Etikkens autonomi – 2

I mit første afsnit om etikkens autonomi opremsede jeg de forskellige positioner i forhold til moralske sandheders objektivitet i forhold til Guds eksistens. Morten slog til og kom med sine typiske indvendinger imod moralske sandheders objektivitet. Han ser ud til at antage at startpositionen bør være at de er subjektive og ikke objektive. Og dernæst skal der så hentes evidens ind for at kunne konkludere at de ikke blot er subjektive, men objektive. Han medgiver at han “synes” rovmord på børn for sjov skyld er forkert, men ikke at det i nogen objektiv grad “er” forkert. Eller med andre ord, Morten mener ikke at man kan tage fejl i forhold til moralske udsagn. Ligesom man ikke kan tage fejl i forhold til om man kan lide en is eller ej. Hvis man kan lide den, så kan man lide den. Hvis man ikke kan, så kan ma ikke og det er det. Omvendt vil de fleste af os nok mene at en incestforbryder ikke blot udfører noget vi ikke bryder os om, men om han mente at han det var god handling, så ville han objektivt tage fejl. Det er ondt, uanset hvad han så mener om det. Det er også hvad ateisten David Brink siger i sin artikel:

“Our commitment to the objectivity of ethics is a deep one. Ethics is objective just in case there are facts or truths about what is good or bad and right or wrong that obtain independently of the moral belief or attitudes of appraisers. A commitment to objectivity is part of a commitment to the normativity of ethics. Moral judgments express normative claims about what we should do and care about. As such, they presuppose standards of behaviour and concern that purport to be correct, that could and should guide conduct and concern, and that we might fail to accept or live up to. Normativity, therefore, presupposes fallibility.“ ¹

David O. Brink mener derfor, som jeg, at der findes objektive moralske sandheder. Altså at 2 i William L. Craigs argument er en sand præmis. Lad os opfriske argumentet:

1) Hvis Gud ikke findes, så findes der ikke objektive moralske sandheder

2) Men det er ikke sandt at der ikke findes objektive moralske sandheder

3) Derfor er det ikke sandt at Gud ikke findes.

Brink mener derimod at 1 ikke er en sand præmis. Da denne præmis bryder etikkens autonomi. Dette udtrykker han således:

“This view [divine command] assumes that morality requires a religious foundation. As such, it denies the autonomy of morality. If an objective ethics presupposes divine command, then an objective ethics stands or falls with religious belief. … This assumption deserves scrutinity and should be rejected. We should instead, embrace the autonomy of ethics. The autonomy of ethics implies that the objectivity of ethics is not hostage to the truth of theism.” ²

Brinks indvending imod at fundamentere etikken på Guds befalinger, en position han kalder for voluntarisme, er at det gør etikken arbitrær. For hvis Gud nu havde villet noget andet end det han rent faktisk befalede, hvad så? Ville rovmord på spædbørn for sjov skyld, så virkelig ikke være ondt, men godt? Spørgsmålet er derfor: Hvad har Gud lavet sine befalinger efter? Og til det kan man ikke svare – efter hvad der var godt og ondt. For så siger man netop ikke at etikken hviler på Guds befalinger, men på noget som Gud så at sige konsulterer når han skal lave befalinger. Altså på noget der kan siges at eksisterer uafhængigt af Gud. Og det er første skridt i at løsne etikken fra Gud. Det godt spørgsmål bliver derfor: Er der en måde hvorpå Gud kan være etikkens ophav, og samtidig ikke være det på en arbitrær – eller subjektiv måde. Er der en måde hvorpå Guds befalinger kan have deres godhed fra Gud, så han er ophavet, så han ikke selv er underlagt dem og må hente sin egen godhed fra lydighed imod disse? Vi ønsker en assymetri mellem Guds befalinger og Gud selv.

Essentialisme

Alston har lavet et sådan bud på en løsning på problemet omkring etikkens autonomi. Den er ikke autonom, men hviler på Guds befalinger. Disse er Gud dog ikke selv underlagt, ikke fordi det ikke er godt for et væsen at opfylde dem, men fordi de udtrykker hvorledes væsener bør leve, der har en tendens til ikke at leve sådan af sig selv. Dette gør at Gud ikke selv er underlagt dem for godhed. Strengt taget vil det derfor være forkert at sige:

Godhed er at leve efter Guds befalinger.

For Guds selv har ikke sin egen godhed derfra. Den har han derimod fra sin nødvendigt gode natur. Gud er – med nødvendighed – altså i alle mulige verdener god, kærlighed og retfærdighed. Hans befalinger er derfor gode, fordi de udspringer af hans gode natur. De henter deres godhed fra ham, og ikke omvendt. Vi henter vores godhed fra at leve i overenstemmelse med Hans befalinger.

Supervenerende værdier

En ateist som David Brink derimod, der gerne vil have objektive moralske værdier, men også gerne benægte teismen, må kigge som om efter noget der kan “bære” hans moralske værdier. Og han har intet andet bud end at disse supervenener på naturlige omstændigheder. Som vådhed supervenerer på vand, supervenenerede ondskab på de naturlige omstændigheder omkring jødeudryddelsen.

Det er i høj grad bizart at skulle tro dette. For tænk på evolutionen. Kan man på nogen som helst måde sige at den havde en retning? Nej. Men hvorledes kan man så tro på vi blev udviklet således at vi kom til at kende disse værdier i naturen? Således er det svært at se hvordan Brink kan få det han gerne vil have. Der er ikke andet at gøre end at tro på Guds eksistens. Uden Gud ingen objektiv moral.

Share on Facebook

1. David O. Brink – The Autonomy of Ethics 2007 |tilbage|
2. Ibid |tilbage|

Etikkens autonomi – 1

En god grund til at tro på at Gud findes, som flere filosofer har argumenteret for er baseret på eksistens af objektive sande moralske udsagn. Paulus argumenterer i Romerbrevet for at vi alle har Guds lov skrevet på vores hjerter og at vi derfor er uden undskyldning overfor Gud når vi bryder hans bud. Immanuel Kant og flere kan siges at tilhøre samme kategori. I dag bliver argumentet også brugt som bevis for Guds eksistens af bla. Poul Copan og William Lane Craig. Den typiske indvending imod argumentet er at hvis etikken ikke er autonom, står på egne ben om man vil, men er afhængig af Guds eksistens så bryder man en uskreven regel og ender med en etik der er subjektivt begrundet og ikke længere udtrykker objektive moralske værdier. Hvis etikken altså er grundlagt i Gud så har vi en subjektiv etik – nemlig Guds egne arbitrære valg. Havde Gud ønsket at barnemord for sjov skyld skulle være godt, så ville det altså have været godt og ikke ondt, men det er jo indlysende forkert. De der kommer med denne indvending gør det ud fra overbevisningen at der findes objektive moralske værdier. William Lane Craigs argument er et godt udgangspunkt for at bedømme de forskellige positioner:

1) Hvis Gud ikke findes, så finder der ikke objektive moralske værdier

2) Men det er ikke sandt at der ikke findes objektive moralske værdier

3) Ergo er det heller ikke sandt at Gud ikke findes (Modus Tollens)

Argumentet er gyldigt så hvis præmisserne er sande, så følger konklussionen nødvendigvis og Gud findes. Ateisterne falder i to kategorier altså som de benægter 3. Enten benægter de 1, eller også benægter de 2. Visse benægter 2. De mener at der ikke findes objektive værdier. Morten fra naturalisme.dk er en af dem. Richard Dawkins er en anden. De følger ateisten Michael Ruse i hans holdning:

“morality is a biological adaptation no less than are hands and feet and teeth. Considered as a rationally justifiable set of claims about an objective something, ethics is illusory. I appreciate that when somebody says ‘Love thy neighbor as thyself,’ they think they are referring above and beyond themselves. Nevertheless, such reference is truly without foundation. Morality is just an aid to survival and reproduction . . . and any deeper meaning is illusory” ¹

Men man kunne også citere Dawkins for at sige det samme:

“The universe we observe has precisely the properties we should expect if there is, at bottom, no design, no purpose, no evil and no good, nothing but blind pitiless indifference.” ²

Måske bedst af disse er Kai Nielsen, en filosof der virkelig har arbejdet med emnet til bunds:

“We have not been able to show that reason requires the moral point of view or that all really rational persons, unhoodwinked by myth or ideology, not be individual egoists or classic amoralists. Reason doesn’t decide here. The picture I have painted for you is not a pleasant one. Reflection on it depresses me. … The point is this: pure practical reason, even with a good knowledge of the facts, will not take you to morality.” ³

Han er bedst fordi han er ærlig og ved hvad der er på spil. Og det gør ham deprimeret at måtte bide i det sure æble. Hvis Gud ikke findes, så findes der heller ikke objektive moralske sande udsagn. Det har Dawkins ikke set. Han kan sagtens gå ud og tale “som om” religion virkelig er roden til alt ondt. Men hvad er ondt i hans verdensbillede. Morten fra naturalisme.dk har i flere debatter gjort præcis det samme. Han anklager mig for at være arrogant fx, men hvad vil det sige hvis der ikke findes objektive sande udsagn af den karakter. Det må i så fald handle lige så lidt om mig, som udsagn om hvad der smager bedst af vanilleis eller jordbær, handler om is. Begge udsagn siger så kun noget om subjektet der laver udsagnet, og ikke om det tilsyneladende objekt. Det er hvad Michael Ruse mener med at moralske udsagn ikke refererer til noget “over sig selv.” Sådan noget er blot en illusion.

Der er dygtige filosofer – ateister – der direkte siger at hvis der findes objektive moralske værdier, så er det en god grund til at mene at Gud findes. Tag fx den nu afdøde ateist Mackie:

“If … there are … objective values, they make the existence of a god more probable than it would have been without them. Thus we have … a defensible argument from morality to the existence of a god.” ⁴

Og Poul Draper:

“A moral world is … very probable on theism.” ⁵

Men der er også filosoffer, og heriblandt ateister der ikke vil benægte 2. De er etiske realister. David Brink, Quentin Smith, Daniel Dennett er iblandt dem. Og må altså benægter 1. Daniel Dennett har et eller andet sted. Jeg mener det var et interview sagt at moralske værdier kan boble op nedefra i løbet af evolutionen. David Brink’s mener at sådanne størrelser “supervenerer” på naturlige forhold. Og når man påpeger det bizare i det, så henviser han blot til at det jo ikke er mindre bizart end fx problemet med bevidsthed i mennesket. Ifølge visse filosoffer supervenerer det også på noget materielt. Det virkelige modargument er dog at 1 bryder med etikkens autonomi. Med det man kan kalde “at man ikke kan få et ‘bør’ fra et ‘er’. Eller at man ikke kan udlede en etisk konklussion fra en ikke etisk præmis. David Brink ser flere problemer.

1) Moralske udsagn bliver kontingente på Guds eksistens.

2) De bliver til arbitrært valgte og ikke principelle hos Gud – også kaldet voluntarisme.

En typisk udvej af disse anklager er at sige at Gud essens er moralsk godhed. Vores viden om hvad der er moralsk rigtigt og forkert kommer fra at Gud åbenbarer dem for os. Og da Gud nødvendigvis eksisterer så bliver de moralske udsagn ikke kontingente. Det har ateister flere indvendinger imod. Og jeg vil tage nogle af dem op her. Men lad mig høre hvad jeres mening er læsere…

Share on Facebook

1. Evolutionary Theory and Christian Ethics,” in The Darwinian Paradigm (London: Routledge, 1989), pp. 262-269. |tilbage|
2. Richard Dawkins, River out of Eden |tilbage|
3. Kai Nielsen: Why should I Be Moral?” 1984 |tilbage|
4. J.L. Mackie The Miracle of Theism – 1982 |tilbage|
5. Paul Draper – cited in Necessary Moral Truth and the Need for explanation.” 2000 |tilbage|

Sam Harris om moralitet

Dette klip fra en nylig “ateistisk” konference er utroligt. Det viser så tydeligt hvor lidt filosofi Sam Harris egentlig har læst. Han starter op med et nik i retning af Hume og G.E. Moore omkring den naturalistiske fejlslutning, og går så ud i den med begge ben. Uden at forholde sig til argumentet. Derudover så er han interessant omkring objektive moralske værdier. Modsat andre ateister – læs Morten fra naturalisme.dk, så mener Sam Harris at det er en selvfølge at der findes objektive moralske værdier. Morten burde fortælle ham de samme ting han siger til mig. Han argumenterer endda på stort set samme måde som jeg går for deres eksistens. Han nævner blot eksempler!! Kan man ikke se det, så har man et problem. Han mener faktisk at videnskaben en dag vil være istand til at lave etik. Han siger faktisk at moralske udsagn omkring Islams uhyrligheder “is as objektive as any claim made in science.” Utroligt.

Når han så skal igang med at stave det hele ud – så bliver det lidt uhyggeligt. Så taler han om kulturer der “er bedre til at producere liv der er værd at leve.” Præcis samme udtryk Hitler brugte, omend med modsat fortegn omkring handicappede.

Share on Facebook

William L Craig om objektive moralske værdier

William l. Craig svarer i dette podcast på flere interessante spørgsmål omkring objektive moralske værdier. Han kommer ind på flere spørgsmål der er debateret her på siden. Hvordan vi erkender objektive moralske værdier. Hvordan de kun kan findes hvis Gud findes. Hvordan de ikke bare er arbitrære udtryk for Guds subjektive vilje. Det er virkelig værd at lytte til, da der findes et simpelt og godt argument for Guds eksistens i eksistensen af objektive moralske værdier.

Share on Facebook

C.S. Lewis on objective morality

[This article is in english since it is part of my course in Apologetics on Danish Pentcostal Bible College]

C.S. Lewis has in his book -The case for Christianity, argued for God’s existence from the basis of an objective morality. His argument is reprinted in the classis book: “Mere Christianity.” He developes the core part of his argument in three steps. First he lays the foundation, then deals with typical objections, and finally he show how the Moral Law is not a descriptive law, but prescriptive.

The Foundation.

When we argue and quarrel over moral issues we display a law bound behaviour of a sort.

“It looks, in fact, very much as if both parties had in mind some kind of Law or Rule of fair play or decent behavior or morality or whatever you like to call it, about which they really agreed. And they have. If they had not, they might of course, fight like animals, but they could not quarrel in the human sense of the word. Quarreling means trying to show that the other man is in the wrong. And there would be no sense in trying to do that unless you and he had some sort of agreement as to what Right and Wrong are; just as there would be no sense in saying that a footballer had committed a foul unless there was some agreement about the rules of football.” ¹

In this quarreling we show that we think of moral issues as areas in which we can be right or we can be wrong. It does not make sense if this is not assumed. This is the foundation Lewis works from – the data-set as you may say. A data set that need’s clarification which can be achieved when we look at some objections to this description of Lewis. Lewis deals with two objection.

Read more

Share on Facebook

1. Lewis, Mere Christianity pp. 18 |tilbage|

Moralske værdier og hvordan vi erkender dem

Der findes klare eksempler på handlinger der er onde. Disse er forfærdelige og fordrer med det samme en respons fra os af fordømmelse. Andre er gode og vi roser dem. Når vi gør dette er det uden tvivl et udtryk for en ønsket respons. Noget eller nogen vil have os til at reagere på den måde – det er vi hardwired til. Der findes dog mennesker der selv om de erkender at de har samme følelser som alle andre, så mener de at følelsen blot er det – en følelse, en indre sensation der ikke er et udtryk for en ydre objektiv virkelighed – men blot en indre subjektiv tilstand. De kan fx sige således:

. . . morality is a biological adaptation no less than are hands and feet and teeth. Considered as a rationally justifiable set of claims about an objective something, ethics is illusory. I appreciate that when somebody says ‘Love thy neighbor as thyself,’ they think they are referring above and beyond themselves. Nevertheless, such reference is truly without foundation. Morality is just an aid to survival and reproduction . . . and any deeper meaning is illusory.

Grunden til at der ikke findes en dybere mening er at de ikke referer til noget der er over dem selv. De forholder sig blot til deres egen indre tilstand.
Jeg er uenig i dette. Jeg er lige så sikker på at jeg har hænder som at pædofili er ondt. Det jeg mener er – begge udsagn er udsagn om hvad der er virkeligt. Der findes hænder og der findes gerninger som er moralsk forkerte, og pædofili er en af dem.
Ateister er ikke enige i dette – altså at pædofili er moralsk forkert. Det vil de selvfølgelig ikke sige – og det er godt. De vil heldigvis gerne deltage i en kultur og et samfund, der behandler sådanne handlinger som om de er forkerte, men af en eller anden idemæssig årsag, som jeg her skal prøve at komme ind på, så underforstår de at forkert i denne sammenhæng ikke skal forstås som virkelig forkert. Hvad det helt præcist skal forstås som kan de være uenige om, men det er ikke forkert i en absolut og objektiv forstand som hvis man sagde – vand har samme molekylesammensætning som svolv.
Morten fra naturalisme.dk udtrykker sin skepsis overfor moralske værdier således:

Hvordan OPDAGER man, at voldtægt af små børn er absolut og objektivt forkert? Jeg er selvfølgelig enig i, at det er (skruphamrende) forkert, men det er jo bare min personlige opfattelse. Hvordan slutter man fra den personlige følelse af afsky ved tanken til, at der er tale om noget absolut og objektivt? ¹

Det er selvfølgelig svært at forstå hvad han egentlig mener med skruphamrende forkert – da vi ifølge ham kun taler om en “personlig følelse af afsky ved tanken.” Hvad nu hvis jeg af en eller anden grund ikke havde denne personlige følelse af afsky ved tanken – ville gerningen så ikke være skruphamrende forkert?
Men det er ikke det der er specielt. Det Morten mener er, at der åbenbart i vidensammenhæng foregår en eller anden slutning fra en tanke, til selve objektet og det er denne forbindelse, eller OPDAGELSEN af denne, der giver os berettigelsen til at mene at det tanken er om – objektet – er virkeligt. Det er et internalistisk videnssyn han lægger for dagen. Viden er traditionelt, fra Platon defineret som Sand, Begrundet, Overbevisning.(Tak til Den Skøre Hattemager for oversættelsen). Er disse tre ting til stede så kan der være tale om viden. Epistemologi er den del af filosofien der beskæftiger sig med hvad viden er. Descarte kommer ind på scenen og laver om på vores tilgang til viden. Han lægger vægt på selve “begrundelses-delen” med sin Cogito ergo sum, og grundlægger en tænkning om viden der er strengt internalistisk. For at vide noget må man have en umiddelbar, ufejlbarlig eller ukorrigerbar adgang til denne viden – enten direkte, eller inddirekte gennem beviser og slutninger der bygger på viden af en sådan art, og man skal ikke bare have en således vidensstruktur, men også have viden til hvordan vi ved det – selve bevisførelsen.
Morten er internalist med sit videnskrav: hvordan slutter man fra sin tanke til at det er absolut og objektivt? Spørger han. Man kunne være fræk og sige: det må det være hvis det er “skruphamrende forkert.” På hvilken anden måde kan noget være skruphamrende forkert. Men det er ikke problemet. Det han sigter til, går jeg ud fra, er at selv hvis der var tale om at det er “absolut og objektivt forkert” så har vi ingen ret til at kalde det for viden, og det er fordi vi ikke kan lave den rette slutning, og vi mangler således “begrundelsesdelen” fra Platons formulering, forstået internalistisk. Der kan i bedste fald, ifølge Morten, kun være tale om en sand, men UBEGRUNDET, overbevisning. Fordi vi ikke kan gå, via en eller anden slutning, fra FØLELSEN til det FØLELSEN er OM – selve objektet.
Dette er en ærkeoplysnings skepticisme, med rødder tilbage i Descarte og John Locke. Og det er et område der er behandlet grundigt af Thomas Reid, og gennemgået her på siden:
Thomas Reid’s epistemologi – Kritik af The Way of Ideas.
Thomas Reid’s epistemologi – Første angreb på The Way of Ideas
Reids analyse af hvad der går galt for Descarte og Locke er de underforstår to principper, der fører dem ud i at postulere eksistensen af to objekter for erkendelsen: Det umiddelbare – ideen, følelsen eller tanken, og så det virkelige. Disse kan godt kaldes for det noumenelle og det fænomenelle, med Kants ord.
Disse førte dem til at mene at objekter som katte, hunde, træer og søer ikke kan være umiddelbare objekter for erkendelse. Og det er den samme tænkning der gør at ateister frasorterer absolutte og objektive værdier. De to principper er:
1: At intet kan udføre en umiddelbar effekt på noget, der hvor det ikke er.
En agent kan ikke udføre nogen effekt på noget, være en årsag til en effekt, der hvor agenten ikke er. Det er en ide om at tilstødelighed er nødvendig for at noget kan være en agent. A kan påvirke B, der så påvirker C, men hvis A og C ikke er tilstødelige kan A ikke påvirke C.
2: At det umiddelbare objekt for min forståelseshandling er identisk med den umiddelbare årsag til min forståelseshandling.
Vi lærer fra fysikken at når jeg perciperer et træ så sker der en hel kæde af kasule medieren mellem træet og min mentale handling. Lys stråler transmitteret fra træet til mit øje, hvorfra der sker en transmitteren af neurale impulser fra mit øje til min hjerne, hvorfra der så forekommer en forandring i min hjerne. Dette er den umiddelbare kausale kæde af begivenheder der finder sted mens jeg perciperer et træ – og The Way of Ideas filosofferne mente så, og mener i dag, at dette umiddelbare kausale forhold er identisk med det umiddelbare objekt for min forståelseshandling. I denne umiddelbare kausale kæde medieres objektet dog – og er ikke længere umiddelbart – derfor følger det at hvis vi forstår kausalitet som værende afhængig af en ide om contiguitet – tilstødelighed, så kan vi ikke have “umiddelbare begribelse på afstand.” Vi har derfor behov for at postulere et andet objekt der så kan fremstå umiddelbart for os – og det er dette vi begriber.

Dette andet objekt, er FØLELSEN, eller Tanken – ideen om selve objektet. Og det er her det går galt. Her skeptikeren får plads til ikke bare at forkaste moralske værdier, men endda den ydre verden. For hvorfra ved vi at der er tale om en korrespondance mellem vores FØLELSE, eller indre billede af verden som vi umiddelbart erkender, og så den ydre verden? Eller omskrevet ala Mortens: Hvordan slutter man fra den personlige følelse af dette bord er rundt, til at bordet ER rundt?
Mortens problem med moralske værdier er åbenbart at han ikke kan forestille sig hvilken slags ting de er og hvordan vi kommer i kontakt med dem. Men denne erkendelsesmåde er dog fatal hvis man accepterer principperne den bygger på, og som Reid har vist – (se de artikler fra siden om dette)

Den helt store synder her er selvfølgelig det 2. princip at det umiddelbare objekt for min forståelseshandling er identisk med den umiddelbare årsag til min forståelseshandling. Dette er dog den tænkning der får ateister til at forkaste eksistensen af tal, moralske værdier og andre lignende entiteter. Det er nemlig ikke muligt at forestille sig hvordan de og jeg kan være kausalt forbundet med hinanden – og deraf Mortens undren: ”Hvordan OPDAGER jeg disse absolutte og objektive værdier?”
Det gode svar er: det er fuldstændig ligegyldigt for at jeg kan have viden om dem. Og hvis det skulle være nødvendigt så vil det være fatalt for al vores erkendelse – ikke blot erkendelsen af moralske værdier. Ja jeg har en tanke om afsky ved mange moralske onde gerninger – men det er ikke på baggrund af den tanke at jeg skal lave en slutning til at det er moralsk forkert. Det er i bund og grund mystisk hvordan vi har nogen som helst erkendelse – rent teknisk og det vil det blive ved med at være. Videnskaben kan ikke opdage sammenhængen mellem vores tanker om verden og så selve verden. Vi må tage denne umiddelbare oplevelse af virkeligheden som den er i tillid. Og dette gælder også vores andre erkendelser som hukommelse, erfaring og moralske værdier.

Jeg har påstået at Morten er internalist i forhold til viden, som han giver udtryk for det, og jeg vil sige at jeg er eksternalist. Jeg mener at eksterne forhold afgør at vores sande overbevisninger er viden. Det der afgør det er at disse er et produkt af kognitive apperater der virker efter deres hensigt i de rette omstændigheder i henhold til en designplan der er rettet mod sandhed. Både når det gælder sansning af stole, hukommelse, erfaring, og i moralske spørgsmål som: er pædofili forkert? Vi kan have viden i alle disse spørgsmål, om vi kan redegøre for kausale forbindelser mellem objekterne og de tanker vi har om dem, eller ej.

Share on Facebook

1. http://www.apologetik.dk/?p=386 |tilbage|