ID og kristen fundamentalisme

Det burde være klart for enhver der kender til idehistorie, eller følger med i debatten over Intelligent Design, at det ikke er fundamentalistisk kristendom i forklædning. På trods af det, så kunne Lone Frank ikke dy sig for at fyre en Ad Hominem af mod Ole Vang da de debaterede i Deadline på DR2. Men hun er ikke den eneste der forsøger at anklage ID folk for at bedrive religion i forklædning som videnskabsmænd. Det er en typisk indvending. At det ikke er en kristen fundamentalistisk Gud i forklædning burde være indlysende for enhver der kender lidt til Platon og Aristoteles – eller Stoikernes rationelle princip. Teleologiske argumenter er langt ældre end kristendommen. Hvis dette ikke overbeviser hvad skal vi så gøre med Antony Flew? Han er blevet overbevist om at en intelligent designer af en eller anden art må stå bag livet. Men samtidig er han overbevist om at det ikke kan være hverken Jesus Far eller Allah.
Det er selvfølgelig indlysende at en bred accept af ID som videnskab, ville åbne døre for mange religioner, deriblandt kristne fundamentalister. Men at en videnskabelig teori har metafysiske konsekvenser bør jo ikke forhindre os i at acceptere den.

Share on Facebook

Naturalismens filosofiske fundament

At videnskaben har et filosofisk fundament er tit noget videnskabsmænd glemmer. Det ses i en lille historie der vist skulle stamme fra Carl Sagan. Han sagde noget i retningen af: Ligheden mellem en filosof og en videnskabsmand er at de begge arbejder med spekulationer. Forskellen på en videnskabsmand og en filosof er derimod, at når filosoffen er færdig med at spekulere, så bliver han siddende, men når videnskabsmanden er færdig så går han ud i laboratoriet og laver forsøg.
Historien er dog ikke bare en påstand om at empiriske forsøg er vigtige, men rummer et element af scientisme. Forstillingen om at naturvidenskabens viden på en eller anden måde har en højere grad af epistemisk status end den filosofiske. Den giver virkelig viden – og ikke bare spekulationer. Det er dog en problematisk forestilling.

Inden jeg forsøger at påvise hvorfor den scientisme, som Carl Sagan gav udtryk for er problematisk, vil jeg gerne uddybe synspunktet lidt mere. Scientismen er først og fremmest tæt knyttet til naturalismen. Når denne skal udtrykke sig om “det at vide” – om epistemologi.
På wikipedea skriver de sådan under naturalism as epistemology:

W. V. Quine describes naturalism as the position that there is no higher tribunal for truth than natural science itself. There is no better method than the scientific method for judging the claims of science, and there is neither any need nor any place for a “first philosophy”, such as (abstract) metaphysics or epistemology, that could stand behind and justify science or the scientific method.

http://en.wikipedia.org/wiki/Naturalism_%28philosophy%29

Denne udtalelse illustrerer klart hvad scientisme er. Den sætter den naturlige videnskab på førstepladsen. Den er kronjuvelen. Den har ikke behov for, og har ikke plads til “first philosophy”, såsom metafysik og epistemologi, til at grundfæste den.

Men på trods af sådanne udsagn, så er det et faktum at videnskaben netop hvilker på metafysiske og epistemologiske overvejelser, som ikke afgøres ved hjælp af metoder kendt fra naturvidenskaben, men derimod fra filosofien. Her er nogle af de overvejelser naturvidenskaben hviler på:
(1) Eksistensen af en teori-uafhængig, ydre verden.
(2) Den ydre verdens ordnede natur.
(3) Erkendbarheden af den ydre verden.
(4) Eksistensen af sandhed
(5) logikens love
(6) Vores sansers og kognitive fakulteters pålidelighed som sandheds “indsamlere” og som kilde for beretigede overbevisninger i vores intellektuelle miljø.
(7) Vores sprogs tilstrækkelighed til at beskrive verdden
( Eksistensen af værdier der bliver brugt i videnskab (test theories fairly and report test results honestly)
(9) Naturens enhed
(10) eksistensen af tal.
(det skal nævnes at jeg har oversat dette fra engelsk, og da jeg ikke er så velbevandret i natur-videnskab, så kan det være at jeg ikke har ramt de danske modstykker til de engelske ord.)
Flere filosoffer har påget at det forholder sig på denne måde. Tag først J.P. Moreland:

Science cannot be practised in thin air. In fact, scince itself presupposes a number of substantive philosophical theses which must be assumed if science is even going to gett off the runway. now each of these assumptions has been challenged, and the task of stating and defending these assumptions is one of the tasks of philosphy. The conclusions of science cannot be more certain than the presuppositions it rests on and uses to reach those conclussions.

Og dernæst John Kekes:

A successful argument for science being the paradigm of rationality must be based on the demonstration that the presuppositions of science are preferable to other presuppositions. That demonstration requires showing that science, relying on these presuppositions, is better at solving some problems and achieving some ideals better than its competitors. But showing this cannot be the task of science. It is, in fact, one task of philosophy. Thus the enterprise of justifying the presuppositions of science by showing that with their help science is the best way of solving certain problems and achieving some ideals is a necessary precondition of the justification of science. Hence philosophy, and not science, is a stronger candidate for being the paradigm of rationality.

Videnskaben kan ikke undvære filosofi og metafysik. Når den siger at den kan, så lyver den. Den naturlige videnskab er ikke mere sikker, end det metafysiske fundament den har. Hvis vi ikke kan stole på at vores sprog er i stand til at beskrive verden korrekt, så underminerer det også naturvidenskaben.
Så kan man indvende: Ja men disse overvejelser er så selvfølgelige og naturalismen beskæftiger sig kun med ting der hviler på og bekræfter sådanne daglige oplevelser af verden. Det gør en naturalist der har kommenteret indlæg her på siden:

Kort sagt er naturalismens metafysiske antagelser altså rimelige og fornuftige og i overensstemmelse med vores daglige oplevelse af verden, mens religionens metafysiske antagelser er ekstreme og slet ikke har paralleller i dagliglivet.

[følg debatten her]
Men det er der også et par gode indvendinger til:
1 – for det første tager det ikke broden af indvendingerne mod Scientismen, men bekræfter blot at metafysiske overvejelser ligger til grund for naturalismen. Den bidrager dog med endnu et problem. Nemlig overvejelser omkring Common Sense.(Det skal også siges at denne naturalists indvending i sin kontekst stiller naturalismen op over for supernaturalisme, og ikke søger at benægte at naturalismen hviler på et filosofisk grundlag.)
2 – Naturalismen har flere elementer i sig der går mod vores “daglige oplevelser” Fx kvantemekanik, sorte huller, ormehuller, at moralske værdier er subjektive, at vores handlinger er determinerede o.s.v.
3 – selv om de skulle være baseret på daglige oplevelser og have paralleller til livet i hverdagen, så behøver disse overvejelser ikke være sande. Common Sense kan godt være forkert. Hvilket enhver Kopernikaner også vil mene. Trods alt så var det common sense at tro at solen gik ned, indtil videnskaben fortalte os sandheden. Den daglige oplevelse tog fejl.
4 – naturalister indrømmer selv at de må fastholde et materialistisk syn på verden – på trods af at det går mod enhver intuition vi har om at det ikke forholder sig på den måde. Således siger Richard Lewontin:

We take the side of science in spite of the patent absurdity of some of its constructs, in spite of its failure to fulfill many of its extravagant promises of health and life, in spite of the tolerance of the scientific community for unsubstantiated just-so stories, because we have a prior commitment, a commitment to materialism. It is not that the methods and institutions of science somehow compel us to accept a material explanation of the phenomenal world, but, on the contrary, that we are forced by our a priori adherence to material causes to create an apparatus of investigation and a set of concepts that produce material explanations, no matter how counter-intuitive, no matter how mystifying to the uninitiated. Moreover, that materialism is an absolute, for we cannot allow a Divine Foot in the door.
[Sagt af Richard Lewontin, "Billions and billions of demons," The New York Review (January 9, 1997), 31.]

Opsummerende har jeg forsøgt at vise, at naturvidenskaben hviler på filosofiske overvejelser og dermed ikke nyder en højere epistemisk status end den viden der funderer den. Det er der indvendinger imod. De går på at det de filosofiske overvejelser som naturvidenskaben “står” bygger på “daglige oplevelser” og har paralleller i dagliglivet, hvilket gør dem rimelige og fornuftige. Men det er der flere grunde til ikke at tro på. En af dem er at naturalister selv indrømmer, jeg citerer Lewontin frit: Dets sygelige absurde konstruktioner… Dets sådan-er-det-bare ” historier, Dets ikke-intuitive indhold..”
Naturalismen hviler på metafysik og filosofi – og kan ikke blot henvise til naturvidenskabens metoder og succeer. Ifølge Richard Lewontin er disse ikke intuitive. De er mystiske for uindviede, indeholder “sådan-er-det-bare” historier. Men det accepterer han, fordi han mener at han som naturalist er forpligtede til ikke at lade en guddommelig fod inden for. Mon dette spiller ind når han evaluerer om Intelligent Design er videnskabeligt funderet???

Share on Facebook

Rationel teisme – med Hare Krishna øjne

Her i september har endnu en blog set dagens lys. En der er lidt spændende – nemlig en teisme blog. Tjek den ud ved at klikke på titlen. Det er ikke kristen teisme, men derimod en Hare Krishna teisme. Mange af argumenterne man finder derinde, finder man også andre steder på nettet – blot på kristne teisters sider.

Her er et eksempel på dette. Ajita Krishna Dasa skriver en aldeles glimrende post, der gennemgår ateistens argument mod Guds eksistens på baggrund af det ondes eksistens. Hvis man skulle være kildekritisk så kunne man påstå at Ajita har læst denne side: http://www.leaderu.com/offices/billcraig/docs/craig-nielsen1.html Men jeg skal ikke brokke mig – dejligt at disse gode argumenter der forsvarer en Guds eksistens kommer for dagens lys.
Det giver også os kristne teister en chance for at sammenligne de forskellige teodicer som to forskellige teistiske retninger kan komme med. For at imødegå det probabilistiske argument mod Guds eksistens, der i modsætning til det den logiske version ikke påstår at Guds eksistens er umulig, men derimod usansynlig, kan teister indvende flere ting:
William L. Craig har 3 punkter i forhold til det probabilistiske argument:

1. We are not in a good position to assess the probability of whether God has a morally sufficient reason for the evils that occur
2. The Christian faith entails doctrines that increase the probability of the coexistence of God and evil.
3. Relative to the full scope of the evidence, God’s existence is probable.

Sjovt nok så har Ajita alle tre punkter med selv. Hos ham lyder de sådan her:

1. Ateisten er ikke i en gunstig position til at afgøre sansynligheden for om Gud har tilstrækkelige moralske grunde til at tillade ondskab.
2.De vediske visdomsbøger indeholder informationer, der fastslå at Gud og ondskab sameksisterer i fuld harmoni.
3.Taget den samlede mængde beviser i betragtning er Guds eksistens sandsynlig.

Der er ikke mange forskelle, men de der er afgør dog en helt del. For William Lane Craig (WLC) der er evangelisk kristen, er det ikke bare ateisten der ikke er i en ugunstig position til at afgøre sandsynligheden for om Gud har tilstrækkelige moralske grunde til at tillade ondskab. Men det er det for Ajita. Han siger videre, at man som ateist mangler adgang til åndelig viden – ja man har “ingen adgang” siger han. Det vil sige at man, for at kunne se styrken i denne indvendig, er nødt til at tage Ajida på ordet når han siger: “Jeg ser noget fra min unikke position som du ikke kan se, før du ophører med at være uenig med mig.” Jeg gad vide om ateisten vil finde dette overbevisende? Som en kristen teist står WLC på skuldrene af tankerne om en “generel åbenbaring”. Disse er klart udtrykt i Romerbrevet 1 og 2. Her siger Paulus bl.a. at vores moralske viden – vores viden om rigtig og forkert er almen viden – noget vi alle har adgang til. For ham er det også et generelt forhold – nemlig at vores viden er begrænset på mange måder – der gør at vi ikke kan lave sandsynlighedsberegning på “om Gud kan have tilstrækkelige moralske grunde til at handle som han gør”. Gud kan have årsager der ligger uden for vores fatteevne. Ligesom en stormester i skak kan have det i forhold til en nybegynder. For Adija er det åbenbart ateisten der mangler en speciel indsigt.
Vil det sige at det er en indsigt man får som Hare Krishna?
Kan vi komme til at kende scoopet af Guds uendelige grunde? Det påstår en kristen ikke – men han påstår at vi alle befinder os i en ugunstig position. Men hvis man ikke gør det som Hare Krishna – så kan man ikke bruge dette argument – for så burde man jo kunne redegøre for disse grunde. Nu siger Ajita dog ikke, at han har en sådan indsigt, han har kun sagt at ateisten mangler den men…

Dernæst sætter Adija vedaen ind i stedet for bibelen, men påstår “næsten” det samme som WLC, der påstår at man i xxxx har doktriner der gør det sandsynligt at xxx skulle have tilstrækkelige moralske grunde til at tillade eksistensen af det onde.

Den helt store forskel er dog, at hvor William Lane Craig “blot” vil bevise at Gud kan tillade eksistensen af det onde og stadig være god, så vil Ajita bevise at Gud og det onde kan sameksistere i fuld harmoni!!!
Det vil sige at Gud har harmoni med det onde. Men hvis han har det, hvorfor har vi så et problem? Ajita indrømmer at “det er et tilsyneladene paradox” og “er i sandhed en stor forhindring for troen på Guds eksistens” og at det er “forfærdeligt.”
Men hvis Gud lever i fuld harmoni med det onde – så er det ikke et paradox, på samme måde som hvis han tillader det. Så består paradoxet i, at vi skal se at det onde og gode ikke er to modsætninger, og at Gud godt kan være god og have fred med det onde.
Det er derfor at Ajitas brug af en kristen teistisk tilgang til “det ondes problem” virker lidt sjov. Jeg er helt enig i 85% af alt hvad han siger, men jeg mener ikke at han kan forene det med et verdensbillede, hvor Gud kan leve i fuld harmoni med det onde.
Gud er imod det onde – og derfor har vi et problem. Ajita citerer også Humes berømte ord for det (der ikke var hans egne, men Epikurs):

1. Hvis Gud er algod, ønsker Han en verden, hvor lidelse ikke eksisterer.
2. Hvis Gud er almægtig, har Han magten til at skabe en sådan lidelsesfri verden.
3. Vi ser lidelse i verden
4. Derfor kan en Gud, der er algod og almægtig ikke eksistere.

Hvad WLC viser er at Gud godt kan “tillade eksistensen” af det onde. Ikke at Gud og det onde lever i “fuld harmoni” med hinanden.

Det kunne være fedt at høre hvad Adija ville sige til dette. Indtil da vil jeg glæde mig over at se teistiske argumenter på dansk.

Share on Facebook

Dostojevskij og det 20. århundrede

For mange i dag er religion det store dyr i åbenbaringen. I det 19. århundrede var der sekulariserede humanister og naturalister der mente at det 20. århundrede ville blive et århundrede uden en masse religiøs undertrykkelse og derfor et århundrede med en dejlig lys fremtid. I stedet blev det voldeligt og blodigt, som intet andet i historien. Og de 2 største voldsregimer var ikke reliøse – tværtimod, de gjorde en dyd ud at have afskaffet religionen. Var der da ingen der forudså det? Jo, det var der faktisk. En af de største forfattere nogensinde – Fjodor M. Dostojevski sagde således i 1873:

Disse herrer [John Stuart Mill, Charles Darwin, David Strauss] mener – efter hvad man forsikrer meg – på ingen måde at forkynde barbariet; for eksempel, når Strauss hader Kristus og ophøjer det til et princip at spotte og håne kristendommen, så tilbeder han ikke desto mindre menneskeheden i dens helhed, og den forkyndelse han kommer med, kunne ikke være ædlere og mere ophøjet.

Det er meget mulig, at det forholder sig sådan, og at målet for alle samtidens ledende talsmænd for Europas fremskridtstanke er både filantropisk og storslagent. Men dette synes mig til gengæld at være hævet over tvivl: at man kunne bare give disse store moderne professorer den fulde og hele mulighed til at afskaffe det gamle samfund og bygge et nyt, og så ville resultatet blive sådan et mørke, sådan et kaos, noget så plumpt, så blindt og så umenneskelig, at hele bygværket ville styrte sammen under menneskehedens forbandelser endog før det var færdigbygget. Når Kristus fornægtes, kan menneskeånden frembringe de mest forbavsende resultater. Det er et aksiom. Europa, i det mindste i de højeste repræsentanter for sin tænkning, forkaster Kristus; og vi er, som man ved, nødt til at efterabe Europa.

Fra Borgeren nr. 50, 1873

Resultatet af at afvise religion og objektive moralske værdier – blev ikke det utopiske paradis som positivisterne lovede os. Disse blev ikke erstatet af objektiv og nøgtern fornuft, men derimod af de værdier som mennesker der var villige til at stræbe efter magten nu kunne erstatte dem med. Resultatet var vold og blod.

Share on Facebook

Motiver og doktriner

Hvad er værst, en præst der forkynder evangeliet udfra selviske ambitioner om penge og berømmelse eller en der er oprigtig gør sit bedste men ikke har sine doktriner i orden?

Jeg tror at de fleste bliver mest forarget over den første og vil være mere overbærende over for den sidste og det ville også være min umiddelbare respons, men lad os kigge lidt på to meget
forskellige reaktioner Paulus udtrykker.

I Filipperbrevet 1 henviser Paulus til nogen der forkynder evangeliet ud fra selviske ambitioner, men han virker nonchalant og glæder sig tilmed over at evangeliet bliver forkyndt selvom det er på skrømt. Selvfølgelig er han ikke ligeglad med motiver og det skal vi heller ikke være, men han hidser sig ikke op over det.

Vender vi os til Galaterbrevet får tonen en anden lyd, nogen forkynder evangeliet hvos læren om frelsen har nogle forkerte ”detaljer”. Her siger Paulus; den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. Meningen synes at være at giver man plads til teologiske fejl får det store konsekvenser. Han går så vidt som at ønske at disse mennesker må lemlæste sig selv. Prøv at tænke over hvor radikalt et ønske det er. Der er da mennesker som jeg ikke kan fordrage, antipati vælder op i mig bare jeg tænker på dem, men ønske at de må lemlæste sig!!! Måske mente Paulus det ikke bogstaveligt, men brugte udtrykket til at slå noget fast med syvtommersøm.

Grunden til Paulus forskellige reaktioner er vigtigheden han tillægger henholdsvis motiver og doktriner.

Share on Facebook

DR om Gudsbeviser

Efter en hurtig gennemlæsning af det DR kort kan sige om Gudsbeviser i deres filosofi-afdeling, så må man ryste på hovedet. Hvem i alverden har lavet den sludder for en sladder? Den største undring opstår når man læser om hvordan de mener Big-Bang taler imod Guds eksistens. De siger bl.a.

Gud og Big Bang
Imidlertid har den stigende sækularisering og Big Bang-teorien gjort det vanskeligere på rationel vis at begrunde, at Gud eksisterer.

I deres lille opslagsværk siger de sådan om Big Bang teorien:

Big Bang-teorien
Fysisk teori, der siger, at universet er opstået ud fra en gigantisk eksplosion for 10-20 milliarder år siden. Komprimering af gasser medførte, at temperatur og tryk steg så meget, at det endte i et Big Bang (Det Store Brag). Teorien har bl.a. haft teologiske konsekvenser, fordi den umiddelbart udelukker Gud som universets skaber.

Men det er en naturalistisk drøm, at Big Bang skulle udelukke Gud som skaber af universet – tværtimod så nødvendiggør den ham. Det viser et argument som William L. Craig bruger:

1. Whatever begins to exist has a cause of its
existence.
2. The universe began to exist.
3. Therefore, the universe has a cause of its
existence.

Hvis Big Bang er et bevis for noget så er det at universet har en begyndelse (2. præmis) Der var ingen Gas før Big Bang – der var bogstavligtalt intet der kunne være fysisk på nogen måder. Altså intet der kunne “ende” i et big bang. For rum og tid fandtes ikke før big bang. William Lane Craig citerer 4 af de største astrofysikere for at have sagt:

The universe began from a state of infinite density. . . . Space and time were created in that event and so was all the matter in the universe. It is not meaningful to ask what happened before the Big Bang; it is like asking what is north of the North Pole. Similarly, it is not sensible to ask where the Big Bang took place. The point-universe was not an object isolated in space; it was the entire universe, and so the answer can only be that the Big Bang happened everywhere.[(Richard J. Gott, et.al., “Will the Universe Expand Forever?” Scientific American (March 1976), p. 65.)

Tendensen har faktisk i følge William L. Craig været at argumentere for en anden model end den typiske Big Bang model – og det netop for at undgå denne 2. præmis – at universet skulle have en begyndelse. Alle disse modeller står dog i skyggen af den traditionelle der nyder flere gentagne bekræftelser.

Så i modsætning til hvad DR skriver så er Big Bang en bekræftelse af 1. Mosebog 1:1 – “I begyndelse skabte Gud.” Der var en begyndelse og før den var Gud. Han skabte alting ud af intet – lige som Big Bang forudsiger. Dette ses tydeligt i et citat William L Craig har fra Sir Arthur Eddington for at have sagt:

>“The beginning seems to present insuperable difficulties unless we agree to look on it as frankly supernatural”

Share on Facebook

Nyt nummer af ORIGO

Et nyt nummer af ORIGO er ude, og denne gang er det et særnummer – hengivet til den kommende udgiveles af bogen: Evolutionens ikoner.(Oversættelse af Icons of Evolution) Særnummeret af ORIGO er skrevet som et supplement til bogen, og kan glimerende fungere som et undervisningsmateriale – jeg vil i hvert fald bruge det på PVE.

Share on Facebook

DR DEADLINE om ID

Debatten mellem Ole Vang og Lone Frank var af værten Martin Krasnik mere eller mindre tilrettelagt på en sådan måde at følgende problemfelter blev berørt:
1 – Hvilke grunde en moderne biolog fra et Dansk universitet har til at tro på teorien om Intelligent Design, og hvad en traditionel biolog vil sige til disse grunde.
2 – Er den intelligente designer ikke Gud?
3 – Er en biolog en dårlig forsker hvis han tror på Intelligent Design?
4 – Kan man være biolog uden at tro på evolutionsteorien?
5 – Er det farligt at have biologer der ikke tror på evolutionsteorien, men i stedet hælder til at en Intelligent Designer står bag livets oprindelse?
6 – Og endelig om man skal undervise i Intelligent Design i biologitimerne.

Generelt må man sige om debatten, at den bar præg af, at Lone Frank er vant med ord, argumentation og den journalistiske stil, og at Ole Vang nok er en mand der er vant til at give sig bedre tid til at uddybe sine pointer end en TV debatform tillader. Hvor Lone Frank havde korte, præcise sætninger, der for det meste undgik stammen, tøven og øh’er, så havde Ole Vang svært ved at presset sine tanker ned i korte og præcise sætninger. Flere gange bakkede han tilbage i sætningen for at starte forfra, og man fik hurtigt indtrykket at Lone Frank kunne tale ned til ham, som en uartig skoledreng der havde rodet med ting der var over hans hoved. Hun talte flere gange postulerende, i en imperativ tone, og brugte udokumenterede påstande som ”man” ved, og afbrød Martin Krasnik, for at sætte ting på plads undervejs. Som da Martin Krasnik opsummerede hvad Ole Vang havde sagt om evolutionsteorien og Intelligent Design:

MK: Ingen af teorierne er videnskabelige, heller ikke Darwins evolutionsteori..

LF: (Afbryder) Det er noget frygteligt vrøvl, for at sige det ligeud. Altså som jeg sagde først. Darwin er gået ind og lavet sin teori på baggrund af hvordan ser verden ud. Den teori han så kommer med den kan to ting. Den har forudsigelseskraft, det vil sige man kan med den opstille nogle hypoteser som man så kan vise i nogle forsøg – det kan man gøre. Samtidig kan den falsificeres man kan jo opstille igen forsøg og se, jamen falder de så ikke ud til den her teoris fordel og det er den teori om udvikling af arter og selektion af forskellige organismer der passer bedst på det vi ser. Der er ikke noget andet der passer bedre.

Dømmende udsagn og udokumenterede påstande, fra en vogter af videnskaben.
”Det er noget frygteligt vrøvl.” ”Der er ikke noget andet der passer bedre”

Debattens form viste klart at Lone Frank var familiær med den, og at den var fremmed for Ole Vang. Det er en skam, for Ole Vang havde flere gode synspunkter og pointer, som Lone Frank fejede til side med sin stil. Pointer og Synspunkter der faktisk træder frem, når man læser afskriftet af udsendelsen, eller ser den for 3. eller 4. gang. [læs den her.]

Ole fik bl.a. sagt:
Til 1. spørgsmål. Se toppen af siden:

Det ser jeg ved at de strukturer, den funktion som cellen har, den er så storartet, fænomenal og kompleks, jeg kan bedst sammenligne den med at kompleksiteten er så stor som det største industriforetagende vi som mennesker har skabt, det er det(n) samme typer af interaktion vi finder. Signaler og interne signaler og responderbarhed, på ydre fænomener.

Lone formår at presse dette synspunkt ned i kategorien: At udfylde hullerne i en ellers skudsikker teori. En teori hun kalder: ” det er en af de teorier man har underbygget mest overhovedet.” Ole prøver at få det vendt og indvender senere:

OV: Men min pointe er heller ikke at jeg vil fylde hullerne, min pointe er netop at der er ikke nok substans, nok drivkraft, vi kan ikke forklare hele den høje grad af ordnethed som vi ser, kan vi simpelthen ikke forklare selv om vi putter 3,4 milliarder år ind. Der er ikke tid nok, der er ikke drivkraft nok i det. Det er simpelthen…

Her afbrydes han af Lone Frank, som pludselig sadler hesten om at rider ind i et typisk argument fra Darwinisterne – der er et klasseeksempel på den ”Genetiske fejlslutning”. Hun siger: (læg igen mærke til den belærende tone, hun lykkes at slippe af sted med)

Jamen, det er noget du siger fordi du har en kristen grundholdning. Du kommer som medlem af en Luthersk missionsbevægelse og har den holdning a priori, når du går ind som biolog mandag morgen, efter at have været til gudstjeneste søndag. At du vil have at der skal være en Gud, bag alle tingene – det er dit fundament. Og så er det klart, du må forsøge at få verdenen til at ligne det fundament.

Ole Vang får ikke pointeret over for Lone Frank at Intelligent Design siger ”noget” positivt om det observerede og ikke blot pointerer mangler ved en anden teori. Den søger ikke at udfylde huller, men påpeger at hullerne i evolutionsteorien ikke er huller hos intelligent design. Her er de ikke huller fordi teorien er bedre til at beskrive det observerede. Fordi den kan inddrage intelligens og information som et felt der er udelukket for en naturalistisk teori. Hvad der i andre forskningsfelter udgør legitime teorier og metoder for empiriske undersøgelser, kan også anvendes i spørgsmålet om livets oprindelse.
Nemlig at specificeret kompleksitet og en høj grad af usandsynlighed er tilstrækkeligt til at konkludere at en intelligent designer har været på spil. Hvis noget er i stand til at udgøre en tilstrækkelig årsag, og dette kan fastslås gennem empirisk forskning, så kan der umuligt være tale om blot at udfylde huller.
Hvad være er – Lone Frank får lov til at slipper af med at henlede opmærksomheden på Ole Vangs baggrund. Dette skyldes bl.a. at Martin Krasnik beder Ole om at fortælle om den intelligente Designer er Gud? Spørgsmålet bliver ikke helt forstået af Ole første gang det stilles, hvilket måske skyldes at det netop ikke er hvad det handler om. Ole Vang får dog sagt noget godt omkring de metafysiske indstillinger som alle forskere har og ingen altså kan sige sig fri fra:

Men jeg mener ikke det er rigtigt at jeg er den eneste der kommer ind med en fordom. Altså det gør min kollega, det gør enhver videnskabs.. vi har jo nogle antagelser som vi lægger.. vi starter ud fra. Og den antagelse vi starter ud fra som evolutions, evolutionstilhængere, vil jo være at alt de mekanismer vi kender i dag, har været de samme hele tiden. Og det er jo ikke sikkert.

Hvad han egentlig siger er at en naturalistisk forsker, antager sin naturalisme og dette er en metafysisk ballast der påvirker hendes forskning. Hvortil Lone Frank kan slippe af sted med at sige:

Det er jo ikke rigtigt! Det er jo ikke rigtigt. Man kommer jo ikke ind med en fordom som videnskabsmand, som videnskabsmand kommer man jo netop ind hver dag. Og er sådan set parat til at tippe de gamle teorier over, hvis der kommer noget der er bedre.

Alt i alt mener jeg at Lone Frank slap bedst af sted med den retoriske del, og helt klart mestrede debatformen. Til tider tronede hun smilende og overbærende, men jeg mener at Ole Vang havde pointer og synspunkter der ret klart prikkede til de svagheder Darwinismen har. Lone Frank formåede af fyre 3 af Darwinisternes, i mine øjne, dårlige argumenter af:
1 – At ID blot påpeger mangler ved en ellers skudsikker teori
2 – At en evt. religiøs baggrund forhindrer ID i at være videnskab, og gør det til religion.
3 – At en accept af ID som videnskab ville skabe middelalderdage igen.

Men se det og læg en kommentar…

Share on Facebook

Har du en time?

Så brug den på at se “The Privileged Planet” – jeg har lige gjort det og det var fantastisk. Filmen viser hvordan jorden, som titlen antyder er en privilegeret planet, på to måder.

For det første er betingelserne for intelligent liv opfyldt – såsom: Den rette placering i forhold til solen, der er den rette type stjerne. Den rette størrelse måne, mængde vand, gas i atmosfæren, tykkelse på jordens kappe osv. Men derudover er betingelserne for liv samtidig de betingelser der er nødvendige for at vi kan kende vores univers. For at vi kan opdage at det forholder sig på denne måde. Et af eksemplerne på dette er synligt hver gang der er en fuldstændig solformørkelse. Månen er 400 gange så lille som solen, men solen befinder sig 400 gange så langt væk fra os som månen – en tilfældighed? Måske, men det er dejligt at det forholder sig på denne måde, for så kan vi studere den stjerne der gør livet muligt for os. I filmen citeres Eistein for at have sagt:

The most incomprehensible thing about the universe is that it is comprehensible.

Sæt en time af, og se filmen her: http://www.theapologiaproject.org/video_library.htm

Share on Facebook

Abort og Dødsstraf

Det bliver af og til antydet at det er en modsigelse at gå ind for dødsstraf og være imod abort. Som i spørgsmålet; ”hvorfor går abortmodstandere altid ind for dødsstraf?” Det er sandt at mange konservative kristne kunne passe ind her, men der er også mange der er imod både dødsstraf og abort.

Fx er det officiel lære hos den katolske kirke at dødsstraf kun kan tillades i tilfælde af at samfundet ikke har resurser til at tage sig af de værste kriminelle på anden måde, hvilket ikke er tilfældet i et moderne samfund, det er en god pointe som er vær at overveje. Men er det overhovedet en modsigelse? Argumentet imod abort er således

1. Det er forkert at slå uskyldige mennesker ihjel, uden retfærdiggørende grunde.
2. Abort slår uskyldige mennesker ihjel uden retfærdiggørende grunde.
3. Derfor er abort forkert

Abortmodstanderen mener altså ikke at det altid er forkert at slå ihjel. Og der er (forhåbentlig) ingen der mener at dødsstraf er tilladeligt for en der er uskyldig, der er altså ingen modsigelse da vi snakker om to forskellige kategorier af mennesker, nemlig skyldige og uskyldige. Men hvad med retfærdiggørende grunde? Er det i orden at slå et uskyldigt menneske ihjel hvis det kan rede en anden? Hvad med to eller hundrede andre? Tænk på gidselsituationer, krig eller smitsom sygdom. Det er svære etiske spørgsmål. Heldigvis er det yderst sjældent at sådan nogle overvejelser indgår i spørgsmålet om abort.

Men hvad med argumentet for at abort reducerer kriminalitet? Det er selvfølgelig et omstridt spørgsmål om det forholder sig sådan, men det virker logisk nok at børn der ikke er ønsket har større sandsynlighed for at ende i kriminalitet. Jeg kommer til at tænke på en film hvor de kunne forudsige hvem der ville begå mord og så anholde ham før han gjorde det. Ligeledes vil dette argument retfærdiggøre dødsstraf baseret på en eller anden sandsynlighed for fremtidig kriminalitet. Er det ikke temmelig langt ude? Folk der normalt går ind for dødsstraf vil insistere på at der faktisk er begået en forbrydelse. Kunne vi ikke også identificere andre grupper med høj sandsynlighed for at ende i kriminalitet og så slå dem ihjel med samme begrundelse? Næppe.

Jeg har forsøgt at vise;
1. At det er ikke noget modsigende mellem at gå ind for dødsstraf og være imod abort.
2. At argumentet fra kriminalitet for abort ikke virker i lyset af abortmodstanderes argument.

Share on Facebook

Ratzinger om evolution

Cardinal Christoph Schönborn’s indlæg i New York Times omkring evolution satte en hel kædereaktion igang. Her er en post fra Zenith omkring den nuværende Paves tanker om evolution. Han har nogle meget spændende overvejelse omkring relationen mellem videnskab og metafysik. “Det hele skal være fysisk disse dage” siger han og påpeger at hvis alting skal komme via en meningsløs evolution uden noget mål og hensigt, så mister vi fundamentet vi laver videnskab på. Så er der ingen ultimativ mening der kan danne et rationelt grundlag for vores undersøgen af universet.
Cardinal Ratzinger’s Thoughts on Evolution

An Excerpt From “Truth and Tolerance”

ROME, SEPT. 1, 2005 (Zenit.org).- Cardinal Christoph Schönborn’s July 7 editorial in the New York Times entitled “Finding Design in Nature” provoked a flurry of reactions, both supportive and critical.

Requests have begun to arrive in Rome for Benedict XVI to make some sort of clarification on the Church’s stand regarding evolution.

The following text, delivered in 1999 as part of a lecture at the Sorbonne in Paris by Cardinal Joseph Ratzinger (the future Benedict XVI) and subsequently published in the 2004 book “Truth and Tolerance” (Ignatius), can give some clue as to the Holy Father’s thoughts on the question. The length of the paragraphs was adapted here slightly for easier reading.

* * *

The separation of physics from metaphysics achieved by Christian thinking is being steadily canceled. Everything is to become “physics” again. The theory of evolution has increasingly emerged as the way to make metaphysics disappear, to make “the hypothesis of God” (Laplace) superfluous, and to formulate a strictly “scientific” explanation of the world. A comprehensive theory of evolution, intended to explain the whole of reality, has become a kind of “first philosophy,” which represents, as it were, the true foundation for an enlightened understanding of the world. Any attempt to involve any basic elements other than those worked out within the terms of such a “positive” theory, any attempt at “metaphysics,” necessarily appears as a relapse from the standards of enlightenment, as abandoning the universal claims of science.

Thus the Christian idea of God is necessarily regarded as unscientific. There is no longer any “theologia physica” that corresponds to it: in this view, the doctrine of evolution is the only “theologia naturalis,” and that knows of no God, either a creator in the Christian (or Jewish or Islamic) sense or a world-soul or moving spirit in the Stoic sense. One could, at any rate, regard this whole world as mere appearance and nothingness as the true reality and, thus, justify some forms of mystical religion, which are at least not in direct competition with enlightenment.

Has the last word been spoken? Have Christianity and reason permanently parted company? There is at any rate no getting around the dispute about the extent of the claims of the doctrine of evolution as a fundamental philosophy and about the exclusive validity of the positive method as the sole indicator of systematic knowledge and of rationality. This dispute has therefore to be approached objectively and with a willingness to listen, by both sides — something that has hitherto been undertaken only to a limited extent. No one will be able to cast serious doubt upon the scientific evidence for micro-evolutionary processes. R. Junker and S. Scherer, in their “critical reader” on evolution, have this to say: “Many examples of such developmental steps [microevolutionary processes] are known to us from natural processes of variation and development. The research done on them by evolutionary biologists produced significant knowledge of the adaptive capacity of living systems, which seems marvelous.”

They tell us, accordingly, that one would therefore be quite justified in describing the research of early development as the reigning monarch among biological disciplines. It is not toward that point, therefore, that a believer will direct the questions he puts to modern rationality but rather toward the development of evolutionary theory into a generalized “philosophia universalis,” which claims to constitute a universal explanation of reality and is unwilling to allow the continuing existence of any other level of thinking. Within the teaching about evolution itself, the problem emerges at the point of transition from micro to macro-evolution, on which point Szathmary and Maynard Smith, both convinced supporters of an all-embracing theory of evolution, nonetheless declare that: “There is no theoretical basis for believing that evolutionary lines become more complex with time; and there is also no empirical evidence that this happens.”

The question that has now to be put certainly delves deeper: it is whether the theory of evolution can be presented as a universal theory concerning all reality, beyond which further questions about the origin and the nature of things are no longer admissible and indeed no longer necessary, or whether such ultimate questions do not after all go beyond the realm of what can be entirely the object of research and knowledge by natural science. I should like to put the question in still more concrete form. Has everything been said with the kind of answer that we find thus formulated by Popper: “Life as we know it consists of physical ‘bodies’ (more precisely, structures) which are problem solving. This the various species have ‘learned’ by natural selection, that is to say by the method of reproduction plus variation, which itself has been learned by the same method. This regress is not necessarily infinite.” I do not think so. In the end this concerns a choice that can no longer be made on purely scientific grounds or basically on philosophical grounds.

The question is whether reason, or rationality, stands at the beginning of all things and is grounded in the basis of all things or not. The question is whether reality originated on the basis of chance and necessity (or, as Popper says, in agreement with Butler, on the basis of luck and cunning) and, thus, from what is irrational; that is, whether reason, being a chance by-product of irrationality and floating in an ocean of irrationality, is ultimately just as meaningless; or whether the principle that represents the fundamental conviction of Christian faith and of its philosophy remains true: “In principio erat Verbum” — at the beginning of all things stands the creative power of reason. Now as then, Christian faith represents the choice in favor of the priority of reason and of rationality. This ultimate question, as we have already said, can no longer be decided by arguments from natural science, and even philosophical thought reaches its limits here. In that sense, there is no ultimate demonstration that the basic choice involved in Christianity is correct. Yet, can reason really renounce its claim to the priority of what is rational over the irrational, the claim that the Logos is at the ultimate origin of things, without abolishing itself?

The explanatory model presented by Popper, which reappears in different variations in the various accounts of the “basic philosophy,” shows that reason cannot do other than to think of irrationality according to its own standards, that is, those of reason (solving problems, learning methods!), so that it implicitly reintroduces nonetheless the primacy of reason, which has just been denied. Even today, by reason of its choosing to assert the primacy of reason, Christianity remains “enlightened,” and I think that any enlightenment that cancels this choice must, contrary to all appearances, mean, not an evolution, but an involution, a shrinking, of enlightenment.

We saw before that in the way early Christianity saw things, the concepts of nature, man, God, ethics and religion were indissolubly linked together and that this very interlinking contributed to make Christianity appear the obvious choice in the crisis concerning the gods and in the crisis concerning the enlightenment of the ancient world. The orientation of religion toward a rational view of reality as a whole, ethics as a part of this vision, and its concrete application under the primacy of love became closely associated. The primacy of the Logos and the primacy of love proved to be identical. The Logos was seen to be, not merely a mathematical reason at the basis of all things, but a creative love taken to the point of becoming sympathy, suffering with the creature. The cosmic aspect of religion, which reverences the Creator in the power of being, and its existential aspect, the question of redemption, merged together and became one.

Every explanation of reality that cannot at the same time provide a meaningful and comprehensible basis for ethics necessarily remains inadequate. Now the theory of evolution, in the cases where people have tried to extend it to a “philosophia universalis,” has in fact been used for an attempt at a new ethos based on evolution. Yet this evolutionary ethic that inevitably takes as its key concept the model of selectivity, that is, the struggle for survival, the victory of the fittest, successful adaptation, has little comfort to offer. Even when people try to make it more attractive in various ways, it ultimately remains a bloodthirsty ethic. Here, the attempt to distill rationality out of what is in itself irrational quite visibly fails. All this is of very little use for an ethic of universal peace, of practical love of one’s neighbor, and of the necessary overcoming of oneself, which is what we need.

Share on Facebook

Ond adfærd – jeg mener virkelig ond!

Hvordan skal man forstå det kaos der foregår i New Orleans lige nu – hvis man ikke kan sige om det at det virkeligt er ondt? Hvad nu hvis man af en eller anden grund troede at ting ikke kunne være onde eller gode – sådan virkelig. Eller når folk sagde om noget at det var ondt eller godt, at der så ikke var forskel på det, og på at sige: “Jeg foretrækker jordbærdis frem for vanilleis.” Hvordan skulle man så forstå beretninger som denne fra New Orleans:

“There’s no food. There’s no water. There’s shooting. They’re killing people,” evacuee Tishia Walters told CNN from inside the center. “They’re robbing men in the restrooms, they’re raping women trying to go to the restroom. So people have resorted to defecating on the floors. You can’t walk. There’s babies without Pampers, mammas without milk. It’s chaos total chaos.”

Når man siger at “det er moralsk forkert at voldtage en dame på vej på toiletet. Så udtaler man sig ikke om sig selv, men om selve gerningen – at voldtage en dame på vej til toiletet. Man siger noget virkeligt om den. Den er ond.
Når man derimod siger om en is – Jordbæris smager bedre end vanilleis. Så udtaler man sig i virkeligheden om sig selv. Om ens egen smag og behag.
Hvilken kategori skal vi nu placere de ovennævnte handlinger i? Kan der være nogen tvivl? Det er virkelig ondt at foretage sig sådanne ting. At sige det er at sige noget sandt. Men hvis det forholder sig på denne måde, så tror man på at moralske værdier er objektive – og hvad skulle der egentlig være galt i at tro det – det er jo selvindlysende. Og vi tror på ting fordi de er selvindlysende. Som fx at 2+2 giver 4. Det kan ikke bevises empirisk, men kun demonstreres. Grunden til vi tror på det er fordi det “giver sig selv.” På samme måde tror vi på at gerninger som de citerede er onde. Selv om vi ikke kan bevise disse objektive moralske værdiers eksistens empirisk.
Men hvordan kan der findes sådanne værdier, hvis vi blot er produkter af en meningsløs proces, der slet ikke har haft tanker for os? Hvad får os til at tro at der skulle eksistere specielle moralske regler der gælder for os mennesker? Der er intet ved disse der på nogen måder kan forstås som fysiske, rummelige eller som led i en årsagskæde. Så hvis “the universe is all there ever is, all there was and all there ever will be – som Carl Sagan sagde – så eksisterer objektive moralske værdier ikke. Vi er overladt til os selv og der findes ingen der kan fortælle os hvordan tingene “bør” være.
Men problemet er at vi netop godt ved hvordan tingene “bør” være. Og når vi finder os selv overbevist om dette i forskellige situationer, så er vi ikke blevet klogere på os selv, men på den verden vi er en del af.
Hvis der ikke er noget ved universet der kan fortælle os det, så må vi kigge ud over universet. Lede efter en supernaturlig forklaring, da vi ingen naturlig kan finde. Og en eller anden form for Gud(er) er og har altid været det bedste bud.

Share on Facebook

Darwins inkvisition – hvad der ikke må forskes i.

Her er nogle hjerteskærende og rystende historier om videnskabsmænd, der den dag de vovede pelsen med en kritik af evolutionsteorien, eller med en alternativ teori, mistede status og blev ofre for den moderne inkvisation.

Tag først Guillermo Gonzalez. Medforfatter til bogen: The Priviledged Planet, der også er filmatiseret.
Folk har nu vendt ham ryggen. 120 Iowa Statefaculty medlemmer har underskrevet en erklæring imod at præsentere Intelligen Design som videnskab. (sjovt nok så tæller antal i denne sammenhæng, men ikke når det er imod evolutionsteorien) Hans historie kan læses hos DesMoinesRegister.com i en artikel der søger at besvare spørgsmålet:

Why would the world care about a little-known astronomy professor at a public university in Iowa? It’s because of the 2004 book he co-authored with theologian Jay W. Richards called “The Privileged Planet.”

Hvorfor er evolutionister så bange for modstand? Hvorfor kan de ikke tåle alternative teorier? Deres modangreb er ikke videnskabelige argumenter, men et klassisk studie i stråmænd, ad hominem og andre fejlslutninger. Det er et spørgsmål om at bringe Gud ind i videnskaben siger de. Til dette svarer Gonzales:

“I didn’t expect this level of vitriol,” he says after hanging up. “This level of intense hostility, just knee-jerk emotional response from people. People have strong convictions that you can’t bring God into science. But I don’t bring God into science. I’ve looked out at nature and discovered this pattern, based on empirical evidence. . . . It obviously calls for a different explanation.”

Men er man naturalist – så er der intet alternativ end evolutionsteorien. Alt andet skal skydes ned. Man kan åbenbart ifølge naturalisterne pr. definition ikke lave videnskab der går efter tegn på intelligens. Altså man kan kun i videnskaben finde tegn på tilfældighed og fysisk nødvendighed. Når det betvivles er der ingen argumenter ved hånden – derfor mudderkastning.

Man kan også læse historien om Richard Steinberg. For et år siden. Som editor på et lille tidsskrift: “Proceedings of the Biological Society of Washington” udgav han en artikel der forsvarer ID – noget evolutionister gerne vil bevise ikke finder sted. Artiklen fortsætter:

Within hours of publication, senior scientists at the Smithsonian Institution — which has helped fund and run the journal — lashed out at Sternberg as a shoddy scientist and a closet Bible thumper.

“They were saying I accepted money under the table, that I was a crypto-priest, that I was a sleeper cell operative for the creationists,” said Steinberg, 42 , who is a Smithsonian research associate. “I was basically run out of there.”

–
Forskere, også skabsIDforskere er videnskabelige og accepterede sålænge de bekræfter evolutionsteorien, eller holder deres mund, hvis de er uenige. Så snart de krydser grænsen og viser tænder – så er der åben krig. Selv mennesker der ikke engang er ID folk, men blot skeptiske overfor Darwinismen – som Richard Steinberg – der har 2 Ph.D’er i Evolutionær Biologi og besidder en begæret position hos “The Smithsonian Institution” Her er et citat fra ham der viser at han ikke er ID mand, men blot synes at kontroversen ikke er et problem, men en gave for videnskaben:

“I am not convinced by intelligent design but they have brought a lot of difficult questions to the fore,” Sternberg said. “Science only moves forward on controversy.”

Nogle af de udtalelser evolutionister viser hvad der måske var på spil – en “kejserens nye klæder prestige”:

A senior Smithsonian scientist wrote in an e-mail: “We are evolutionary biologists and I am sorry to see us made into the laughing stock of the world, even if this kind of rubbish sells well in backwoods USA.”

Lige som i H.C. Andersens eventyr – tør nutidens oldermænd ikke nævne tingene ved deres navn. At naturalismen er nødt til at kvæle deres modstandere med alt andet end videnskabelige argumenter fortæller vitterligt at de intet tøj har på.
Om dette er de sidste krampetrækning fra en Kejser der snart får at vide at han intet tøj har på, eller om munden fuldstændig skal lukkes på videnskabsmænd via lovgivning, bliver spændende at se.

Denne post er en hentet fra en post på EvolutionNews

Share on Facebook

Kristne kirker i Bagdad

Det er ikke blot død og ødelæggelse der er dagsordenen i Irak. De kristne kirker skyder op midt i volden og ufreden, og forkynder at alle kan få virkelig fred – fred med Gud.
Åbne døre citerer en af præsterne fra en ny evangelisk kirke:

”Muslimer ønsker også fred”, forsætter Thomas, ”mange af dem er bange. Når gidsler dræbes, bliver der ofte brugt vers fra koranen for at retfærdiggøre det. Så mange muslimer søger deres egen gud. Når vi forkynder at Gud er kærlighed, er det så forløsende for dem.”

Læs resten på Åbne Døres hjemmeside.

Share on Facebook