Gud vandt således ved at tjene – tjene ved at give sit liv som en løsesum?
Hvorfor løsesum?
Blev Jesus liv da betalt til Satan eller til Gud? Origenes spørger i sin kommentar til Mattæusevangeliet og svarer til Satan. Men det giver ikke rigtig mening at give Satan sådan en magt at han kunne kræve Jesus død for at slippe os løs. Hvorfor så løsesum? Fordi Jesus løste os ved at betale med sit liv. Han løste os fra synden og døden. Og betalte en høj pris. Præcis som en kvinde kan siges at betale en pris for at føde et barn, uden at det på nogen måde er nødvendigt at specificere hvem prisen betales til.
7 – Gud blev menneske, så vi befriet fra loven kunne blive Guds børn.
Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. (Gal 4:4-6)
I denne aftensamling vil vi udforske, hvordan Guds frelsesplan er båret af hans kærlighed til os – og hvordan den kalder os til at elske hinanden, så Guds kærlighed kan blive fuldendt i os (1 Joh 4,12).
I det hele taget er programmet meget præget af teologi, hvilket jo borger for en masse godt. På andre konferencer for ledere kan man nogen gange tage sig selv i at tage tælle referencer til Jesus. Ord som Gud bliver jo altid nævnt – men Jesus er ligesom så teologisk distinkt at det klart viser hvad konferencen handler om. Jeg har svært ved at se frem til at skulle på en kristen konference hvor navnet Jesus ikke nævnes, eller evangeliet, eller korset, eller Kristus. Det er ikke fordi der skal være mærkelige sjove referencer til disse, men at de er der viser hvor hjertet er. Det vil man klart finde på Together for The Gospels konference: http://t4g.org/about/
Der er også gode titler på taler til Indre Missions konference. Her er beskrivelsen af en af de ting Jay skal tale om
Er vi fulde af håb, glæde og nåde?
“Evangelium” betyder “Gode nyheder”. Kristi frigørende død og opstandelse er en beretning, der forkynder til frihed og glæde. Men er det frihed og glæde vi forkynder til dem, der ikke har hørt evangeliet før? Oplever de vores budskab som gode nyheder? Får vi delt vores håb med dem? Får vi delt vores glæde? Får vi delt vores tro på Guds nåde med dem?
Og hvordan med vores liv – reflekterer det disse gode nyheder? Er vi fulde af håb, glæde og nåde?
I denne samling vil vi se på, hvordan vi reflekterer vores budskab om de gode nyheder og Guds nåde gennem vore ord og vore liv, så vi kan fortælle mennesker om det at følge Jesus. Lad os lære at være ”Godt nyt” for mennesker!
Det lyder i begyndelsen godt – en masse ord om Kristus – hans frigørende død og evangeliet, men så drejer det ind på noget der lyder som en forvirring af retfærdiggørelse og helliggørelse. 1 Snakken om at “lære at være gode nyheder” lyder som om misforståelse af hvad gode nyheder er. Gode nyheder er noget man hører – ikke noget man lever. Det er dog ikke mit ærinde i første omgang her..
Det der dog får mig til at studse lidt over siden er dog netop invitationen af Jay Gamelin. På hans hjemmeside: http://jaygamelin.com/ er det muligt at stille spørgsmål til Jay, som han så besvarer og lægger ud på sitet. Jay har således en besvarelse på et spørgsmål omkring homoseksualitet:
Hi Jay. … It seems that there are many contradictions that people face when believing in God, and I guess one of my main concerns is the fact that I’m gay. And many people say to me that God doesn’t accept that or I’m going to hell. And I don’t understand how that could be true if I believe in him and have him in my heart. If he is a loving God then why would he cast away homosexuals but not murderers or rapists etc. Doesn’t everyone deserve forgiveness? Or at least acception by God? Or am I mistaken. I never could really understand this part of it.
Inden jeg poster Jays svar – som har en række gode aspekter, så tænkt engang hvad du ville svare?
Har du gjort det?
En god ting er tage op er det vedkommende underforstår, at Gud godt kan leve med nogen synder, og ikke med andre:
“If he is a loving God then why would he cast away homosexuals but not murderers or rapists etc.”
Her vil enhver klart tænkende teolog helt sikkert kunne hjælpe spørgeren til at forstå at hverken homosexuelle, mordere eller voldtægtsforbrydere vil gå ind i Guds rige. Ingen syndere vil gå ind i Guds rige. De der går ind i Guds rige – går ikke ind fordi de ikke har en bestemt slags synder – men kun har nogen som Gud ser igennem fingre med. De eneste der går ind i Guds rige er dem der går ind i Kristus. De der er benådiget. De der er der med en fremmed retfærdighed. Et anden vigtig ting at tale om er at ingen fortjener tilgivelse som den spørgende underforstår: “Doesn’t everyone deserve forgivenes?” “Or at least acception by God” Hun spørger heldigvis selv om hun mon har misforstået noget – så det burde ikke være så svært at hjælpe hende til at se.
At der er nye tider på vej i Indre Mission – kan ses fra Jays svar. Det er ikke hvad man normalt vil høre fra en Indre Missionær:
Jay says…. you are exactly right. I think it is a greivous and abject sin and depravity the way we have demonized Homosexual people in the church. It is downright evil. I just cannot imagine how we have gotten to this place! It is evil! How do we hate with such vehemence!?!
I think a part of it comes from the idea that no one would be OK with calling a rapist or murderer OK and that God approves, but this is the battle over homosexuality. People want to say it is OK and ordained by God and this is the sticking point. It is just soemthing I am not sure about. Personally, I think God is holy and God takes broken things and makes them holy. I think God can do this with anything. I think God can do this with homosexuality to. I don’t believe God intended homosexuality, BUT I do think God can shape Homosexuality into agape love and holiness. I think God can make beauty wherever God wants to and this includes gay and lesbian relationships.
Seek the higher things. Don’t focus on being Gay but on loving with an unconditional love. if this kind of relationship comes out of a gay relationship, go and sin boldly and pray fervently that God can make this Holy I believe God can. Be a WONDERFUL Christian, loving Jesus for who Jesus is, not who people say Jesus is. Love the Jesus who lvoes the outcasts, the oppressed, the poor, and marginalized, in this country I believe this to be the gay and lesbian men and women. I believe Jesus would reach out with amazing love to you and to all you know with a great and loving forgiveness and would never ever send you to hell for anything pertaining to this. I would honor that perhaps being Gay may be not what God intended for creation- this doesn’t make you any better or worse than ALL the things I DO that are not intended for creation: hate, lust, jealousy, etc. etc. but how these can come from a holy place and create a holy thing. Embrace the Jesus who transforms sin into forgiveness, messes into beauty. Love someone the way God has loved you, with self-denying, self-sacrificial love and see how God can transform others into believers through your witness. Go boldy, SIN boldly, and pray fervently that God can do anything. [LINK]
Det er nye tider. Jeg tror i gamle dage at folk ville knytte de første to linjer til indre mission – f.eks. i forhold til skilsmisse, gengiftning, kvinder i tjeneste og sex uden for ægteskabet. De var mørkemænd. Sorte teologer der slog folk oven i hovedet. Selvfølgelig var disse anklager fuldstændigt overdrevet og kom ofte fra modstandere der ville underminere Guds klare ord. Nu kommer disse ord fra en taler Indre mission har inviteret til at undervise deres ledere. Og det kan undre en. Hvor er det lige i den homoseksuelles spørgsmål at Jay ser en dæmonisering? Prøv engang at ændre spørgsmålet til ikke at omhandle homosexualitet – men istedet noget vi alle ved er en klar synd – at hade homoseksuelle:
Hi Jay. … It seems that there are many contradictions that people face when believing in God, and I guess one of my main concerns is the fact that I hate homosexuals. And many people say to me that God doesn’t accept that or I’m going to hell. And I don’t understand how that could be true if I believe in him and have him in my heart. If he is a loving God then why would he cast away haters of homosexuals but not murderers or rapists etc. Doesn’t everyone deserve forgiveness? Or at least acception by God? Or am I mistaken. I never could really understand this part of it.
Ville Jays svar mon have været det samme? Ville han også give sådan en person ret i at den modstand han møder er en dæmonisering? Hvis ikke – så hvorfor? Det svar du giver vil sige noget om hvordan du gradbøjer de to synder: Homoseksualitet på ene side – og had til homoseksuelle på den anden. Sagen er at Jay på ingen måder i sit svar er interesseret i at advare mod homoseksualitet mod synd. Sagen er jo også at Jay ville advare folk der hader homsexuelle om Guds retfærdige dom, og at han på ingen måde ville sympatisere med hadere af homoseksuelle, som han åbenbart gør med homoseksuelle. Hvordan er det ondt at sige at Gud ikke accepterer homoseksuelle og de går i helvede? Gud accepterer heller ikke løgnere og utugtige – de ryger også i helvede? Hvordan er det ondt at advare folk imod dette? Hvordan dæmoniserer det homoseksuelle?
I think a part of it comes from the idea that no one would be OK with calling a rapist or murderer OK and that God approves, but this is the battle over homosexuality. People want to say it is OK and ordained by God and this is the sticking point. It is just soemthing I am not sure about.
Det er simpelthen svært at vide hvad Jay mener med at “homosexuality is ordained” af Gud. Men det er ikke svært at vide hvad Indre Mission selv mener. Man skal bare gå ind på Jesusnet.dk:
Vi ser homoseksualitet som en fordrejning af den naturlige mand-kvinde seksualitet, som bibelen fortæller, at vi er skabt til, og som et brud på det 6. bud om ikke at bryde ægteskabet. Når nogle mennesker udvikler en homoseksuel orientering er det altså en forstyrrelse og forvanskning af den seksualitet, som vi er skabte til at leve med. Hvis den homoseksuelle selv ønsker det, er det derfor også noget som man kan arbejde terapeutisk med – og i nogle tilfælde måske endda kan ændre på . Både forskningen i homoseksualitet og erfaringen fra terapeutisk arbejde viser at det er muligt. Hvis den homoseksuelle vel at mærke er motiveret for det. Ellers er det omsonst og også udtryk for en respektløs tvang. [LINK]
Det ganske glimrende svar er fra Asbjørn Asmussen og lægger ikke skjul på at homoseksualitet ikke er bestemt af Gud. Jay siger dog at han ikke mener at homoseksualitet var Guds intention. Men syndefaldet var heller ikke Guds intention – omend det var hans bestemmelse. Gud forudbestemte at mennesket ville falde i synd, men han ønskede ikke at det skulle ske. Jay siger således ikke særlig meget her. Det plejer Indre Mission at gøre – og de kan gøre dette uden at dæmonisere. Asbjørn Asmussen starter således sin artikel med at sige:
Vi indrømmer at kirken – ligesom resten af samfundet – har en lang tradition for en uanstændig fordømmelse og forfølgelse af homoseksuelle. Først indenfor de seneste par generationer er der opstået en bredere respekt for at mennesker med en anden seksuel orientering har samme værdi og rettigheder som alle andre. Vi har en bibelsk og etisk forpligtelse til at støtte alle bestræbelser for ligeværdighed mellem alle mennesker. [LINK]
Asbjørn gør det klart at det er vigtigt at fastholde bibelens advarsler, mens vi samtidig respekterer og inkluderer homoseksuelle i vores fællesskab.
Vi ønsker altså på den ene side at respektere og inkludere alle homoseksuelle i det kristne fællesskab, samtidig med at vi er vi er nødt til at respektere Bibelens advarsler imod en homoseksuel adfærd. [LINK]
Jay derimod giver ikke på et eneste tidspunkt den homoseksuelle bibelens advarsler med. Tværtimod synes han nærmest at efterlade den homoseksuelle med en opmuntring til blot at elske og synde frimodigt – hvis han blot vil love at elske betingelsesløst:
Seek the higher things. Don’t focus on being Gay but on loving with an unconditional love. if this kind of relationship comes out of a gay relationship, go and sin boldly and pray fervently that God can make this Holy I believe God can.
Det synes jeg – mildest talt – er en problematisk opfordring at give homoseksuelle. Hvad betyder det? Skal han fortsat praktisere homoseksuel adfærd? Han synes at underforstå at personen er i et homoseksuelt forhold, som han nu skal bede Gud gøre til noget helligt – imens han synder frimodigt? Det plejer ikke at være Indre missions position her. Hvad skal vi tænke om det? Er det mon nye tider – eller …
Den virkelige udfording som Indre Mission står overfor teologisk, handler på den ene side at fastholde et bibelsk syn på ægteskabet – uden at havne i fundamentalisme. På den anden side handler den om at undgå Postmodernitetens fristelse som en let vej væk fra fundamentalismen. Løsningen på begge problemer er klar: Prædik Evangeliet. Drag nær til Ordet om Kristus som korsfæstet. Til Guds gode nyheder om hvad han har gjort ved vores synd. Altså med andre ord – hold jer til Lov og Evangelium. Gør man dette undgår man fundamentalismens lette svar – hvor bibelen bliver til en regelbog for et godt liv – eller hvad Gud fordømmer og hvad han godt kan lide. Postmoderne kristendom byder sig dog også til som en løsning på dette problem. Den tilbyder en læsning af bibelen der ikke handler om hvad Gud fordømmer og hvad han godt kan lide. Det er dog en læsning der dræber patienten, for den tager os ikke til de gode nyheder, men søger i stedet at overbevise os om at vi er de gode nyheder. Den kalder os til kristen – altgod – aktivisme for Gud. Det er dog yderst tvivlsomt om Jay Gamelin her kan hjælpe Indre Mission. For han er ret aktiv i Emergent Church kredse og argumenterer for – ja netop kristen aktivisme:
In essence, we are being called to do more than speak of faith but instead live it, to do more than show up but to be present. We are being called again into reformation, to be reminded that our church is about living in an authentic community dedicated to following Jesus. [LINK]
Det lyder rart – hvis ikke det var for advarslen i mit hjerte. Hvad mon han mener med “but instead live it.” om “Troen”. Hvordan lever jeg min tro? Når min tro er at troen på at Jesus bar min skyld op på Golgatha og jeg skal aldrig se den mere. Hvad mon han mener med “following Jesus”. Den Jesus Paulus kalder os til at følge efter – er en der er os nær – er os nær gennem ord på vores læber og tro i det ord der prædikes i hjertet:
Om den retfærdighed, som kommer af loven, skriver Moses: »Det menneske, der holder budene, skal leve ved dem.« v6 Men den retfærdighed, som kommer af tro, siger således: »Sig ikke i dit hjerte: Hvem vil stige op til himlen?« nemlig for at hente Kristus ned, v7 eller: »Hvem vil stige ned i afgrunden?« nemlig for at hente Kristus op fra de døde. v8 Nej, hvad siger den? »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,« og det ord er troens ord, som vi prædiker.
Den retfærdighed der – i mange emergente kredse forkyndes (Jeg siger ikke Jay Gamelin gør dette) er en Jesus der handler om “hvem vil … gøre noget”, og ikke ordet om hvad har Jesus gjort. Det ord som er os nær i vores mund og hjerte. Løsningen på vores udfordringer som menigheder i dag – pinsefolk såvel som indre mission er AT VENDE TILBAGE TIL EVANGELIET. At prædike Kristus gennem lov og evangelium. Så derfor vil jeg slutte af med en opfordring
For nyligt gav Indre Mission Pinsevækkelsen en lille hilsen, med en opfordring til at lægge afstand til Herlighedsteologien. Personligt er jeg glad for denne hilsen. (Jeg er selv lærer på Mariager Højskole) Jeg ser det som et problem at herlighedsteologien har smadret en række pinsekirker, og har fået et stærkt fodfæste i en række kirker. Det kan ses igennem Joel Osteens bøger der sælges og læses flittigt i en række Pinsekirker. Så tak for opfordringen skal Generalsekretær Thomas B. Mikkelsen have fra min side. Der skal dog også lyde en lille opfordring fra min side til at Indre Mission – netop i disse tider – holder fanen højt i forhold til bibelens syn på homoseksualitet. Hold jer ligeledes fra den emergente kirke. Inviterer folk som Ross Rosenblodt fra White Horse Inn, så får vi svært ved at undgå at stjæle os ind på jeres lederkonferencer.
“>Dr. Rod Rosenbladt on “The Gospel For Those Broken By The Church”
6 - Gud blev menneske for at vi kunne blive rige
“og I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.” (2Kor 8:9)
8 – Gud blev menneske, så vi kunne adopteres som Hans børn
Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. (Gal 4:4-5)
7
– Gud blev menneske for at lyse for os
Den syvende grund til at Gud blev menneske finder vi formuleret af Apostlen Johannes i kap 12:46:
Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. (Joh 12:46)
Apostlen fortæller os at årsagen til at Gud kom som lys til verden er – for at – enhver der tror ikke skal blive i mørket. Tidligere (8:12) havde Jesus sagt: Jeg er verdens lys. Som Sønnen der åbenbarer Faderen, så er Sønnen lyset i verden. Lys og Mørke er vigtige ord i Johannes evangeliet. I den smukke indledning til evangeliet siges det:
v1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. v2 Han var i begyndelsen hos Gud. v3 Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. v4 I ham var liv, og livet var menneskers lys. v5 Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. (Joh 1:1-4)
Ordet der er Gud er kommet til sit eget Skaberværk – I ham er det liv som er menneskers lys. Et lys der skinner i mørket og mørket er ikke istand til at fatte det/knægte det/få magten over det. Således er evangeliet – ordet om Jesus Kristus – kommet og har taget bolig i vores hjerter. Det troens ord der prædikes som Rombrevet 10 siger – det Ord der er os nær.
I verset inden 12:46 knytter Johannes Sønnen til Faderen – således at enhver der har set Sønnen har set Faderen, og således kan mennesket komme til det lys der kommer fra Faderen. Sandheden og virkeligheden og hvem Faderen er, har vi således set i Sønnen. Det er dog ikke knyttet til selve det menneskelige fællesskab som disciplene havde med tømmerens søn fra Nazareth, men derimod til Hans ord:
If anyone hears my words and does not keep them, I do not judge him; for I did not come to judge the world but to save the world. 48 The one who rejects me and does not receive my words has a judge; the word that I have spoken will judge him on the last day. 49 For I have not spoken on my own authority, but the Father who sent me has himself given me a commandment—what to say and what to speak. 50 And I know that his commandment is eternal life. What I say, therefore, I say as the Father has told me.” (Joh 12:47-50)
Det er således i Jesus Ord – at vi hører Faderen, og det er heri at det sande lys der oplyser ethvert menneske kommer og jager mørket bort. Dette ord er os nær her i Julen. Det er ordet om Jesus Kristus, om Hans fødsel, liv, død og opstandelse og hvordan Han i disse udførte de gerninger Faderen bød Ham at gøre. At frelse syndere og føre dem til Gud. Så gå til evangeliet i Julen. Må Gud give os nåde til at læse det, og lade dette ord være løftet om at Decemberens mørke og korte dage ikke varer for evigt. Det sande lys er kommet til verden. Glædelig jul.
6 - Gud blev Menneske for at ødelægge Satan
Hebræetbrevet fortæller os det soleklart:
Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, v15 og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom.
5 - Gud blev Menneske for at tage bolig iblandt os
Da Israel blev befriet af Gud fra slaveriet i Egypten, kaldte Han dem ud i ørkenen for at åbenbare sig selv for dem der, for at være deres Gud. Mødestedet mellem Gud og Hans folk var Åbenbaringsteltet.
Det er det daglige brændoffer, slægt efter slægt, for Herrens ansigt, ved indgangen til Åbenbaringsteltet, dér hvor jeg vil åbenbare mig for jer og tale til dig. v43 Der vil jeg åbenbare mig for israelitterne, så stedet helliges ved min herlighed. v44 Jeg vil hellige Åbenbaringsteltet og alteret, og Aron og hans sønner vil jeg hellige til at gøre præstetjeneste for mig. v45 Jeg vil tage bolig iblandt israelitterne, og jeg vil være deres Gud. v46 De skal vide, at jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten for at tage bolig blandt dem. Jeg er Herren deres Gud. (2Mos 29:42-46)
Herren helligede et sted hvor han ville åbenbare sig for Israel. Præstetjenesten og teltet havde alt sammen det fokus som opsummeres af Gud i v. 45: Jeg vil tage bolig iblandt Israelliterne, og jeg vil være deres Gud. Det er ikke blot et faktum at Gud vil tage bolig blandt dem, men Han ønsker at Israel skal kende Herren som den Gud der førte dem ud af Egypten for at tage bolig blandt dem.
Det samme er i fokus da Gud blev Menneske. Det var for at tage bolig blandt os. Så vi kunne kende Ham som den Gud der befriede os fra synden for at være vores Gud som Han bor iblandt. Johannes evangeliet skriver således:
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. v15 Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« v16 Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; v17 for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. v18 Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (Joh 1:14-18)
Det græske ord der bruges for “tog bolig iblandt os”, betyder bogstaveligt at slå sit telt op. Det er en klar henvisning til Åbenbaringsteltet. Det sted hvor Gud viste sin herlighed for Israel. Således siger Johannes at Gud er kommet herned. Nu ikke blot en afglans eller en skygge af det virkelige. Nu – I Kristus ser vi Gud som Han virkelig er. Ordet bruges fire stedet i Åbenbaringsbogen omkring den endelige Herlighed der skal være over hele jorden, når Guds bolig en dag vil være hos alle mennesker. (Åb 7:15)
Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.(Åb 21:1)
Denne herlighed er trådt ind i verden – da Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Vi ser hele Guds herlighed i evangeliet. Ordet der nu trøster os, glæder os og fylder os med forventning om hele Skabningens forløsning en dag. For os er den allerede begyndt – I Kristus. Således lover Kristus sine disciple at Han fortsat vil bo hos dem, også selv om verden ikke er i stand til at være sammen med Ham:
Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« v23 Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. v24 Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. (Joh 14:22-24)
Spørger vi så – hvad er det for et ord der er mødestedet mellem Himmelen og Jorden? Så får vi svaret evangeliet. Det ord der nu er hos os, og vokser og bærer frugt over hele jorden. Gud til ære og os til gavn. (kol 1:7)
4 - Gud blev menneske for at herske som konge i al evighed
I modsætning til Mattæus der fortæller om at Jesus skal frelse folket fra dets synd, fokuserer Lukas beretning om Marias bebudelse på, at Jesus skal herske som konge i al evighed.
Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. v31 Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. v32 Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; v33 han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige. (Luk 1:30-33)
Gabriel udsiger 5 ting om det lille menneske Maria skulle føde:
1) Han skal blive stor
2) Han skal kaldes den Højestes søn
3) Gud Herren skal give ham Davids trone
4) Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid
5) Der skal ikke være ende på hans rige.
Denne profeti opsummerer en masse profetier fra GT omkring Guds herredømme Israel gennem sin salvede konge – David; et herredømme der ikke blot er over Israel, men skal række ud over hele jorden.
Gud indsatte sin konge David over Israel. Han var en konge efter Guds hjerte, i modsætning til Saul der var en konge efter menneskers hjerte. Dommerbogens grundlæggende tema er at alt det kaos og virvar der fandt sted skyldtes at Israel ikke havde en konge. Da de bad Gud om en konge fortalte Gud dem at det var en ond ting de bad om, da de jo havde forkastet Ham som deres konge. Han gav dem det – de – bad om: Saul fik de, en konge der ikke havde Guds velbehag. Men Gud oprejste i skyggen af Saul sin egen konge – en mand efter Guds hjerte. Og til denne konge lovede Gud:
Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid. (2Sam 7:16)
Konger over Israel som havde Guds velbehag i årene der fulgte, var konger der vandrede i Davids fodspor. Således Josafat:
Herren var med Joshafat, for han fulgte i de spor, hans fader David tidligere havde fulgt. (2Krøn 17:3)
Guds løfte til Israel var at Han ville opfylde de ting han havde lovet David. Et løfte der trøstede dem i det Babylonske eksil og bagefter:
Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve! Jeg vil slutte en evig pagt med jer, opfylde de urokkelige løfter til David. (Es 55:3)
Løftet fra Herren var at David skulle fremstå igen. En konge som David – den salvede:
Men de skal tjene Herren, deres Gud, og David, deres konge, som jeg lader fremstå for dem. (Jer 30:9)
Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde. Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem. Jeg, Herren, har talt! (Jer 33:23-24)
Løftet om at Guds salvede skal sidde på David trone er måske stærkest formuleret hos Esajas:
Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed skal udvirke dette. (Es 9:6)
Denne titel der ikke kan andet end at forstås som en Guddommelig titel for Jesus argumenteres igennem af Lukas tre vers senere gennem Marias spørgsmål om hvordan det kan ske.
Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.(1:35)
Tankerækken går således: Højestes Søn og alt det andet. Hvordan?? Fordi: Højestes kraft … Derfor skal det kaldes … Guds Søn. Ordvalget Højeste søn emmer af henvisninger til Daniels bog, hvor navnet bruges omkring Gud. Den Gud der viser sig at være større end Babylons guder. Den Gud hvis rige vil fylde hele jorden og herske over alt. Nu er Hans søn kommet: Guds rige er kommet nær. Dette er hvad vi skal læse fra Marias bog – Han som er Guds Søn er Konge på Davids trone – præcis som Gud har lovet – og Hans herredømme skal vare til evig tid. Glædelig jul.
3 - Gud blev menneske fordi han vil være med os
Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: v23 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. (Matt 1:22-23)
2 – Gud blev menneske for at dømme blinde der påstår at de er seende
»Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.« (Joh 9:39)
Det siges helt klart i Johannes 9:39 at Jesus kom “til dom over denne verden.” Alligevel siger Jesus jo til Nikodemus noget der nærmest står i kontrast til dette: “Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden.” Hvordan kan begge dele være sandt? Altså er der en måde hvorpå udsagnet:
1) Jesus kom til dom over denne verden
Kan være sandt sammen med udsagnet:
2) Gud sendte ikke sin søn for at dømme verden
1 – Gud blev Menneske for at frelse sit folk fra deres synder
Cur deus Homo? spurgte Anselm af Canterbury, Hvorfor blev Gud menneske? Svaret på dette spørgsmål er grunden til at vi fejrer julen. 24 December er blot den tid vi har besluttet os for at sige at Jesus blev født i. Grunden til at vi fejrer denne begivenhed er at det er en god nyhed at Gud blev menneske. bibelen svarer på spørgsmålet flere steder. I Mattæus evangeliet læser vi
“Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. v19 Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. v20 Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. v21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.« (Matt 1:18-21)
Der er to gode bøger på vej. For Calvinism og Against Calvinism. Forfatter er to kompetente herrer: Michael Horton fra White Horse Inn, der er en meget læst og brugt teolog. Han er Calvinist og forsvarer i bogen Calvinismen fra nogle af de angreb den ofte udsættes for af Arminianister. Forfatteren til bogen imod Calvinismen er Roger Olson, der er forfatter til flere bøger, bla. en om Arminian teologi.
Debaten mellem de to teologiske systemer i forhold til centrale evangeliske spørgsmål er enorm vigtig at kende til. Det er en god måde at blive introduceret til vigtige spørgsmål omkring Guds suverænitet og Menneskets frihed. Jeg underviser på Mariager Højskole hvert år, vores 2. års teologiske studerende i faget. Her plejer jeg at beskrive de to systemer som to positioner i kristendommens bus, der er på vej til himmelen. Foran i bussen har vi Arminianere bagerst har Calvinisterne. Uden for bussen har vi foran nogle pelagianere og semi-pelagianere. De er slet ikke kristne i deres tro. Bag ved bussen, nærmest stået helt af, har vi nogle teologer der bør gå under navnet hyper-calvinister, helt udenfor sådanne speciele deister som Baruch Spinoza, der heller ikke selv opfattede sig som kristen. De finder det på ingen måder problematisk at Gud er forfatter til synden og det onde. Det følger som en konsekvens af det der kaldes monergisme. Der findes kun en kraft i universet og det er Gud. Vi andre er ikke den determinerende årsag til noget som helst. Det er svært at tage dette seriøst. Det er dog lige så svært at tage hyper-arminianisme og pelagianisme seriøst som kristent. Det er svært at se hvordan sådanne mennesker der mener at Gud er fuldstændig afhængig af menneskers valg kan stole på at denne Gud er i stand til at frelse dem. Det hele afhænger jo af dem selv. Guds nåde er blot en hjælpende hånd, til den der hjælper sig selv. Den er på ingen måde suveræn, og det er svært at se hvordan Gud, om det skulle lykkes ham at få guidet nogle af Pelagius og hans hyper arminianistiske venner i himmelen, ikke må være nødt til at dele æren med dem. En del er skrevet på danske blogs om denne debat. Se et godt indlæg her hos Pastor Sørensen. Jeg vil bidrage lidt her også.
To motiver
Der er to væsentlige motivationer der driver sunde kristne frem “foran i bussen,” og tilbage “bagerst i bussen.” Foran kalder Arminiasten der er optaget af hvor bussen er på vej hen. Der er noget at gøre. Noget vi må gøre. Bagerst kalder Calvinisten der er optaget af at frelsen sker ved Guds suveræne nåde. Ingen sund kristen kan benægte hverken det første eller det sidste. Michael Horton, har i en glimrende blogpost, analyseret problemet ved Hyper-Calvinisme og Hyper-Arminianisme.
“Hyper-Calvinists and hyper-Arminians share the same impatience with mystery. Neither position bows reverently before God’s revelation, acknowledging its clear affirmations of divine sovereignty and human responsibility without answering all of our philosophical questions. Contradictions are abhorrent to the faith, but every important docrine in Scripture is shrouded in mystery. Hyper-Calvinism and hyper-Arminianism are willing even to set Scripture against Scripture, rejecting some clear teachings in favor of others, for the sake of rational satisfaction. Yet both, in different ways, represent deadly errors—indeed, blasphemies—against the character of God.”
Det er så sandt som det er sagt. Jeg ville ønske at samtlige præster i det danske frikirkeliv – nej samtlige forkyndere – nej samtlige kristne i det danske frikirkeliv der er i stand til at læse engelsk, at sætte et år tilside for at lytte til White Horse Inn, læse Christless Christianity, og hvad der ellers kommer fra Michael Hortons pen. Det ville forandre så meget…
Tidspunktet du bør spørge dig selv om du måske er gået for vidt i dit teologiske system er når du sætter skriften imod skriften – og forkaster klare teologiske sætninger til fordel for andre. Det er bedre at være ydmyg og erkende at her er noget du ikke forstår. Sådan taler Rick Warren faktisk om netop dette spørgsmål. (En spændende sidepointe fordi Horton har kritiseret Warren en del, men her er de altså tilsyneladende enige.) Problemer med Hyper C og A er at de vil har KLARHED. De vil have HELT klare linjer – klarhed forstået på den følgende måde, at vi nødvendigvis må vælge mellem 1 eller 2:
1) hvis det er x der afgør y, så sikrer det at y finder sted
2) hvis z forudbestemmer at x vil afgøre y, så er det z der sikrer at y finder sted, og x bliver til z’s redskab
Hyper Arminiasten – der vil fastholde x ansvar – (god motivation) finder det således nødvendigt at forkaste enhver tale om forudbestemmelse, som andet end blot forudviden. Guds forudbestemmer simpelthen det han forudser vil ske og dette er Hyper fordi reducerer Guds suverænitet til enten et rent held eller en frygtelig tragedie. Det er et rent held hvis verden viser sig at følge hans ønske for den, eller en ren tragedie hvis det skulle vise sig at gå galt. I forhold til frelsen er det indlysende at vi bærer et frygteligt ansvar, og det er svært at se hvordan der virkelig er gode nyheder at forkynde os om Guds nåde. Hvis Guds nåde ikke skal betyde at jeg bliver reduceret til et passivt objekt, så må den for hyper arminianisten simpelthen blot være hjælp til at gøre det rette. Gode råd og vejledning. Hvordan kan denne nåde love mig at den aldrig vil slippe mig? Hvordan kan den love mig at intet kan rive mig ud af dens hænder?
Hyper Calvinisten – der vil fastholde Guds suveræne nåde (god motivation) finder det nødvendigt at forkaste enhver tale om ansvar. Gud må være den eneste der har et ansvar. Men dermed bliver Gud forfatter til det onde, men hellere det vil hyper calvinisten sige, end at ende i pelagianisme.
John Duncan har opsummeret disse to ekstremer godt:
“Extreme Calvinism is like a house without a door, while Arminianism is like a door without a house.” (John Duncan)
Der er lige så lidt liv at finde i begge positioner. Der er masser af teologi i Calvinismen, der er blot ingen måde at få fat i det på, i den ekstreme Calvinisme. Der er til gengæld en masse at gøre i Arminianismen, der er faktisk slet ikke andet i den ekstreme Arminianisme.
Stråmænd
Det er tydeligt fra den moderne debat mellem Calvinister og Arminianere at de ofte forholder sig til hyper-stråmændene, og ikke de reele bedste Arminianske & Calvinistiske svar på problemet med 1 og 2. Et godt eksempel er Bruce A Ware der, når han kritiserer Arminianismens tale om Guds forudviden som grundlaget for udvælgelsen, blot taler om hvad Guds forudved om den aktuelle fremtid. Han taler således om “tidens korridor” som Gud ser ned ad. Således vil han ikke finde en værdig modstander der virkelig kan tilbyde kritik til Calvinismen. For den findes ikke desto mindre. Den skal blot findes i Loius De Molinas teori om Guds Scientia Media.
Scientia Media
Det er sjovt at Horton slet ikke nævner denne position. Det er faktisk dårligt, i lyset af hans kendskab til systematisk teologi. Da Westminster Confession blev lavet, var Scientia Media oppe at vende, og dermed bør Horton også kende til den. Scientia Media er som navnet siger en teori om Guds mellemviden. Ifølge Molina kan vi opdele Guds viden før skabelsen i tre logiske kategorier:
Guds naturlige viden
Den første er Guds viden om hvad 2 plus 2 giver. Viden om at han selv eksisterer, og viden om alle andre nødvendige sandheder. Disse kender Gud i kraft af disses natur. Det er afgjort af essensen af 2 plus 2 at det giver 4. Det er afgjort af essensen af en cirkel, at den ikke har hjørner. Således ved Gud sådanne udsagn før skabelsen som: Der findes ingen mulig verden hvor cirkler har hjørner.
Guds volitative viden
Den sidste viden Gud har – altså den tredje – er den han har efter han har besluttet hvilken af alle mulige verdener han vil skabe. En af alle de mulige verdener bestemmer Gud sig for at skabe. Det er ikke afgjort på baggrund af nogen essens ved verden, eller Guds egen, at denne blev skabt, for så ville skaberværket have nødvendig eksistens, og det ville være forkert at bekræfte.
Det et tydeligt at hyper calvinister og hyper arminianister blot forholder sig til Guds Suverænitet og menneskets frihed ud fra disse to kategorier. Der findes dog en tredje der har lidt af de to andre i sig.
Guds mellem viden
Gud kender heri til frie agenters valg i alle mulige verdener. Gud kender således til udsagn som: Hvis jeg skabte verden w, så vil x gøre y. Og: Hvis jeg skabte verden w1, så vil x ikke gøre y. Det centrale er her at x er fuldstændig fri til at gøre y eller ikke-y. Derfor er det ikke en nødvendig sandhed at x vil gøre y eller ej. Det er en kontingent sandhed. Dermed kan denne viden ikke være en del af Guds naturlige viden. Samtidig er det dog ikke en viden der afhænger af Guds vilje, men x egen vilje, og dermed kan denne viden ikke kategoriseres som Guds volitative viden. Ergo må der være en mellem viden.
Det findes i bibelen
I Skriften er der en række eksempler på Guds mellem viden. Et klassisk der går helt tilbage til Molina selv er Jesus udsagn om Sodoma og Gomora i Matt 11:20-24
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. v22 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. v23 Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. v24 Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«
Guds mellem viden er her ufattelig. Han ved hvad indbyggerne i Sodoma ville have gjort, hvis noget andet end det der rent faktisk skete, ville have været tilfældet. Et andet eksempel er David der spørger Gud ud om hvad Keilas indbyggere vil gøre ifald Saul kommer ned. Da Gud siger at de så vil overgive ham til Saul, så aktualiserer David ikke den fremtid han spørger om. Således ser vi at Gud har viden om hvad der ikke blot vil ske i tidens korridor, men i andre mulige tiders korridor.
En løsning
Det er nu muligt at se en løsning på 1 og 2 fra før:
1) hvis det er x der afgør y, så sikrer det at y finder sted
2) hvis z forudbestemmer at x vil afgøre y, så er det z der sikrer at y finder sted, og x bliver til z’s redskab
Med mellemviden kan vi sagtens bekræfte at 1 er sand. Det vil medføre at der findes en mulig verden, lad os kalde den w, i hvilken x afgør at y finder sted. Vi bør måske så rette den til:
1′) Hvis det er x der gør y i w, så sikrer det at y finder sted hvis w er den aktuelle verden.
Med mellemviden kan vi dog også bekræfte at 2 er sand. Det vil medføre (i Guds tilfælde) at Gud forudbestemmer at w skal være den aktuelle verden (på baggrund af Hans mellemviden) og dermed sikrer z (Gud) at y finder sted, og at x bliver Guds redskab til at y finder sted. Vi bør måske også for klarhedens skyld rette dette til:
2′) Hvis z aktualiserer den verden (w) hvor x vil afgøre y, så er det z der sikrer at y finder sted, og x bliver til z’s redskab
Act & Fact
Det giver nu således mening at skelne mellem selve den specifikke handling, og den generelle handling. Gud er således ansvarlig – ikke for de specifikke onde handlinger der gøres, men derimod selve det generelle fakta at der findes et univers hvori sådanne handlinger finder sted. Som en Arminianer er jeg fuldstændig tilfreds med at tage dette som definitionen på “Gud tillader ondskab.” Dette kan en Calvinist dog ikke gøre. Han kan ikke acceptere – fordi han vælger at benægte at der findes en sådan fri vilje som den jeg her taler om – at Gud på denne måde tillader ondskab. Dette er grunden til hvorfor jeg ikke er Calvinist i sidste ende, men samtidig også grunden til hvorfor jeg føler mig så skidt tilpast blandt de fleste Arminianere. De bedste teologer jeg kender: Augustin, Thomas Aquina, Martin Luther, John Calvin, John Owen, Spurgeon, Dr. Martyn Lloyd Jones, Michael Horton, John Piper, D.A. Carson, Wayne Grudem, Douglas Moo – for blot at nævne dem jeg lige kan komme på – er forkyndere af Guds Suveræne nåde i termer der vil forkastes af mange arminianere i dag som Calvinisme der udelukker vores frihed og anvar. Det ydmyger mig, at så mange dygtige teologer er Calvinister. Jeg elsker at læse dem. Og når jeg læser Michael Horton skrive:
(By the way, Calvinists talk so much about predestination more because of the charges leveled repeatedly against it than because of its alleged centrality.)
Så er det så sandt. Jeg ville således ønske at samtlige forkyndere i det danske frikirkeliv, ville sætte et år til side til kun at læse en række Calvinister. Jeg tror nemlig at vi har ikke forkyndt Guds nåde rigtigt, hvis der ikke i vores kirke, eller på skolebænken sidder folk der er nødt til at spørge (fordi de føler sig forvirrede): Betyder det at vi ingen fri vilje har? For så radikal er Guds nåde. Molinismen giver os mulighed for at favne både ansvaret foran i bussen, uden at fastholde at udkommet afhænger af den der vil eller anstrenger sig – men Guds suveræne nåde som vi hviler i. Den bedste måde at tale om dette findes dog hos Luther der om vores ansvar bruger loven – og om vores håb bruger evangeliet. Men det hører til en anden post.
Alle kristne vil skrive under på at vi frelses af nåde. Færre at vi frelses af nåde ved tro alene. Alle er vi dog i farezonen for at nåden bliver til ord alene. Ord vi godt nok bekender os til, men som ikke modsvarer en indre overbevisning om det som de står for. Det skete for Galatermenigheden – og det kan ske for os. Djævelen går rundt for at forhekse og kaste mudder i luften, så evangeliets kraft ikke får lov til at forvandle os til sande efterfølgere af Jesus Kristus. Mennesker i hvem ordet har slået rødder og bærer frugt. Jesu Kristi ord, som frelser, ikke ved at vi henter Kristus ned fra himmelen, eller op fra dødsriget, men ved at Evangeliet bliver hørt, forkyndt og troet.
Jeg tror, og har længe tænkt på, at en af de måder hvor nåden søges franarret os, er ved at fange os i et falsk paradigme for det kristne liv. Et paradigme hvor det kristne liv forståes som det der er mit ansvar – og det som er Guds. Jeg siger ikke at dette er en forkert sætning: Noget er mit ansvar, og noget er Guds. Jeg siger blot – at hvis det ophøjes til det primære paradigme for det kristne liv, så løber vi ind i en fare for ikke at forstå nåden. Det rette paradigme er ikke mit, kontra Guds ansvar, men loven og evangeliet.
Alt hvad Gud befaler er mit ansvar
Den første grund til at mene at det er et forkert paradigme at forstå kristendommen ud fra, er at det synes at nedtone hvad Gud pålægger os i sin lov. Det er jo indlysende at Gud har pålagt os en helt masse ansvar i NT. Vi skal elske Gud, og vi skal elske vores næste. Det er ikke foreslag, men bud. Når der tales om hvad der er vores ansvar, kontra hvad der er Guds, så er det dog aldrig Guds bud der henvises til (når jeg har hørt det), men i stedet: Vi skal vælge Gud, vi skal vælge dit eller dat (følge Jesus, bede mere, overgive os, følge efter) Når vi gør dette – så gør Guds sin del af ansvaret. (frelser os, giver os nåde til hjælp osv.)
Billedet man efterlades med er at Gud hjælper os op til et punkt. Her skal vi så vælge – og mens det sker står Gud af – når dette så er gjort, så står han på igen. Der er således handlinger der må siges at være fuldstændig vores – og det er disse vi siges at have ansvar for. Disse er altid beskrevet som små og ubetydelige – vi skal blot vælge – beslutte os … Det er fristende at tænke: det er da indlysende at jeg må gøre noget. Og tænke om sådanne små handlinger at det da selvfølgelig er noget jeg er i stand til. Ja – jeg må næsten være i stand til det, eftersom det er jo er min del af ansvaret.
Første problem er at det hermed nedtoner – kraftigt – hvad Gud kræver af os. Gud kræver ikke blot at vi vælger at elske ham. Beslutter os for at elske ham. Men at vi elsker Ham. Det vil sige at vi adlyder Hans bud, for loven er opsummeret i at elske Ham.
Guds nåde dækker ikke alt
Det andet problem er at Guds nåde ikke synes at række til den del som jeg har ansvaret for. Der er jo noget jeg må gøre for at y bliver tilfældet (y = jeg frelses) jeg må tage imod. Beslutte mig for at tage imod – i det mindste. Den del kan og vil Gud ikke tage ansvaret for. Men er det ikke det samme som at sige at der er en del af mig – den del der kan og skal tage imod – som Guds ikke giver anden nåde til end den at støtte mig op til punktet hvor jeg så udfører min del.
Den første lette løsning
Er at simpelthen ignorere disse problemer, eller gøre en dyd ud af dem,og sige: “Ja – Guds lov er lille og simpel.” “Han kræver ikke meget af os – blot nogle små krav om at lave en beslutning.” Og: “Ja – selvfølgelig er der også noget som Gud ikke giver nåde til – den del vi har ansvaret for.” Det er sjældent at folk vil sige dette – med mindre de er Jehovas vidner. Men det er tit og ofte at folk agerer og lever som om dette er sandheden. Hvor meget lov-light har vi ikke i vores kirker i dag? Lov og bud, men med et smil, og ikke for at komme i himmelen eller undgå helvede, men for at få sit bedste liv nu, eller blot blive et bedre menneske. Hvor tit og ofte forholder vi os ikke til Guds nåde – som hjælp til den der vil hjælpe sig selv?
Den anden lette løsning
Er at tage problemet seriøst, men ikke forlade paradigmet med Guds kontro vores ansvar. Det gøres af monergister som siger at Gud er den eneste der har et ansvar i frelsen. For han er den eneste kraft i universet – der suverænt determinerer alt der sker i Universet. Nogle vil kalde dette hypercalvinisme – men det er egentlig slet ikke så hyper – som det er den gængse Calvinists løsning. Pelagius bliver jaget på porten – ved at Gud får det fulde ansvar for hvert eneste begivenhed der finder sted. Tilbage sidder vi så med undren over hvordan Gud dermed ikke også bliver til opfinderen af det onde?
Den rette løsning
Er at forlade paradigmet helt. Ikke at benægte at der kan siges noget sandt om hvad der er Guds ansvar og vores, men at forlade paradigmet. Når vi snakker om hvad der er vores ansvar – så er det at adlyde ALT hvad Gud befaler, og når vi snakker om hvad der er Guds ansvar – så er der intet der er Hans ansvar i forhold til vores frelse. Når vi vil vide hvad der er vores ansvar, og hvad der er Guds, så underforstår vi at Gud i det hele taget er ansvarlig for at give os noget. Det er han på ingen måder. Er det ikke lidt som en dommer og en kriminel der står strafskyldig i retsagen og nu ønsker at fastslå hvad der er Hans ansvar i at blive benådet, og hvad der er dommerens? Det ville være ret flabet. Vi som syndere kan ikke pålægge Gud et ansvar i at frelse os. Vi har det fulde ansvar i at adlyde Hans lov. Det har vi ikke gjort – og nu står vi strafskyldige foran ham. Blot for at få åbenbaret Guds retfærdighed UDEN LOV. Altså uden noget vi første må tage ansvaret for at opfylde. En gave.
Jamen siger du måske: Så er der jo noget vi må gøre – og dermed har ansvaret for. Vi må tage imod gaven. Mit svar til dette er: Hvis det er hvordan du ser på det, så lever du stadig under loven, og har ikke taget imod gaven endnu. Så er dine øjne stadig rettet mod dig selv – og ikke på Ham der giver en gave. Hvis du dermed siger: Jamen, så er der jo også noget jeg gør – for at blive frelst. Så vil mit svar være ja. Selvfølgelig er der noget vi gør. Men deraf følger der ikke at den ting vi gør – er noget vi står med ansvaret for, og dermed ikke er dækket af Guds nåde. At omvende sig er at give Gud ret i Hans anklage om vi ikke har levet op til vores ansvar og har fulgt alt det Han befaler os. Dette er ikke gjort – hvis det vi hører er – nu er der kun en ting vi skal tage ansvaret for – og det er at omvende os, det er da nemt. Sålænge det er hvad vi hører – så har loven ikke gjort sit værk i os, og har efterladt os som hjælpeløse syndere foran Jesu fødder. Det er til disse at evangeliet er en god nyhed: at Gud tager imod dem, som retfærdige i Kristus – uden lov.
Dette medfører at det at bringe folk til Jesus ikke kan koges ned til at hjælpe folk til at “gøre den ting de har ansvaret for”. Vores arbejde er derimod at gå til mennesker med loven og evangeliet i hver sin hånd. At med loven, hjælpe mennesker til at stå som strafskyldige foran Gud, og med evangeliet rejse dem op som nye skabninger i Kristus. Det er et andet paradigme, der orienterer sig til det Kristne liv i forhold til loven og evangeliet.
Discipelskab er buzz ordet i disse dage. At være en disciple er helt noget vi er kaldet til – som noget essentielt som kristen. Fraser som “at være evangeliet”, at “være fortsætte Guds forløsning til verden” skal på en eller anden måde betyde at være en discipel. Discipelskab bliver gjort til en ny form for lovtrældom – kristendommen kommer til at handle om – at udleve Jesu budskab til verden, istedet for at være modtagere af Jesus gode nyhed. Det er helt absurd. Gode nyheder er ikke noget der udleves – gode nyheder er noget der høres og jubles over. At være en discipel er at være en der lærer disse gode nyheder at kende – i alle dets implikationer. Det er at forstå Rom 10 – at Kristus ikke er langt væk, men han lever og gør sit levende værk i os, gennem evangeliet. Evangeliet er en nyhed der proklameres og forvandler os ved Guds kraft – ikke et program til personlig livstilsforvandling. Et godt eksempel som Michael Horton giver er proklamationen (den gode nyhed) at de allierede havde slået nazisternes styrker. Det ville ikke give mening at sige at man skulle udleve denne nyhed. Evangeliets gode nyheder er Guds vidnesbyrd til menneskeheden, hvad Han har gjort for syndere i sin Søns død. Det er ikke et livsforvandlingsprogram, som vi skal udleve.
Det er emnet som Michael Horton fra WhiteHorseInn.org har valgt at tage op i år. Her er en række ressourcer der vil velsigne dit liv og sætte discipelskab på den plads det bør have i dit liv. (Making Discipels I and II)
Michael Horton har også skrevet en god artikel om emnet:
http://www.modernreformation.org/default.php?page=articledisplay&var1=ArtRead&var2=1082&var3=main
Dette lille klip fra Washington Posts youtube profil burde gøre det klart for enhver kristen at Joel Osteen ikke er en leder de bør følge efter. Godt nok har han den største kirke – men er det en kristen kirke? Den er tilsyneladende ledt af en mand der ikke ser nogen essentiel forskel mellem Baptisme, Metodisme på den ene side – og mormonerne på den anden. Se det her:
Mormonerne benægter de essentielle kristne trossætninger som den Nikæanske der fastlægger treenighedens natur. Det er så essentielt for kristendommen at Mormonerne derved må siges at befinde sig uden for den kristne paraply. Al Mohler har, som altid, en glimrende analyse af Joels Osteens udsagn.
http://www.albertmohler.com/2011/10/26/does-joel-osteen-not-know-or-does-he-not-care/
Rob Bell’s nye bog Love Win’s skaber furore på nettet. Grunden er at Rob Bell, blandt en del kristne betragtes som en eller anden form for Rock Stjerne som Times Magazine citerer Andy Crouch fra Christianity Today for at sige:
The question now is whether he can sell his approach to the rest of Evangelicalism or whether, as Christianity Today editor Andy Crouch puts it, he will “remain more of a singular rock star in the church world.”
Read more: http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,1692051,00.html#ixzz1HpTpv9we
Når Rob Bell fremhæves så meget af sekulære medier så skyldes det selvfølgelig ikke blot at religion fylder meget i USA, men i ligeså høj grad det faktum at evangeliske kristne typisk er konservative. Der er således en vigtig politisk kamp der handler om, for medier som er mere orienterede omkring Demokraterne, at fremhæve prominente religiøse skikkelser der kan trække de evangeliske kristne væk fra de typiske kernepositioner. Det har allerede vist sig at være tilfældet for Emergente kristne som Brian McLaren at han direkte promoverer Demokrater til valget.
Efter at have læst Rob Bell’s nye bog, har jeg ikke tænkt mig at sige ret meget andet om Rob Bell end det jeg allerede har gjort her på sitet:
Al Mohlers anmeldelse af Rob Bell’s nye bog
Det vil sige – at jeg egentlig havde det kraftigt på fornemmelsen at Rob Bell blot ønsker at forholde sig til helvede som noget vi skaber for hinanden her på jorden, og skabe vaghed om de klare skriftsteder der omtaler evig fortabelse. Et par kommentarer af mine egne skal nævnes dog, inden jeg linker til folk der har lavet – must read – kommentarer. Rob Bell synes ikke blot at have et problem med at få helvede rigtigt, men i lige så høj grad himmelen. Altså hvordan vi kommer i himmelen.
På side 59 beder han os forestille os en enlig moder som gør sin sure pligt her i livet. “She is a woman of character and substance. She never gives up. She is kind and loving even when she’s exhausted. She can be trusted.” Så spørger (et af de mange spørgsmål) Rob Bell os: “Is she the last who Jesus says will be the first? Does God say to her, “You’re the kind of person I can run the world with?” Det synes at være indlysende (ellers giver spørgsmålet ikke rigtig mening) at Rob Bell mener ja, og ja. Til det første ja, så kan vi jo kun trække på skuldrene. Hvem ved? Men til det andet, må vi da sige NEJ – hvis altså vi underforstår et andet faktum ved alle andre end Jesus Kristus. Nemlig at hun er en synder. Gud kan ikke få verden til at gå rundt med nogen som helst syndere. Han kom herned for at frelse dem. Men dette viser Rob Bell’s fuldstændige mangel på viden om hvad evangeliets kerne. Sådan en mand er farlig at lade påvirke sig. Det er farligt at lade sådan undervisning få lov til at fordreje hovederne på intetanende unge i ens kirke. Det er selvfølgelig helt i tråd med den video han smed på nettet inden bogen udkom:
“>Love Wins
Heri forholder han sig til hvorvidt Gandhi er i helvede og rejser en masse spørgsmål. Spørgsmålet er ikke om den ene eller anden person er i helvede, men hvorvidt en person der benægter Kristus, (hvilket underforstås i Gandhis tilfælde) går fortabt, for det er hvad bibelen siger. Hans valg af Gandhi er dog smart. For ethvert forsvar Bell kan give for Gandhi kan også gives for Hitler, så hvorfor vælger han ikke ham? Underforstår han mon det samme som han direkte skriver i bogen, at gode mennesker findes, og er på Guds team?
Rob Bell synes som i Sex God at foreslå at helvede primært skal forstås som noget der her og nu er horribelt og forfærdeligt. Det er også nemt at finde grusomme eksempler på noget helvedsagtigt på jorden. Men Rob Bell’s egne eksempler og Jesus ord burde vise os at helvede ikke blot er at miste arme og ben som i Rwanda. Det synes Rob Bell at insinuere på side 69-70. Hvor han så siger:
“Do I believe in a literal hell?
Of course
Those aren’t metaphorical missing arms and legs.”
Det er næsten at gøre hån med spørgsmålet at sige noget sådan. Og logikken fra Jesus ord burde jo netop lære ham at helvede – som er bogstaveligt – er den tilstand Jesus advarer os om, som er værre end at miste en hånd eller et øje. Som er noget “vi går ind til” eller går bort til. Ikke som noget vi her på jorden befinder os i. Helvede er noget andet og værre end at blive lemlæstet på jorden. At være lemlæstet i himmelen er bedre end at være med alle lemmer i helvede.
Rob Bell synes at argumentere for at Gud er far til alle – også dem der ikke er født påny. Hvis alt hvad der menes med at være far for Rob Bell er at være skabt af Gud, så må Gud jo nødvendigvis være far til alle. Men det er ikke hvad bibelen lærer om at Gud er vores far. Rob Bell siger således:
The writers of the scripture consistently affirm that we’re all part of the same family. What we have in common – regardless of our tribe, language, customs, beliefs or religion – outweighs our differences. This is why God wants all people to be saved.” History is about the kind of love a parent has for a child, the kind of love that pursues, searches creates, connects, and bonds.
Det er rigtigt at skriften beskriver Guds søgen efter os, og glæde ved vores omvendelse, som en Faders glæde ved at få sin søn tilbage. Men det i høj grad presset at sige at alle i verden er Guds børn. Det er ikke rigtigt at skriften – konsistent – bekræfter at vi er en del af samme familie. Johannes siger at det var en ret vi fik, da vi kom til tro, at blive Guds børn.
“Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;” (Joh 1:12)
Paulus siger at det er dem der er ledt af Guds Ånd, der er Guds børn:
For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. (Rom 8:13)
Omvendt så siger Jesus klart at Jøderne som ikke troede på ham havde djævelen til fader.
I gør jeres faders gerninger.« Da sagde de til ham: »Vi er ikke uægte børn; vi har kun én fader, og det er Gud.« v42 Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. v43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. v44 I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. (Joh 8:41-44)
Jesus kan ikke være mere klar mod de jøder som mente at Gud var deres far. Han fortalte dem at – hvis Gud var deres far, så ville de elske Jesus, men eftersom de søger at slå ham ihjel, så kan de ikke have Gud til far. Så siger han omvendt at de har djævelen til Fader, fordi de er villige til at gøre hvad han lyster.
Men denne tilstand – altså den at gøre hvad djævelen lyster – er den generelle tilstand for enhver der ikke er født påny siger Paulus i Ef 2. Ergo må den generelle tilstand for de som ikke har taget imod evangeliets sandhed være at de ikke er Guds børn.
Rob Bell citerer et par skriftsteder for at underbygge sit syn. Først Malakias 2:10
Har vi ikke alle den samme fader?
Er det ikke den samme Gud, der har skabt os?
Det er dog interessant at han ikke citerer hele skriftstedet som påpeger at Malakias taler om Israel, og ikke hele verden. New American Commentary har følgende kommentar:
This should not be taken to mean that the group Malachi had in mind by “we” and “us” was all mankind. The “one another” in v. 10b refers to participants in “the covenant of our fathers” and thus the people of Israel. Besides, as C. F. D. Moule wrote, the phrase “children of God” in the Bible “is not, with only very few exceptions, applied to mankind as such, as though they were actually God’s children, even if they are such potentially.” The fatherhood of God in the Old Testament is an expression of the unique and exclusive relationship the Lord established with Israel by his sovereign grace in choosing them through Abraham, redeeming them from Egypt, and forming his covenant with them at Sinai (cf. Exod 4:22–23; Isa 44:1–2; 63:16; Hos 11:1; John 8:41). In the New Testament it is primarily those in Christ who are described as “sons” of God, who can call God their “Father” (cf. John 1:12–13; Rom 8:14–17; Gal 3:26–4:7; Eph 1:5; Heb 2:10–12; 1 John 3:1).
(Taylor, R. A., & Clendenen, E. R. (2007). Vol. 21A: Haggai, Malachi (electronic ed.). Logos Library System; The New American Commentary (322–323). Nashville: Broadman & Holman Publishers.)
Rob Bell’s spørgsmål omkring hele verdens frelse er derfor meget misledende:
“Is God our friend, our provider, our protector, our father – or is God the kind of judge who may in the end declare that we deserve to spend forever separated from our Father.” (Side 102)
Kan svaret mon være at på dommedagen vil Jesus sige det samme til syndere som han sagde på Jorden? Mennesker der tror de er så gode at de har Gud til far? Til dem sagde han jo: I har ikke Gud til far. Kunne svaret virkelig til sidst være at de der går fortabt gør det – NETOP fordi Gud er god? Netop fordi han er Retfærdig? Netop fordi han ER kærlighed. Fordi de der fortabes IKKE er gode, IKKE er retfærdige, IKKE er kærlige? Det er de som frelses heller ikke – men de frelses fordi de ingen tillid har til deres egen retfærdighed, men kun til Guds egen godhed og Hans retfærdighed.
-
I mine tidligere indlæg har jeg primært fokuseret på at problemet med Rob Bell er måden han synes at insistere på at lave dunkel teologi. Det er som om hans primære sigte er at så tvivl om hvad vi egentlig kan sige teologisk om Gud og kristendommen. Sådan er det også i hans nye bog. Der er et hav af spørgsmål (350 ifølge DeYoung), og nogle mudrede svar. Det jeg derfor primært vil gøre her er at linke til en række reviews der er glimrende og tankevækkende. Det bedste – som bør spredes overalt – er Kevin DeYoungs. (Det er et langt og udførligt review som også er lavet til en pdf fil.)
http://thegospelcoalition.org/blogs/kevindeyoung/2011/03/14/rob-bell-love-wins-review/
Konklusionen opsummeres (er et citat) af Justin Taylor således:
“The theology is heterodox. The history is inaccurate. The impact on souls is devastating. And the use of Scripture is indefensible. Worst of all, Love Wins demeans the cross and misrepresents God’s character.”
Læs Justin Taylor’s ord her: http://thegospelcoalition.org/blogs/justintaylor/2011/03/13/rob-bells-love-wins-a-response/
Jeg kan varmt – varmt – varmt anbefale at kristne læser Kevin DeYoung’s anmeldelse af Rob Bells bog og gør sig klar til at gå i samtaler og dialog med venner og bekendte som er blevet snuret rundt på gulvet af Rob Bell’s, indrømmet, blændende retorik.
Det kan også anbefales at lytte til Michael L. Browns podcast om Rob Bell’s bog:
Til sidst. Jeg ved at det er kontroversielt at skrive noget imod Rob Bell i DK. Ja endda blot at skrive imod noget som helst i Danmark. Men vi er som kristne ledere kaldet til at advare imod vranglære. Vi er kaldet til at advare mod mennesker der introducerer doktriner eller betvivler doktriner som er essentielle for kristendommen. Vi er ikke blot kaldet til at forkynde sandheden, men også afsløre mørket og løgnen. Mørket i Rob Bell’s bogs tilfælde er at det misrepræsenterer Guds frelsesværk og retfærdighed i sin dom over mennesket, som han lagde på sin Søn for at frelse enhver der sætter sin tillid til ham. Rob Bell får det til at fremstå at der er masser af plads i kristendommen historisk til at være Universalist, og at mange har været det. DeYoung pointerer at dette strider imod sandheden og citerer historikeren Richard Bauckham for at sige:
Until the nineteenth century almost all Christian theologians taught the reality of eternal torment in hell. Here and there, outside the theological mainstream, were some who believed that the wicked would be finally annihilated. . . . Even fewer were the advocates of universal salvation, though these few included some major theologians of the early church. Eternal punishment was firmly asserted in official creeds and confessions of the churches. It must have seemed as indispensable a part of the universal Christian belief as the doctrines of the Trinity and the incarnation. (“Universalism: A Historical Survey,” Themelios 4.2 [September 1978]: 47–54
Det er stadig sandt idag. Det er ikke en easy sandhed, men ikke desto mindre bibelens klare vidnesbyrd – at Gud sendte sin Søn til jorden for at frelse os fra fortabelsen. Han led og døde for noget som venter mennesker der ikke omvender sig fra den brede vej der fører til fortabelsen. Til evig undergang fjernt fra Herrens ansigt som Paulus siger.