Bayes teorem og død ved tusind kvalifikationer

Det kan se ud som om det er et standartsvar fra ateister at, så snart videnskaben har fundet endnu en fejlagtig måde at forklare livets oprindelse på og teister siger: Ja der kan du se at Gud gjorde det, er at sige: Det er et God of the gap argument. Et argument der siger at Gud er en typisk ting man kan proppe ind i huller man ikke kan forklare – endnu. Jeg synes der er noget der giver mening i et sådan svar. Når en begivenhed finder sted så kigger vi typisk efter naturlige forklaringer – og med rette. Der er dog noget der taler for at, som vores information stiger, f.eks. ved at den ene hypotese dør efter den anden, så ændrer vores statistiske billede sig mere og mere i retning af en designet hændelse. En begivenhed der udspringer fra en agent. Dette er lige præcis hvad Bayes teorem fortæller os. Her er en glimrende youtube video der forklarer denne del. Jo mere videnskaben fejler i forhold til at forklare – evidensen for design væk fra universets fintuning og livets oprindelse, desto mere bliver det klart at hypotesen: universet og livet er designet står stærkere og stærkere. Fordi det bliver mere og mere klart at den evidens designfolkene påberåber sig IKKE kan forklares væk som noget der var forventet i forhold til det vi ved om universet.

Modstykket til Hullernes Gud argumentet er Død ved Tusind Kvalifikationer. På et eller andet tidspunkt er det latterligt at foretage naturlige forklaringer undersøgelser og fastholde at disse er gode muligheder der kan forklare hvorfor vi befinder os i et univers der bærer så godt præg af at være designet.

Death by a thousand qualifications

Anthony Flew, ironisk nok, tog lige præcis udgangspunkt i denne måde at tænke på omkring Gud i hans berømte essay Theology and Falscification. Som hypotesen om hvordan haven blev vandet og holdt i orden af en usynlig, ulugtelig og immateriel gardner blev ændret og ændret hele tiden, desto mere usandsynlig blev den. Præcis dette er måske hvad der fik den fornuftige mand til at blive teist til sidst. At han kunne se at som naturalistiske modeller for livets oprindelse og kompleksistet fejlede igen og igen, desto større voksede sandsynligheden for hypotesen: Livets er designet.

Konklusion

Jeg er enig i at der findes en rette hylde for God of the gaps argumenter. Men der er også en modpol til denne type tankegang – nemlig den at tusind kvalifikationer af en naturalistisk hypotese, der fejler og fejler og fejler og fejler, er med til at fortælle os – at evidensen for designhypotesen står stærkere og stærkere. Intet af den type kompleksistet det første liv må have haft, dukker op gennem naturlige processer. Alle sådanne ting har et intelligent ophav. At naturalismens hypotese hele tiden kvalificeres er ikke uden statistiske konsekvenser.

Share on Facebook

Populær-ateisme – ren retorik

Her er et par fyre der så flot illustrerer en erfaring jeg efterhånden har en fået en del af – populær-ateisme er ren retorik. De har et tv-program der hedder The Atheist Experience – og deres ting ligger på youtube. En fyr ringer ind med bevis for at Gud findes. Hans mor var døden nær og blev så pludselig rask igen. Fyren når ikke at få fortalt mere – men det lyder som hvad han oplever som et spontant mirakel. Det er dog – ifølge ateisterne totalt ligegyldigt. De har nemlig et skudsikkert argument til fyren.

Read more

Share on Facebook

Tony Jones logik der selvdestruerer

Et af de logiske axiomer der optrædder i visse systemer er at hvis P medfører ikke-P, så ikke-P. Et eksempel er:

1) Der findes ingen sande sætninger

Hvis 1 er sand, så er den ikke sand – og derfor så er 1 ikke sand. En anden er:

2) Jeg kan ikke skrive mere end 2 ord på dansk

Postmoderne er rigtig gode til at sige ting der om end det ikke direkte medfører dets egen destruktion så kommer så tæt på at de er fuldstændig irrelevante. Et eksempel er:

3) Det er forkert at fortælle mennesker hvad der er rigtig eller forkert

Eller:

4) Der findes ingen absolutte sandheder

Tony Jones er postmoderne og er tilhænger af logik der selvdestruerer. Han har f.eks sagt at der kun findes lokale sandheder. At det ikke giver mening at sætte adjektiver foran “sandhed” såsom: absolut, eller objektiv. Her er et citat fra hans blog:

Fish’s post really deserves a full reading, but he’s trying to say the same things about his liberal readers as I am about my conservative interlocuters: we’re all boxed in by our hermeneutic presuppositions. The only real danger is to pretend that we’re not, to pretend that science is “objective” or that the Bible’s meaning is “self-evident.”

http://blog.beliefnet.com/tonyjones/2009/05/stanley-fish-is-right-about-fa.html#more

Sætningen:

5) We are all boxed in by our hermeneutic presuppositions.

Hvis denne sætning er sand, så gælder det jo også for den at den er indrammet af Tony Jones hermaneutiske antagelser, altså at den med Tony Jones ord så ikke er objektiv. Men hvis det er sandt, så er vi – på trods af 5′s ordlyd ikke blevet informeret om virkeligheden som den er – men derimod om virkeligheden som Tony Jones synes den er. Men hvorfor bør vi tage det seriøst? Hvis 5 har nogen som helst relevans i forhold til vores opdagelse af virkeligheden som den er, så 5 selv være omkring virkeligheden som den er, men hvis den er det, så har Tony Jones altså – åbenbart som den eneste – adgang til virkeligheden som den er. Alle vi andre må spørge ham til råds.

Share on Facebook

Logiske slutninger og sandhed

Der er to vigtige relationer mellem slutningsformer – eller logik og sandhed. Godheden ved gyldighed består ikke i at det garanterer sande konklusioner. Du kan sagtens have et gyldigt argument med en falsk konklusion – en af de gode ting ved logik er at vi gennem indsigten i at en falsk konklusion blev opnået gennem fejlfri logik, ser at noget må være galt med en af præmisserne. Der er dog et helt bestemt forhold ved logik og sandhed der skiller sig ud. Prior beskriver det således i Formal Logik (1962)

An argument can only be counted valid if no argument of the same form will ever lead us from true premisses to a false conclusion.

Read more

Share on Facebook

Skriftens autoritet – en cirkelslutning?

Rene fra omvendelse.dk har i en længere diskussion argumenteret for skriftens autoritet i forhold til en postmoderne tilgang. Diskussionen har taget en anden drejning da Steen dukkede op og sagde:

Undskyld, jeg blander mig i noget, jeg slet ikke har forstand på – nemlig teologi, men det lyder som om argumentet er som følger : Paulus siger, at alle de godkendte skrifter er Guds sande ord. I dag er hele bibelen, inklusiv Paulus´ skrifter godkendt, hvilket betytyder, at hele bibelen er sandhed (ifølge Paulus, som jo er godkendt og derfor udtrykker Guds sande ord).

Det Steen har set er en cirkelslutning i Rene’s argumentation. Den kunne udtrykkes mere præcist således:

1) Paulus siger at alle de godkendte skrifter er Guds sande ord.

2) Paulus skrifter er også godkendt

3) Derfor er hele Bibelens Guds sande ord.

Steen spotter et problem her i argumentationen. Det gode spørgsmål er jo selvfølgelig – hvorfor skulle vi stole på hvad Paulus siger i 2Tim 3:16? Hvis man til dette siger: For det er jo Guds ord så har man selvfølgelig en cirkelslutning. Spørgsmålet er dog så to ting:

1) Hvad er der galt med cirkelslutninger?

2) Hvad nu hvis vi har en god grund til at betragte Paulus skrifter som autoritative – eller endda Guds ord.

1 – Hvad er der galt med cirkelslutninger?

Det er værd at bemærke at cirkelslutninger er et ret almindeligt fænomen i forhold til epistemologi. Lad os tage empiri fx:

1) Vi kan stole på vores erfaring

Hvad gør 1 til noget vi kan stole på? Man kunne sige:

“Jeg har afprøvet ved flere eksperimenter om jeg kunne stole på min erfaring, og det har medført en grundlæggende tillid til min erfaring.”

Problemet ville dog så være det samme som Steen har påpeget ved Rene’s cirkelslutning omkring bibelen. Vi har dog intet problem med sådan en cirkelslutning. Vi indser ret hurtigt at vi ikke kan give noget som helst argument, af empirisk karakter, for 1, der IKKE allerede forudsætter at 1 er sand. Men hvad nu hvis det bare er sådan? Hvad nu hvis 1 bare er sådan en ting man indser er sand, som man lever og prøver ting igen og igen? Således ville 1 være sit eget evidentielle grundlag. Hvilket problem ville en der tror på 1 have med det? Ikke andet end at han ikke kan overbevise en skeptikker ved hjælp af argumentation. Men hvorfor skulle det være et problem for en der tror på 1?

Samme problem opstår med alle andre videnskanaler i det øjeblik de gøres til genstand for en ultimativ skepticisme. Så hvorfor ikke også tro at det samme gør sig gældende overfor en ultimativ skeptikker af Guds ords ufejlbarlighed? Til disse kan der ikke gives andet argument end: Prøv at læse skriften og se om det ikke giver mening for dig.

2 – Man kunne dog også prøve en anden vej omkring Paulus. Det kunne jo være at vi havde særskilte grunde til at tro på Paulus ords Guddommelige autoritet end den vi bagefter gør brug af omkring resten af Skriften. Fx – og blot et eksempel:

1) Jesus opstod fra de døde og beviste dermed at Han er Guds søn.

2) Jesus ord er derfor Guds ord

3) Jesus gav Paulus Autoritet til at tjene som en Apostel.

4) Jesus sagde at Helligånden ville give Apostlene viden fra Gud

5) Paulus taler derfor ord der er viden fra Gud.

Nu er der ikke længere tale om en cirkelslutning, og man kan så forfølge de enkelte præmissers evidentielle grundlag. Jeg tror på sandheden af alle 5, men er ikke sikker på at jeg kan overbevise min ultimative skeptikke fra før.

Share on Facebook

Frygt og rationalitet

Der er ingen tvivl om at vores fysik har langt mere at gøre med vores rationalitet end oplysningstidens filosoffer syntes at mene. Sjovt nok forholder de fleste ateister sig stadig til rationalitet som om vores overbevisninger i stor grad afhang af vores egne frie valg. Hvis man har valgt at tro på at Gud findes, så er man irrationel og bør holde op med at gøre dette. Sjovt nok vil mange af disse dog have et problem med den frie vilje, hvilket jo også betyder at deres egne overbevisninger, såvel som den troendes, ikke er op til dem selv at bestemme – og så giver det jo ikke megen mening at tale om rationalitet i det hele taget.

Politiken.dk kan berette at højreorienterede er mere angste end venstreorienterede. De indleder artiklen således:

Hvis du synes, dine højreorienterede venner er lidt af nogle bangebukser, er der måske noget om snakken.

Der er en typisk fejlslutning der tit dukker op i moralske spørgsmål. Hvis man mener homoseksualitet er umoralsk, og udtrykker denne holdning, så får man tit af vide (sjovt nok i et fordømmende tonefald) at man har en fobi. Man lider af en angst for homoseksuelle. Indvendingen er sjov, fuldstændig irrelevant for hvorvidt ens moralske holdning til homoseksuelle er rigtig eller forkert, men alligevel ret effektiv. Den er effektiv fordi den synes at insinuere at ens holdning ikke er rationelt begrundet, i virkeligheden, men snarere er følelsesmæssigt forårsaget. Årsager har i et moderne – naturalistisk – verdensbillede et kraftigere krav på at blive taget som forklarende, end rationelle begrundelser har. Dette er hele humlen der gjorde Freud til Gud i et halvt århundrede. Han kunne forklare, eller bortforklare, alt ved at vise hvorledes tilsyneladende rationelle begrundelser, under psykoanalyse, viste sig at være tanker – forårsaget – af følte (og dermed mere virkelige) forhold. Dette bygger på at følelser altid må gå forud for principper for en naturalist. Vi kommer jo fra amøber, dyr der ikke af natur er rationelle, og derfor ikke videregiver dette i arv, men istedet har instinkter. Instinkter der i mennesket “iklædes” rationelle principper for at lovliggøres. Og derfor så vejer det tungt når man får af vide at bagved ens forklaring jo blot ligger en følelse. En irrationel angstfølelse. Der er blot en ting naturalisten glemmer, og den venstreorienterede i nævnte case. Nemlig at, givet dette verdensbilledes sandhed, så er alle såkaldte “rationelle begrundelser” i virkeligheden motiveret af et eller andet følt, eller psykisk, eller i disse moderne tider – noget neuralt. Og derfor så vil et argument der bygger herpå undergrave sig selv.

Så hvad følger der af at højreorienteret generelt er mere angste (i fald dette er sandt) end venstreorienterede? Ingenting. Måske bør mennesket have denne grad af angst for netop at være således politisk og moralsk orienteret i livet at de vil fremstå som højreorienterede. Hvis der skal være noget i sådan en forklaring så er man nødt til at først og fremmest vise at de højreorienteredes politiske og moralske holdninger er forkerte – ellers så laver man en genetisk fejlslutning.

Share on Facebook

John Cleese om Gud genet

Den er lige i øjet!

Share on Facebook

Tagryggens manglende dømmekraft

Tagryggen.dk prøver at placere sig i det kirkelige landskab som en vagthund hvor de inviterer kristne til at se tingene lidt fra oven. Ligesom på apologetik.dk har de været efter Benny Hinn og Joel Osteen, men de har en tone og stil der skaber mere forvirring og mistænkeliggørelse end liv og sundhed. Det skyldes ikke at de er for radikale – gid de var, ej heller at de er for konservative, gid de var. Men det skyldes at de med alt deres selvbestaltede nidkærhed for sandheden paradoksalt nok mangler en helt essentiel evne til at bedømme rigtigt baseret på argumentsanalyse og korrekt læsning af tekster. Read more

Share on Facebook

Rød sild

Når man anvender en for argumentationen irrelevant pointe kaldes dette på engelsk for en Red Herring fallacy. Det skulle efter sigende have navn efter en praksis med at vildlede færten hos en hund fra et spor ved at trække en rød sild hen over det. Dette kan ligeledes gøres i en argumentation.

Det er forkert, jeg skal betale min parkeringsbøde. Der er masser af kriminelle på fri fod, og politiet burde bruge deres kræfter på, at jage dem i stedet for at chikanere en anstændig borger som mig, der lovlydigt betaler sin skat. ¹

Bjørne kan ikke være farlige dyr, de ser jo så søde ud.

Det kan jo være et spørgsmål om en pointe så også er irrelevant for argumentet. Det kan også have en stor effekt retorisk at få folk til i et argument at fremstå som vilde fanatikere, også selv om det er en rød sild man tilbydes. Retorisk er det negativt at fremstå uden ethos – som en fanatiker. Man kan tabe retorisk selv om man har ret logisk.

Abort-modstanderen: Abort er mord på et uskyldigt menneske

Tilhængeren: Jamen hvad så med en 13 årig pige der voldtages af en AIDS ramt narkomand, skal hun så også føde hans barn, selv hvis det fødes med AIDS?
Svarer man at det jo blot er en rød sild, så har man ret, men det kan godt vise sig ikke at have den ønskede retoriske værdi. Måske var det bedre at sige, at man i sådanne yderste grove tilfælde, godt kan bringes til at vakle på ens evne til at fastholde sit princip, at det heldigvis sker sjælden, men at det egentlig ikke er relevant for selve spørgsmålet at abort er mord på et uskyldigt menneske. Hvis du har et godt eksempel på en rød sild fejlslutning, så skriv den her..

Share on Facebook

1. Eksemplet er taget fra Steffen M. Iversen, der har gjort et argumentationsmaterialle tilgængeligt på nettet. http://www.emu.dk/gym/fag/fi/inspiration/argumentation.ppt |tilbage|

Dialogi – læren om at afsløre vranglære på en “pæn” måde

Dialogcentret har i god lang tid haft rettet sit skyts mod Evangelist – med Christian Hedegaard i spidsen. Der har været en del skriveri frem og tilbage, og den dialog der har været igang viser at dialogcentret har brugt sine typisk brugte argumenter mod Hedegaard og evangelist. Argumentet har jeg døbt “guilty by association” da det søger at behæfte en tag på en person/gruppe der stigmatiserer dem som noget vi ved er forkert. Dette har en masse fordele. Man skal ikke primært argumentere for at det personen eller gruppen -rent konkret har sagt er dissideret forkert ala vranglære, imod noget skriften siger eller ikke er sandt. Men man skal blot associere gruppen/personen med en anden gruppe. Argumentets styrke er en funktion af ligheden mellem de to grupper og den indlysende galskab der behæfter den gruppe man forsøger at sammenligne med. Her er et eksempel fra en debat mellem Johannes Aagaard og David Hansen:

Med hensyn til David Hansens angreb på mig, så gider jeg slet ikke svare ham. For han lyver ved hjælp af gamle Scientologyforfalskninger. Det er interessant at se en ledende fremgangsteolog arm i arm med scientologerne, men det frister ikke til at gentage de mange gendrivelser, der allerede foreligger. ¹

Problemet er at David Hansen skulle have løjet, på en “scientologisk” måde. Men der er mere her end blot en sammenligning. Der er også en association. Han er “arm i arm med scientologerne.” Dette er en forkert måde at argumentere på. Det er en fallacy of irrelevance i bedste fald. Og samtidig også et indirekte gruppepres argument. Det forsøger at buue ham ud – ved at associere ham med nogen vi alle ved er galt på den. Det han burde have holdt sig til er at klandre ham for at lyve og vise at løgn er forkert.
Dette tricks er også fremtrædende i debatten omkring Evangelist. Birger Langkjer viser meget flot gennem et citat fra Hedegaards bog at han har et forkert syn på ords magt. Men siger så:

Det er typisk fremgangsteologi. Det er ikke fremført så outreret som nogle fremgangsprædikanter er i stand til, men det er dybest set stadig det samme. Guds ord (græsk: Logos) bruges i Johannesevangeliet kap. 1 om Kristus, Guds Søn. Guds skabende ord er altså ikke noget, som vi mennesker bare sådan kan få overdraget til personlig ejendom. Den tankegang minder mere om en magisk tankegang, hvor mennesket ikke er modtager af Guds nåde, men kan lære at kontrollere og styre de guddommelige magter. Meget af trosbevægelsens tankegods stammer oprindelig fra en præst ved navn Essek William Kenyon, som er blevet beskyldt for at være inspireret af New Thought-bevægelsen og de såkaldte “metafysiske kulter”, hvortil bl.a. hører Christian Science. ²

Her er en umiddelbar klar sammenhæng mellem Hedegaard og fremgangsteologi, drevet videre ud til “rødderne” og dernæst til den metafysiske kultur, og det bliver mere og mere saftigt, men også usagligt og.. irrelevant. Hvis Hedegaards teologi er imod Guds ord, så er det kraft nok at sige dette. Når man argumenterer på denne måde så udtrykker det en mangel på tillid til skriften – det er her at vi skal stå “og ikke kunne andet.” Som Luther siger. Det ville klæde dialogcentret at holde op med disse argumentationsmetoder, og samtidig opdrage og indgyde mennesker der læste deres materiale en kærlighed til Guds ord. At det helt sikkert også ville hjælpe dialogen er en anden sag….

Share on Facebook

1. “At noget virker, viser kun at det er virkeligt, men ikke at det er sandt.“ |tilbage|
2. Rapport om Christian Hedegaard |tilbage|