To versioner af det ontologiske gudsbevis

Der er to versioner der klart bør adskilles når man taler omd et ontologiske gudsbevis. Richard Taylor udtrykker det således i sin introduktion til bogen af Alvin Plantinga: The Ontological Argument from St. Anselm to Contemporary Philosophers:

“St. Anselm formulated what appears to be two arguments, the conclusions of which are not exactly the same. It is unfortunate that so few have realized that two distinct arguments can be made out in his [Anselms] writing, and that the rejection of one of these might leave the other still quite untouched.” (Taylor, 1965)”

Det der adskiller de to argumenter beskriver han således:

“The first of these purports to show that it follows, just from the concept of God, that God does exist. The second makes the stronger claim that God exists necessarily, or in other words, that God possesses a kind of existence that is possessed by no other thing. It was essentially the first argument that was subsequently developed with such clarity by Descartes, and largely for this reason it is this version that has received the most celebrated and devastating criticism.” (Taylor, 1965)

Hvor Kant’s kritik af mange mener at have givet en slående kritik af argumentet i sin første formulering så har det ikke haft nogen rigtig effekt på den anden formulering. Plantinga har klart vist hvorledes Kant’s argument ingen anvendelse kan få på et modalt argument, og hvorledes det ontologiske gudsbevis kan formuleres så det ikke spiller en rolle hvad man tænker om eksistens, hvorvidt det er et prædikat eller ej. På ateistisk forum www.ateist.org skriver de således om det ontologiske gudsbevis:

“Gud er det største væsen. Man kan ikke forestille sig et væsen, der er større. Hvis gud rent faktisk ikke findes, så kan han forestilles at være større end han er. Derfor findes gud.”

Der er dusinvis varianter af dette argument, men Sankt Anselm var den første, der udtrykte det på denne måde. Men noget kan ikke være perfekt eller “stort”, hvis det ikke først eksisterer. Ikke-eksistens besidder slet ikke nogen egenskaber, så argumentet er ugyldigt. ¹

Således formuleret er det nærmest en stråmand, eller i bedste fald en afvisning af en dårlig formulering af det ontologiske gudsbevis. Det er bemærkelsesværdigt at de selv skriver at der er dusinvis af varianter på argumentet, og så alligevel ikke forholder sig til andet end en svag formulering af argumentet. At de har valgt at fuldstændig forbigå Alvin Plantingas argument, eller noget der har en brod mod argumentet siger noget om hvor dårlig en position de forsvarer. Plantinga’s argument kan læses og diskuteres her:

http://www.apologetik.dk/?p=423

Share on Facebook

1. http://www.ateist.net/artikel/gudsbeviser.html |tilbage|

Maksimal storhed

Når vi taler om beviser for Guds eksistens, så kan vi sige at vi taler om et positivt svar til et bestemt spørgsmål: Er der tegn, indikationer i universet på at et maksimalt stort væsen har udtrykt sig selv. På denne måde definerer vi Gud, som Anselm gjorde. Kirkefaderen Anselm definerede Gud som værende: Det om hvem der ikke kan tænkes noget større. Eller det man kan kalde, det maksimalt største væsen. Et sådant væsen ville have alle de egenskaber det er bedre at have, end ikke at have. Hvis det er bedre at være god, end ond, så er Gud det. Og ikke bare det, men han er opfylder målet af ypperlig godhed. Det vil sige at der er et topmål for godhed. Der er en grænse for hvor god man kan være – og Gud er i top. Ligeledes med viden. Det er bedre at vide, end være uvidende. Gud er vidende til det ypperste – Han ved alt. Ligedes med styrke og magt. Det er bedre at have magt, end være magtesløs. Gud har magt til det ypperste.
Det vi spørger om, i fx det kosmologiske gudsbevis er om der er tegn i verden på at denne storhed har fundet sted, har været eksemplificeret. Fx i universets tilblivelse, fintuningen af naturkonstanterne, vores erkendelse af objektive moralske værdier, Jesu opstandelse fra de døde. Det specielle ved disse er at vi stiller spørgsmål om maksimal storheds eksemplificering i den aktuelle verden. Vi stiller dette spørgsmål. Har maksimal storhed været eksemplificeret. Hvis det har, så slutter vi at Gud findes, hvis nej, så må vi kigge andre steder. Vi underforstår nærmest det indlysende. At hvis Gud engang fandtes, så findes han stadigvæk. Siden vi godt ved at det må ligge i definitionen på Gud at Han er evig. Ikke er kommet ind i eksistens og ej heller vil ophøre med at eksistere. Men måske bør vi lede efter i definitionen på Gud, som det maksimalt største væsen, for at se om der er andet vi bør konkludere ud fra det. Og det mener Alvin Plantinga at der er. Han har ledt vores opmærksom hen på Guds modale egenskaber. Når vi snakker om modalitet, så taler vi om mulige verdener. Det lyder eksotisk, men det handler egentlig bare om det indlysende forhold ved livet, at det kunne have været på andre måder. Jeg kunne have været født på Grønland, slet ikke have eksisteret, have fået 2 piger i stedet for 3. Have købt en kat i stedet for en hund. osv. At sige sådan er at sige at der er mulige verdener hvori jeg ikke har en hund, men en kat i stedet. Ikke har 3 piger, men blot 2. osv. Det er også at sige at der findes en af disse mulige verdener der er aktuel. Den vi er i. Det er ikke sådan set eksisterende verdener, men blot et redskab til at forstå hvad det vil sige at noget er logisk muligt, logisk nødvendigt og aktuelt.
Noget er nødvendigt i logik, hvis det er virkeligt, sandt i alle mulige verdener. Fx gælder det at 2+2 giver 4 i alle mulige verdener. Ikke de tegn vi bruger – de kunne have været anderledes. Men selve propositionen – udsagnet. Det er også sandt at modus ponens er en gyldig slutning i alle verdener. Hvis P, så Q, men P, derfor Q. Det vil også sige at der ikke findes en mulig verden hvori dette ikke er en gyldig slutning.
Hvad har dette med Gud at gøre spørger du måske? Jo nu skal du høre.
Hvordan skal vi forholde os til spørgsmålet:

1) Det er muligt at maksimal storhed er eksemplificeret.

Nu spørger vi ikke om det engang i fortiden, før universets tilblivelse fx er sandt at det var eksemplificeret, men om det er logisk muligt at maksimal storhed er eksemplificeret. Dette spørgsmål er anderledes end spørgsmål om det engang var, men hvis du var tilbøjelig til at sige, ja måske skabte Gud jorden. Så er dette en god indikation på at du også mener at Gud logisk set godt kunne eksistere. Altså at der findes en mulig verden hvori Gud findes. Det kunne så godt være at du tog fejl af det, og at Hans eksistens ikke blot skulle vise sig, som du måske tror, ikke at være aktuel, men endda umulig. Så mener du at der ikke findes en mulig verden hvori Gud er til. Det er muligt at noget muligvis er logisk nødvendigt. Så mener man bare: jeg ved det ikke endnu, men det kunne vise sig at være rigtigt. Fx kunne man blive spurgt om et svært matematisk regnestykke skulle være sandt. Så siger man muligvis, men dette kan ikke være et rigtigt svar, hvis man mener med det at det er logisk muligt. Enten er det sandt, og så er det nødvendigt sandt, eller også er det ikke sandt, og så kunne det aldrig være det. Men det man mener er selvfølgelig jeg har ikke regnet det ud endnu. Giv mig lige en lommeregner. Vi bør altså ændre 1 til at hedde:

2) Er der en mulig verden hvori maksimal storhed er eksemplificeret.

Hvad er så maksimal storhed. Jo ifølge Anselms definition ville det være at have alle de ovenstående egenskaber, og i det ypperste mål. Men betragt nu

3) Det er mere ypperligt at være maksimal stor i alle verdener, end blot i nogle af dem.

Det er næsten indlysende sandt. Men det betyder jo at hvis maksimal storhed er at være maksimal stor i alle mulige verdener, og man mener at det muligt maksimal storhed er eksemplificeret i en mulig verden at:

4) Maksimal storhed er eksemplificeret i alle verdener.

Men hvis 4 er sand, så følger det at

5) Maksimal storhed er eksempliceret i den aktuelle verden.

Det vil sige at Anselms Gud findes, og ikke kunne andet. Det viste sig altså at ligesom det følger af definitionen på Gud at hvis Han engang fandtes, så findes Han stadig, at Hvis Guds eksistens er mulig, så er den også aktuel, da det af 2 følger følger at maksimal storhed er eksemplificeret i alle mulige verdener. Altså lige som Gud er evig, så er Han også nødvendig. Hvilket vil sige at Han ikke kunne – ikke eksistere.

Share on Facebook

Anselm og viden om Gud

Det ontologiske Gudsbevis har en lang historie helt tilbage til Anselm i det 11 århundrede. Anselm ledte efter et enkelt bevis for Guds eksistens der kunne gøre hele arbejdet. Et bevis hvor man ikke skulle ud og diskutere omkring de forskellige empiriske data. Og han fandt det i det ontologiske bevis for Guds eksistens. Han skriver om dette bevis i skriftet ¹. Han starter sit bevis, som er skrevet som en lovprisning af Gud, med at give en defination på Gud:

And indeed we believe you are something greater than which cannot be thought. ²

Det er værd at bemærke at Anselm erkender at troen er hos ham – før han søger forståelse. Det er ikke en rationaliseren sig frem til tilstrækkelige beviser – før han så placerer sin tro på Gud. Troen kommer først:

I acknowledge, Lord, and I give thanks that you have created in me this your image, so that I can remember you, think about you and love you. But it is so worn away by sins, so smudged over by the smoke of sins, that it cannot do what it was created to do unless you renew and reform it. I do not even try, Lord, to rise up to your heights, because my intellect does not measure up to that task; but I do want to understand in some small measure your truth, which my heart believes in and loved. Nor do I seek to understand so that I can believe, but rather I believe so that I can understand. For I believe this too, that “unless I believe I shall not understand” [Is. vii.9]. ³

Ifølge Anselm er det en del af at være skabt i Guds billede at være i stand til at huske på, tænke på og elske Gud. Vi er skabt til det fra starten af siger Anselm. Men på grund af synden er dette billede mere eller mindre sløret og ødelagt – så: “det ikke kan gøre hvad det var lavet til at gøre.” Disse er væsentlige epistemiske forhold. Forhold der har klar konsekvens for hvad det vil sige at have viden om Gud.

Hvad er viden
Siden Platon har viden som standard været defineret som: Justified, true, belief. Jeg er ikke helt klar over hvad den danske variant er for dette, så jeg holder mig til den engelske. At sige om X at det er noget man ved er for det første at: tro på X – (belief). Derudover må X være sand. Er det ikke sandt er det ikke viden. Men derudover så må der også være noget der kan kæde disse to størrelser sammen. Noget der berettiger dig i at have denne tro på X – det kalder man justification. Lad os tage nogle eksempler på disse for at forstå det. Hvis jeg siger: Vand koger ved 100 grader. Så må dette være sandt, noget jeg tror og nogle berettigede grunde til at tro på dette. Disse berettigelser kan være forsøg udført. Andre ting har jeg viden om – bare ved at forstå hvad de handler om. Fx “Alle ungkarle er ugifte” – hvis jeg forstår hvad de to elementer involveret i dette udsagn handler om, så forstår jeg også at det er sandt og ikke kunne være andet end sandt. Et andet udsagn kunne være: “Ingen cirkler er trekanter” – min berettigelse for at tro disse ting er at de er nødvendige sandheder. De kunne ikke være andet end sande. Det øjeblik jeg “ser” dem – er det øjeblik jeg “ved” dem. Hvis jeg dog på anden side står i en butik og oddser på at Brøndby vil blive Danmarks mestre i år – og så siger “Brøndby bliver Danmarksmestre.” Så kan jeg ikke sige at jeg ved det – også selvom det viser sig at være sandt. Fordi det var et tilfælde at det er sandt. Hvis det jeg tror på viser sig at være sandt ved et tilfælde – så kan man ikke sige at det er viden.
Mange – eller de fleste ateister har denne indvending mod Gud. En indvendning der kaldes en de jure indvending. “Selv hvis kristendommen er sand, så er det ikke viden.” Julemandseksemplet og Spaghettimonstret er lavet for at have netop denne pointe. Der er ingen evidens for Guds eksistens – så hvis Han skulle vise sig at findes, så vil det være et tilfælde – noget vi ikke vidste, fordi vi ikke havde den tilstrækkelige berettigelse til det. Richards Dawkins anklage mod kristendommen handler netop om dette forhold. I sin debat mod David Quinn sagde han:

Dawkins: Well I think He’s just as probable to exist, yes, and I do discuss all those things especially the imaginary friend which I think is an interesting psychological phenomenon in childhood and that may possibly have something to do with the appeal of religion.

Tubridy: So take us through that little bit about the imaginary friend factor.

Dawkins: Many young children have an imaginary friend. Christopher Robin had Binker. A little girl who wrote to me had a little purple man. And the girl with the little purple man actually saw him. She seemed to hallucinate him. He appeared with a little tinkling bell. And, he was very, very real to her although in a sense she knew he wasn’t real. I suspect that something like that is going on with people who claim to have heard God or seen God or hear the voice of God.

Ifølge Dawkins er Gud et produkt af et interessant psykologisk fænomen, der giver mening for børn, og da vi ingen evidens har for Guds eksistens, så kan vi på det grundlag at vi kender den psykologiske mekanisme involveret, som handler om at opfinde usynlige venner, forkaste troen på Gud som blot et produkt af en hjerne der ikke er modnet rigtigt.

David Quinn tager Dawkins ved halsen og ryster ham i debatten – og viser at der er evidens for at tro på at Gud findes. Hans umiddelbare svar på Dawkins oprindelsesspekulation er:

Well you know children stop believing in fairies when they stop being children, but they usually don’t’ stop believing in God because belief in God to my mind is a much more rational proposition than believing in fairies and Santa Claus.

Men David Quinns tilgang er den evidentialistiske – han givet det Dawkins beder om evidens.
For Anselm er det vigtigt at understrege at viden ikke kommer før tro. Og for ham ville evidens derfor ikke være noget der førsts skulle være mentalt på plads for et menneske, før det kunne tro.

I do not even try, Lord, to rise up to your heights, because my intellect does not measure up to that task; but I do want to understand in some small measure your truth, which my heart believes in and loved. Nor do I seek to understand so that I can believe, but rather I believe so that I can understand. For I believe this too, that “unless I believe I shall not understand” [Is. vii.9]. ⁴

Men er dette forhold noget der kan passe ind i hvad viden er? Kan den kristne, med en Anselm attitude være berettiget i at tro på Guds eksistens? Man kunne svare – ja, selvfølgelig. Han kunne have endevendt alle argumenter for og imod, og så alligevel opdage at den tro han er kommet til tro på er berettiget evidentielt. At han har opfyldt alle de krav der måtte ligge bag dette “justification” ellement – hvad det nu end må være. (Her er epistemologer langt fra enige.) Men kan han være berettiget i at tro uden alt dette? Jeg mener at Alvin Plantinga har vist at dette er muligt i Warranted Christian Belief, og ikke bare det, men at det er måden hvorpå kristne faktisk har deres berettigede viden om Gud. Det er, som Plantinga siger: A product of a proper functioning faculty in the right circumstances according to a design plan succesfully aimed at truth. Eller med Anselms ord: that it cannot do what it was created to do unless you renew and reform it.
Som væsener skabte i Guds billede er mennesket skabt til at have viden om Gud. Huske ham, tænke på ham og elske ham. Det er derfor en del af menneskets make-up at tro på Gud. Det er dette forhold Plantinga bruger til at vise at troen på Gud har berettigelse – også uden nogen andre beviser end den overbevisning troen er i sig selv. Det eneste ateisten kan gøre ved det, for at sige at den kristne ikke har berettigelse i at tro dette, er enten at vise at denne måde at tænke på om viden ikke er sand, eller at vise at Gud ikke eksisterer. Hvis han kunne det – så ville han kunne kigge sig om efter “gode forklaringer” på hvad det er der skaber disse God delusions i hjernen. Noget af det gode ved Plantingas argument er at det viser at alle disse ateistiske forsøg på at “forklare” den kristne tro – lige fra Freuds ide om, at Gud er et produkt af nogle psykiske mekanismer, eller Dawkins og Dennets lignende forsøg – KUN er sande – hvis de kan bevise at Gud FAKTISK ikke eksisterer. For hvis Gud eksisterede – så ville den kristnes overbevisning om Guds eksistens – være et produkt af kognitive fakulteter der er RETTET imod – eller hvis HENSIGT det er at netop bringe mennesker til Gud. Så de virker altså efter hensigten når de tror. Derfor har kristne berettigelse for deres tro på Gud – selv uden nogle beviser for hans eksistens. De finder sig selv overbeviste om at det er sandt, og hvad kan de ellers gøre ved det. Denne overbevisning er jo et produkt af kognitive fakulteter der er designede til at lave sande overbevisninger om Gud i de rette situationer.

Så langt er Anselm slet ikke med disse overvejelser – men han har det væsentlige ellement med der er essentielt for Plantingas religions epistemologi – proper function.

Dernæst launcher Anselm ind i det ontologiske argument for Guds eksistens.
I dette argument viser han at Gud, ifølge den definition han har givet, ikke kan ikke-eksistere. Men mere end det – at Han ikke engang kan tænkes på som ikke-eksisterende. Han er en ting der ikke kan tænkes ikke at eksistere.

In fact, it so undoubtedly exists that it cannot be thought of as not existing. ⁵

Argumentet går sådan:

For one can think there exists something that cannot be thought of as not existing, and that would be greater than something which can be thought of as not existing. For if that greater than which cannot be thought can be thought of as not existing, then that greater than which cannot be thought is not that greater than which cannot be thought, which does not make sense. Thus that than which nothing can be thought so undoubtedly exists that it cannot even be thought of as not existing.

Det efterlader Anselm i den situation at han må kontemplere hvordan det så i det hele taget kan være at tåben kan sige i sit hjerte at Gud ikke er til? Hvis det ikke kan tænkes, hvordan kan det så siges i hjertet? Han siger:

How in the world could he have said in his heart what he could not think? Or how indeed could he not have thought what he said in his heart, since saying it in his heart is the same as thinking it? But if he really thought it because he said it in his heart, and did not say it in his heart because he could not possibly have thought it – and that seems to be precisely what happened – then there must be more than one way in which something can be said in one’s heart or thought. For a thing is thought in one way when the words signifying it are thought, and it is thought in quite another way when the thing signified is understood. God can be thought not to exist in the first way but not in the second. For no one who understands what God is can think that he does not exist. Even though he may say those words in his heart he will give them some other meaning or no meaning at all. For God is that greater than which cannot be thought. Whoever understands this also understands that God exists in such a way that one cannot even think of him as not existing.

Løsningen er altså at skelne mellem at sige noget i hjertet og i tankerne. Der må være en måde at sige noget på så det endnu ikke er forstået – hvad det er man taler om. Anselms position er at i det øjeblik at tåben kommer til en rigtig forståelse af hvem Gud er – i det øjeblik må han også forstå at Gud eksisterer. Denne skelnen er meget vigtig for det ontologiske argument. Det er en skelnen mellem hvad der er ontologisk – eller logisk muligt – og hvad der epistemologisk muligt. Noget kan være muligt at kontemplerere, der ikke er muligt kontingent – altså der er nødvendigt sandt – eller eksisterende. Tag fx et kompliceret matematisk regnestykke: Er 232+222*0.3=238.23?? Det er ikke indlysende som fx 2+2=4 er. Men begge er sande med nødvendighed. Begge er sande i alle mulige verdener – de kunne ikke være andet. Men derfor kan man stadig om det første stykke sige – måske er det sandt – det er da muligt. Det er hvad der foregår omkring Gud siger Anselm. Alle burde tro på ham – både fordi de er skabt til at gøre det. Men også fordi at det er selv-indlysende i det øjeblik man forstår selve konceptet. Konceptet bag definitionen på Gud:

God is something greater than which cannot be thought.

Det spændende ved det ontologiske argument er at det giver os et argument for Guds eksistens der leverer os en nødvendig Gud. Heri synes det at ramme en vigtig intuition omkring Den Almægtige. At ingen er som Han, eller kunne blot muligvis være større end Han. Han er den om hvem intet eller ingen større kunne tænkes.

Share on Facebook

1. Proslogion |tilbage|
2. Kapitel 2 |tilbage|
3. Kapitel 1 |tilbage|
4. Kapitel 1 |tilbage|
5. Kapitel 3 |tilbage|