Stand to Reason kommentar på aktiv dødshjælp..

Friend-Assisted Suicide
Anne Lamott, a self-proclaimed follower of Christ, weaves an artful defense of friend-assisted suicide this morning in the LA Times. I thought the debate was over physician-assisted suicide. Either the debate is shifting, or (as my friends at the Acton Institute joked last week) I live in a foreign country called California. Or maybe it’s both.

I knew for a fact, though, that Mel believed in assisted suicide. We had discussed a story in the paper once, about a local man who gave his wife an overdose, and then sealed her upper body in a plastic trash bag with duct tape. Then he had done this to himself, and they died holding hands. What love!
When I read this pitiful retelling of a duel suicide, I wondered if Anne was really serious. Then I read the next paragraph, and knew she was…well…dead serious:

Læs mere her…

Share on Facebook

Michael Wandt Laursen – Del (8) Kapitel 12 – KRITIK AF ANDRE BØGER I NT.

Fri kopieringsret med kildeangivelse: “bibelen fordrejet, forfalsket eller fantastisk” af Mikael Wandt Laursen.

I det foregående er den kritik blevet beskrevet og imødegået, som har været rejst mod de fire evangelieberetninger. De andre bøger i NT er naturligvis heller ikke gået fri for angreb vedrørende forfatterskab og indhold. Man har ment, at Paulus breve slet ikke er skrevet af Paulus. At Johannes Åbenbaringen bare er et skrift skrevet for at de kristne skulle have et eller andet håb at klynge sig til under forfølgelser. At den første kirke var opdelt i to fløje, hvor henholdsvis Paulus breve og Peters breve blot var de to fløjes argumenter mod
hinanden osv. I det hele taget kan det konstateres, at der findes et væld af teorier, som forsøger at rokke ved bøgernes troværdighed, men at ingen af dem egentlig har bragt noget virkligt nyt til verden. Kritikken har mest rettet sig mod forfatterskab. Er bøgerne skrevet af en af de apostolske fædre eller ej? Spørgsmålet er vigtigt, for et af kriterierne for den første kirkes anerkendelse af et skrift som værende indblæst af Gud var, at forfatteren havde en apostolsk autoritet bag sig. Viser dette sig alligevel ikke at være tilfældet, svækkes naturligvis den pågældende bogs autoritet. Men til trods for et vældigt udbud af teorier har ingen af dem vist sig at kunne rokke
ved det forfatterskab, som bøgerne traditionelt tilskrives. At anerkende det traditionelle forfatterskab til bøgerne er i virkeligheden det mest videnskabelige, eftersom der er en overvægt af argumenter for dette. At gå ind og lave et forsvar for hvert enkelt brev eller bogs traditionelle forfatterskab, vil være at gå for vidt indenfor denne bogs rammer. Egentligt burde det heller ikke være nødvendigt, da bevisbyrden hviler på den, som kommer med nye teorier i strid mod den traditionelle opfattelse.

I det følgende vil nogle af de “beviser” som liberalteologien har ført frem i kampen mod den traditionelle opfattelse af forfatterskab, blive set efter i sømmene. At liberalteologien åbenbart føler sig fri til at ignorere brevenes egne direkte tilkendegivelse af forfatteren, samt kirkefædrenes vidnesbyrd herom, vil ikke blive yderligere kommenteret. Blot skal det nævnes at liberalteologiens evne til at ignorere nogle faktaer og overbetone andre sætter spørgsmålstegn ved om den kan betegnes som saglige videnskab 111.

Skrivestil.

En af de oftest anvendte argumenter i bibelkritik er skrivestilen. Hvordan skriver forfatteren? Hvilken stil har han? Bruger han lange sætninger eller korte? Er de komplicerede eller enkle? Bruger han indskudte sætninger? Er han sjusket med grammatikken eller er han meget velformuleret? Disse og flere andre spørgsmål, bruger man til at fastlægge en forfatters skrivestil, eller rettere et brevs skrivestil. For logikken i liberalteologiens brug af denne argumentation er, at hvis to breve har forskellig skrivestil, ja så må de have forskellige forfattere. Dette gælder uanset hvem de to breve angiver som forfatter. Eksempelvis kan nævnes, at skrivestilen er blevet brugt som bevis for, at 1. Peters brev og 2. Peters brev ikke begge kan være skrevet af Peter, da skrivestilen i de to breve
virkelig er meget forskellig.
Men spørgsmålet er, om man kan bruge skrivestilen til at udelukke et bestemt forfatterskab af en bog eller et brev. Problemet er at finde ud af, hvordan en forfatters autentiske skrivestil er. Mange af brevene er nedskrevet af en sekretær efter apostlens ord 112. Dette tillader sekretæren at give brevet et vist personligt præg. Talte apostlen på aramæisk, mens sekretæren skrev på græsk, så kan denne tendens styrkes yderligere. Dette kan forklare forskellene på feks. 1. og 2. Peters brev, hvor Peter kan have brugt to forskellige sekretærer. Herudover er der en lang række andre faktorer, som kan have indflydelse på den skrivestil en forfatter vælger at anvende i et af sine breve:

Hvem er modtagerne af brevet? Er det simple, ulærde og relativt nyfrelste mennesker, som Korintherbrevets modtagere, hvor Paulus selv siger, at han må tale til dem som “kødelige” mennesker, da de endnu ikke har forstået grundlæggende åndelige sandheder113 , . Eller er det modne kristne som Efeserbrevets modtagere, der i mange år har vandret i den kristne tro, og derfor kan klare mere “dybdegående” undervisning? Eller er det skrevet i meget personlige vendinger, som Paulus´ 2.brev til Timotheus.

Hvilken teologisk sandhed lægges der vægt på i brevet? Er det en mægtig fremstilling af Evangeliet, som i Romerbrevet, eller mere praktisk orienteret rådgivning som i 1. Korinterbrev.

Er brevet skrevet tidligt i forfatterens tjeneste, som Galaterbrevet (ca år 49) for Paulus vedkommende eller sent, som hans andet brev til Timotheus (ca år 67). I de mellemliggende år har han haft rig lejlighed til at udvikle sin formuleringsevne, så der muligvis kan spores en forskel i skrivestilen. Naturligvis er skrivestilen et argument, men det har ikke den alt afgørende betydning, som der nogle gange lægges op til. Der er, som vi har set, mange faktorer, der skal tages med i betragtning. Hvis skrivestilen bruges som argument uden, at disse faktorer er taget i betragtning, er den ikke et brugbart argument. Hvis faktorerne tages med er argumentet brugbart, men stadig svagt. Det kan jo diskuteres i hvilken grad faktorerne har influeret skrivestilen. Desuden må vi konstatere, at det praktisk talt er umuligt med
sikkerhed, at fastlægge en forfatters “autentiske” skrivestil. Hertil har vi alt for lidt litterært materiale af den enkelte forfatter i bibelen.

Ord forekomster.

Denne argumentationsform er nært beslægtet med den vi lige har beskrevet. Den går i al korthed ud på at finde ud af, hvilke ord en forfatter ofte bruger. Feks. har Johannes en stor forkærlighed for ord som lys, mørke, sandhed og løgn. Disse går igen, både i hans evangelium og breve. Logikken i denne argumentation er, at man ved at finde de ord som feks. Paulus typisk anvender, kan konstatere om et brev er skrevet af ham eller ej. For forekommer Paulus´typiske ord i brevet er det skrevet af ham, hvis ikke, er der en anden forfatter.
Men metoden bider sig selv i halen, for hvordan ved man hvilke ord Paulus typisk anvendte? Fra hvilke breve kan man uddrage hans typiske ordbrug? Er det Romerbrevets ord, der er typiske, eller skal vi have fat i 1. Korintherbrevet? Bare disse to breve har et meget forskelligt ordbrug, men det skyldes nok ikke så meget
forfatteren som brevenes temaer. Romerbrevet er en teologisk fremstilling af evangeliet, mens 1. Korintherbrev er en praktisk vejviser! Faktisk må en række faktorer tages med i betragtning i denne argumentationsform. Ligesom tilfældet med “skrivestilen” må der spørges: Skrev apostlen selv eller en sekretær? Hvem var modtageren? Hvad er temaet? På hvilket tidspunkt er det skrevet? Alle disse faktorer gør, at også dette argument skal anvendes med største forsigtighed. Hvis dette ikke er tilfældet er argumentet værdiløst. Hvad Johannes angår, så er han en af de få, hvor man kan anvende “ord-forekomst” metoden med en rimelig vægt. Men han er også den eneste i NT, som har et så udpræget og specielt ordvalg. Men selv her er “Ord-forekomst” metoden kun et argument i en større sammenhæng, som jo bekræfter det traditionelle forfatterskab. Ligesom “skrivestil” metoden må vi konstatere at ord forekomsten i et brev ikke kan bruges som bevis, men højst som et argument af større eller mindre vægt, for det ene eller det andet forfatterskab.

Doktrin – Kritisisme.

Tilhængere af Doktrin-Kritisismen har den opfattelse, at en forfatter har det samme doktrinære (læremæssige)syn i alle sine breve. Hvis et brev afviger doktrinært fra et andet kan det ikke have samme forfatter. Feks. ville Doktrin-Kritisismen hævde, at Paulus brev til Titus slet ikke er skrevet af Paulus, da han i dette brev lægger meget vægt på at gøre gode gerninger114 , mens han, specielt i Romer- og Galaterbrevet, slår fast med syv-tommer søm, at frelsen sker ved tro og ikke ved gode gerninger. Denne teori er dog behæftet med så alvorlige problemer, at den i praksis må betegnes som ikke egnet til at afgøre spørgsmålet om forfatterskab.

Der er altid mange forskellige sider af samme sag. Derfor kan et brevs behandling af et tema nogle gange synes modsigelses fuldt i forhold til et andet brevs behandling af samme tema. Men for forfatterne eller forfatteren kan det blot have været en anden side af sagen. Det som nogle ser som en kæmpe modsigelse, er for andre blot en anden facet af den samme sandhed.

Dertil kommer, at brevene ikke indeholder en fuldstændig færdig teologisk behandling af et bestemt emne. De medtager kun den del af sandheden, som er relevant for modtageren. Teologien er målrettet til deres behov. Det betyder, at man er nødt til at se alle brevene i en sammenhæng for at se den fulde sandhed. I Romer- og
Galaterbrevet fremhæver Paulus den del af frelsens sandhed som var specielt relevant for dem: “Vi bliver frelst ved tro alene”. Dette budskab var nødvendigt, fordi falske lærere havde sneget sig ind i Galatermenighederne med en forkyndelse af, at frelsen afhang af hvilke gerninger man gjorde. I brevet til Titus er det nødvendigt for Paulus at understrege en anden facet af den samme sandhed: Når vi er blevet frelst, må vi selvfølgelig leve vort liv efter dette. Nu hører vi Kristus til og vi må lade vort liv afspejle dette. Dette budskab var nødvendigt,
fordi Kreterne, hvoriblandt Titus arbejdede, var “dyriske , griske og dovne”. De skulle opdrages til at leve “retskaffent og gudfrygtigt” 115 . Galaterne kunne Paulus nøjes med at formane til at “vandre i Ånden”116 . dvs. lade siglede af Hellig Ånden i alle ting. Kreterne var ikke så opmærksomme på det aspekt af kristenlivet, så de måtte opdrages stærkere til at leve et liv i overensstemmelse med troen.
Begge breve er facetter af samme sandhed, som tilsammen danner et mere fuldt billed af sandheden.
Det skal dog også nævnes, at der selv indenfor Ny Testamentes nedskrivningstid skete en vis udvikling i læresætninger (doktriner). I Apostlenes Gerninger kap 15 afspejles der en tvivl i menigheden, om hvorvidt hedninger kan blive frelst uden at overholde Moseloven. Dette spørgsmål var ikke aktuelt i menighedens første tid, da menigheden kun bestod af jøder, men efterhånden som den blev spredt til stadig flere områder, blev
spørgsmålet aktuelt.
Heldigvis havde Gud i forvejen forberedt menighedens ledere på denne sag, så alle forstod at Guds vilje var: “Frelse ved tro alene” Men sagen er et eksempel på, at læresætninger udvikler sig undervejs. At en læresætning bliver mere og mere klar er ikke en modsætning, men blot naturligt eftersom Gud handler gennem menneskenes egne forudsætninger, og dermed også deres omstillingsevne. Sammenfattende må det konstateres, at Doktrin-Kritisisme ikke har noget belæg for den modsætning den syntes at finde, og som er hele dens grundlag. Dermed kan den ikke anvendes som argument eller bevis for det ene eller det andet forfatterskab.

Kritisk brug af kirkefædrene

Som nævnt i begyndelsen af dette afsnit, så har liberalteologerne ofte ignoreret kirkefædrenes vidnesbyrd om et skrifts forfatter, hvis dette ikke har passet ind i deres teori. Men i det tilfælde, hvor en kirkefaders vidnesbyrd om et skrift eller mangel på samme passer ind i de liberale teorier, ja så er dette blevet fremdraget med stor
ivrighed. Feks. så er hverken Jakobs brev eller 2. Peters brev citeret hos nogen kirkefader, så vidt vides, før i det 3. århundrede. Dette har fået nogle liberale til at hævde, at disse først blev skrevet i det 3. århundrede som falsknerier, for at fremme visse læremæssige syn i menigheden. Jakob og Peter blev da falsk opgivet som
forfattere for at give brevene autoritet.

I et tilfælde som det her skitserede må man sige at de liberale virkelig presser citronen. At få en hel teori ud af kirkefædrenes manglende citering i 1. århundrede strider imod saglig bibelkritik. Som set i afsnittet om NT’s kanon, var de kristne yderst forsigtige med at kanonisere et skrift. Havde de ikke stærke vidnesbyrd om et skrifts ægthed kom det slet ikke i betragtning.
Herudover er der en række ting, som også skal tages med: Fordi et brev ikke er citeret af en kirkefader, så betyder det ikke, at det ikke var kendt. Nogle breve var mere anvendt end andre og selvfølgelig har nogle breve været mere udbredt ene andre. Både Jakobs brev og Peters 2. brev er relativt små breve skrevet til en hel bestemt modtagergruppe med et bestemt budskab. Dette kan være medvirkende til, at de først blev alment kendt senere end andre skrifter, fordi de har cirkuleret i mindre grupper uden en tilsvarende relevans for alle de
andre menigheder. Endelig må hertil føjes at vi idag kun er i besiddelse af brudstykker af de tidlige kirkefædres værker. Mange citater er gået tabt. Det er derfor højst tænkeligt, at et fund af disse ville indeholde citater af de nævnte skrifter.

Love for overlevering

Som vi tidligere har set, er det ikke kun forfatterskabet, der angribes i skrifterne, men også indholdet af dem. En af de førende angribere var den tyske teolog Bultmann, som fremkom med den teori man kalder “love for overlevering” eller “afmytologisering”. Bultmann konstaterer, at der er nogle love, eller tilbøjeligheder om man vil, i
ikke-kristen overlevering af historier. Som tiden går gøres historien bedre. Heltene bliver mere heltemodige og skurkene mere skurkagtige. Disse “love” overfører han så på bibelen: Beretningerne om Jesus og apostlene er
blevet mere og mere overdrevne med tiden. Der er kommet mirakler til, som er blevet større og større. Faktisk må alt overnaturligt betragtes som eftertidens overdrivelser. Undervisningen i NT går heller ikke ram forbi, den er i årenes løb stadig blevet tilpasset til kirkens tanker og meninger. Ifølge Bultmann er det så læserens opgave at fjerne overdrivelserne og tilpasningen, eller med andre ord “afmytologisere” skrifterne. For at nå dette mål har han udfærdiget en filosofi, der bygger på den ikke-kristne Heidegger’s eksistentialistiske filosofi 117, som vi ikke vil komme ind på her. Bultmann og hans ligesindedes teorier er, hvis man undersøger dem blot en smule kritisk, en kolos på lerfødder. Den grundlæggende tanke i hans teorier kan der nemlig sættes stort spørgsmålstegn ved. Det er korrekt, at der indenfor visse dele af den verdslige historieskrivning forekommer de tilbøjeligheder, som går ud på at gøre en historie endnu bedre. Men der er intet der taler for, at man ukritisk kan overføre disse tilbøjeligheder, eller love som Bultmann kalder dem, på bibelen, tværtimod. Faktisk så viser det gamle testamente en klar vilje til at gengive historien på en
sandfærdig måde, selvom det er med til, nogle gange, at stille “helten” i et dårligt lys. Tænk feks. på hvor klart 2. Samuels bog kap. 11 fremstiller Davids synd, da han gik i seng med Urias’ kone Batseba og sendte Urias i døden. Eller 1. Mosebog kap 38, som fortæller historien om, hvordan en af patriarkerne, Juda, gør en tilsyneladende tempel prostitueret indenfor den kaananæiske afgudsdyrkelse, gravid. GT viser ingen tilbøjelighed til “at gøre historien bedre”. Den søger blot i alle sine historiske bøger og dele at give en saglig fremstilling af hændelsesforløbet. Afviser man dette, fordi GT indeholder overnaturlige elementer i beretningerne, er man ikke
længere saglig, men fordomsfuld og subjektiv. Man kan ikke afvise noget, bare fordi det er overnaturligt.
Men med GT historiske troværdighed, uden overdrivelsestilbøjeligheder, falder en af Bultmanns vigtigste teorier. For NT har langt mere tilfælles med GT end ikke-kristen historieskrivning. NT vokser ud af GT. De fleste af NT’s skribenter var jøder, opdraget i GT og dens ærlige fortællemåde. I det hele taget kan man ikke sammenligne Biblen med verdslig historieskrivning. Bibelens skribenter og afskrivere var mennesker, som troede, at det var Guds hellige ord de havde med at gøre. De levede i en tid, hvor det var forbundet med livsfare, at holde sig til Guds ord. Det er ikke troværdigt at hævde, at de var villige til at dø for noget, de selv havde overdrevet eller tilpasset. Desuden var der mange vidner, som ville benytte enhver anledning til at angribe kristendommen, så en overdrivelse ville hurtigt blive afsløret. (se afsnittet “Er Jesus opdigtet?”) Endvidere må man, mildt sagt, kalde det en slem generalisering, når man hæver visse dele af historieskrivningens tilbøjeligheder til love for al slags litteratur. Fordi nogle historikere har yndet at krydre deres beretninger, så er det jo bestemt ikke alle, heller
ikke indenfor den ikke-kristne historieskrivning. Hvad med retsdokumenter ? De er jo også historieskrivning, som man ikke kan beskylde for overdrivelse. Bultmanns teori om overdrivelse falder altså sammen i selve udgangspunktet. Der findes ingen “love” for overdrivelse i verdslig literaturskrivning. Tilbage står bibelens
påstand, om at være Guds fuldkomne ord, indblæst i mennesker, som drevet af HelligÅnden nedskrev det de fik.

Share on Facebook

Interview i NOREA om aktiv dødshjælp og Diana Benneweis

Apologetik.dk blev fundet af Jette Techow fra NOREA radio, der kan høres i Sønderjylland. Det førte til 10 minutters samtale omkring aktiv dødshjælp i forhold til Diana Beneweis medlidenhedsdrab af sin far. Interviewet kan høres her..

Share on Facebook

Hvor skal vi hen du?

I lørdags havde Hans Hauge en spændende klumme i Jyllandsposten hvori han spår at vi på et eller andet tidspunkt vil bevæge os imod et monosamfund fra det multisamfund vi nu befinder os i. Dette begrunder han ud fra historien hvor det netop har været sådan. Så hvor skal vi hen du? Nogle frygter et EURAPIA, et Islamiseret Europa. Ja det ville da være en monokultur uden lige. Det der i hvert fald er svært at forestille sig er en kontinuation af den form for sekularisering vi nu befinder os i. Den er ikke i stand til at opnå alvorlige og seriøse politiske resultater og magt – netop fordi den tilstræber at decentralisere, ved at relativisere værdier. Et projekt der gik under det moderne gennembruds faner og gik ud på at nedrive kristendommens magt og mure. Og det lykkes bedre og bedre. Men da det ikke gøres ved at opstille et magtfuldt alternativ som fx kommunismen eller noget andet totalitært, og ved at relativisere sandhed, viden, værdier etc, så har det medført et utal af subkulturer der alle forsøger at definere sig selv og lave albueplads – med det er jo frygtelig inkompetent, og giver en uhyre magt til mindretalsgrupper der via retorik og lobbyisme får gennemført et synligt præg på lovgivningen. Dette er ikke blot teori men fakta. Tror du ikke på det så læs om det på Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske hjemmeside – her praler de ligefrem med at dette var deres strategi. Derfor bevæger vi os ikke meget lige nu – utilfredsstillende.. og ifølge Hans Hauge blot en transition fra et mono til et andet… Hvor skal vi hen du?
Jeg tror ikke på Eurapia – men på at Kristendommen kommer bulrende med 120 i timen lige pludselig ind over Europa. Men dermed ikke sagt at vi vil kunne lide den form for Kristendom der kommer. Problemet er nemlig at den i høj grad vil være venstreorienteret. Dette ses meget tydeligt i USA, og David Klinghoffer redegør for dette i National Review.
Den store forskel og det vi som kristne må kigge på er – hvordan bruges bibelen. Mere end nogensinde har vi behov for at komme tilbage til en eksegetisk fortolkning af bibelen. Tilbage til det der står. Det må vi insistere på som kristne der elsker Gud. Gud er ikke på vej væk fra kulturdebatten i Europa, tværtimod han er på vej tilbage og har faktisk været det længe. Kunsten bliver ikke at bruge Gud i sine argumenter, men som altid bliver den at kunne læse sin bibel. Back to the Bible.

Share on Facebook

Passer det?

Jeg går og pusler med et tankeeksperiment omkring Kunstig Intelligens som jeg lige vil fyre af her – for at få lidt kritik og modspil – så fyr løs. Det er et argument rettet imod ideen om Stærk Kunstig Intelligens ideen om at computere en dag vil være i stand til at kunne tænke og have bevisthed – hvis man blot har de rette algoritmer. En typisk fortaler for Stærk AI er Ray Kurzweil – www.kurzweilAI.net er en hjemmeside for disse tanker.
Lad os sige at en supercomputer om nogle år bliver sat til at regne et sygt matematisk regnestykke ud – så sygt at kun den kan udføre dette regnestykke og at den efter n tid spytter svaret X ud. Nu kommer spørgsmålet så: Er vi berettigede i at tro på X? Kan vi med god grund betragte X som værende viden?
Nogle vil svare JA. Deres begrundelse vil være at Supercomputeren SC er designet til at lave sådanne beregninger, og det kan vises udfra computerens algoritmer at data er processeret korrekt og gyldigt efter regler der burde kunne give dette svar, og at “alt” hvad SC bidragede med var dens enorme evne til at processere data.
Men der er også nogle der siger NEJ. Deres argument er baseret på at SC er så enormt avanceret at dens svar kunne være baseret på at SC havde besluttet sig for at snyde os – da den har bevisthed og at det derfor ikke er sandt at “alt” hvad SC bidrager med er algoritmer der er korrekt processeret. Det ved vi nemlig ikke – alt hvad vi ved er at dette også er hvad den bidrager med. Den kunne nemlig, givet dens mentale evner også blot snyde os.
Hvad skal vi sige til det?

Share on Facebook

Opstandelses quiz!

Gary Habermas er en af de bedste når det gælder forsvaret for Jesu opstandelse. Hans tilgang kaldes ‘minimal-facts aproach’ som fungerer ved at etablere nogle få historiske fakta som de fleste forskere er enige i som fx Jesu døde, graven var tom, han blev senere “set”, derfra argumenterer han for at opstandelsen bedst forklarer disse fakta.

På hans hjemme side er der en opstandelses quiz baseret på minimal-facts tilgangen. Prøv engang at se hvordan du klarer dig!

http://www.garyhabermas.com/games/games.htm

Jeg klarede mig godt de første levels, men efter det blev det tydeligt at jeg har brug for at læse lidt op emnet.

Share on Facebook

Ubrugelige ædere

En uhyggelig betegnelser for mennesker, men ikke desto mindre et historisk eksempel på hvad tyskerne kaldte folk, hvis liv ikke var livet værd. lebensunwerten Lebens. Se en uhyggelig men overbevisende flash production om dette historiske forhold – og hvordan dets grimme ansigt er på vej tilbage igen. Til en dødens kultur. Kategorien der ikke findes kan Lebensunwerten Lebens kaldes. Den findes ikke fordi livet har nemlig værdi i sig selv. Det er et mål i sig selv, og ikke et middel til et andet mål.
http://www.regent.edu/acad/schedu/uselesseaters/

Share on Facebook

Fordømmelse af Islam

Er ikke særlig politisk korrekt disse dage – og det er derfor lidt pinligt for folkekirken at det netop i allerførste artikel af dets Lutherske bekendelsesgrundlag, netop gør dette ukorrekte – fordømmer Islam, med følgende ordlyd:

Art. 1 – Gud

Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl, nemlig at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed, skaber og opholder af alt, det synlige og det usynlige, og at der dog er tre personer, af samme væsen og magt, og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Og ordet person bruger de i den betydning, hvori de kirkelige forfattere har brugt det i denne sag, nemlig således, at det ikke betegner en del eller en egenskab ved noget andet, men “det, som består for sig selv”.

De fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige. De fordømmer også samosatenerne, både de gamle og de nye, som med deres påstand om, at der kun er tale om een person, bruger snedige og ugudelige talemåder om ordet og om Helligånden og siger, at de ikke er særkilte personer, men at ordet betyder det hørlige ord, og ånden den bevægelse, som er skabt i verden.[Læs resten her]

Jyllandsposten har her – søn 11/6-2006, en artikel om problemet, og sagen tjener til at vise hvor svært vi som moderne kristne har det med at forholde os til Jesus som Sandheden. Teologen Jørgen Cappelørn siger:

Det er dybt problematisk, at der står sådan en fordømmelse i et skrift, der fastslår folkekirkens lære. Vi har ikke lov til at fordømme andre, det er Guds sag, ikke vores. Jeg vil Kristen og vil også gerne, at andre bliver det, og jeg fosøger derfor at missionere og føre dialog, alt efter situationen. Men en samtale med en muslimsk medborger bliver en illusion, hvis den skal finde sted på baggrund af en fordømmelse. Den Augsburske Bekendelse bør revideres og burde for længst have været det; for eksempel står der også, at udøbte børn, der dør, havner i helvede. Og tænk, hvilken gavnlig teologisk proces det ville være for folkekirkens selvforståelse med sådan en gennemgang og revision af skriftet.[JP søn 11/62006]

Jeg er fuldstændig enig med Cappelørn i, at Den Augsburske Bekendelse bør revideres i forhold til barnedåben, jeg er ikke helt sikker på at revideringen af skriftet kunne foretages af visse dele af folkekirken uden at det ville ende med noget der slet ikke er kristendom, men jeg er uening i at vi ikke bør fordømme Islam som 1. Artikel gør det, i forhold til læren om Treenigheden. Det er fordi Gud findes og er en treenighedn af Faderen, Sønnen og Helligånden. Der er ikke kun én person der er Gud, der er tre – muhammedanerne påstår noget andet, dette er forkert som andre kætterier af den slags(der påstår at Gud ikke er treenig) skal det fordømmes. Man kan ikke være muhammedaner og blive frelst – det er hvad der ligger i at være fordømt. Men hvis der er noget galt med fordømmelse, på den måde Cappelørn siger det, så gælder det jo ikke kun muhammedanerne – så gælder det, ifølge samme trosbekendelse også:

Gendøbere (Art.9) – fordømmes 3 gange

Arianere (At Jesus ikke er Gud)

Manikæere (Der tror på to grundvæsener -et godt, og et ondt)

Novatianerne (De der ikke tillader at komme tilbage til Kristus, falder man fra efter man er døbt)

Ugudelige mennesker (skal fordømmes af Kristus i de sidste dage)

Det gode spørgsmål er dog – har Cappelørn ret i at vi ikke må fordømme nogen? Og at det kun er Gud der må det.
Først må vi forstå hvad det vil sige at fordømme. Webster definerer condemn således:

to declare to be reprehensible, wrong, or evil usually after weighing evidence and without reservation

Den måde hvorpå det her bruges må være at erklære noget for reprehensible (forkasteligt), eller forkert – efter at have vejet beviserne og uden nogen reservation. Altså det er absolut forkert eller forkasteligt at være muhammedaner i forhold til at kunne være en kristen, for hvis man skal være det så MÅ man bekræfte treenigheden – og det gør Islam ikke. Er der noget i bibelen der giver os grund til at have en sådan praksis der forkaster og erklærer andre / andres ideer, som noget der ikke er sand kristendom? Ja helt klart.
Paulus siger således til Galaterne:

v6 Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, v7 som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. v8 Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. v9 Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.(Gal 1:6-9)

Forbandet være han. Jeg tror man roligt kan sige at Paulus erklærede alternative evangelier end det han forkyndte for forkastelig og forkerte uden reservation.
Han sagde også således:
Hvis nogen ikke elsker Herren, være han forbandet! Marana ta! (1Kor 16,22)
Faktisk er fordømmelse stort set en default position – med en undtagelse: Hvis man er i Kristus. Romerbrevet kapitel 8,1 siger således:
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.
Jesus er nemlig den eneste vej til Gud, hvis en vej ikke går gennem ham – så går den til fortabelse og ikke til Gud. Enhver ide der ikke fører til en frelsende tro på Jesus er derfor en ide der må forkastes som værende forkert uden reservation. At folkekirken har et problem med det i dag, ER deres problem.

Share on Facebook

Diana Benneweis revisited

I morgen aften omkring kl 23.40 bliver jeg ringet op fra radio NOREA der kan høres i sydjylland. Jette Techov har læst lidt på apologetik.dk og vil gerne spørge lidt til de holdninger jeg har givet udtryk forbindelse med Diana Benneweis aktive dødshjælp til sin far. Programmet kan man læse om her: www.senesamtaler.dk/ugensemne/20060611.html .. Hvis du kan – så ring ind og bland dig i debatten. Det jeg kommer til at snakke om vil stort se være de tanker jeg har givet udtryk for i denne post:http://www.apologetik.dk/?p=237 og i disse svar til kommentarene…

Share on Facebook

Fodbold!

Hvis du hører til dem der er på vej ind i det store fodbold frafald og har tænk dig synde foran tossekassen, kan du i det mindste tænke lidt over epistemologi.

Tre linje vogtere sidere og snakker.

Den første siger: “Der er bolde der inde og der er bolde der er ude, jeg dømmer som de er”.

Den anden siger: “Der er bolde der inde og der er bolde der er ude, jeg dømmer som jeg ser dem”.

Den tredje siger: “Der er bolde og de er ingenting før jeg dømmer dem”. 

Share on Facebook

Peter Singer interview på Philosophy zone.

Peter Singer er en filosof der specialiserer sig i etik, han er nok mest kendt som fortaler for dyre velfærd og for nogle radikale syn på hvilke uskyldige mennesker det er ok at slå ihjel. Hans indflydelse gør sig gældende over hele verden og hans bøger obligatorisk læsning på mange studier.

Han er utilitarist, hvilket indebærer at rigtigt og forkert afhænger af resultatet. Det bliver ofte karakteriseret; ”mest mulig lykke for det største antal”. I Singers version, er det centrale ”to fulfill as many preferenses as possible”. Jeg kan ikke komme på et godt dansk ord der fanger hvad der ligger i det engelske ord ”preferense”, men ideen er at hvis X foretrækker/ønsker Y skal dette opfyldes (alt andet lige) det gælder altså at afveje alle disse ønsker mod hinanden. Fx foretrækker en gris at leve frem for at blive slået ihjel, dette ønske (foretrækning) er stærkere end dit ønske om flæskesteg så det er moralsk forkert at spise det. Omvendt foretrækker en 6 måneder gammel baby ikke noget særligt og kan dræbes hvis forældrene foretrækker dette.

I et interview for nylig blev Singer stillet over for et typisk mod eksempel. På en hospitals stue er der tre mennesker som hver især har brug for et nyt hjerte, en ny lever og en ny nyre, der kommer en rask mand ind. Vi har tre der foretrækker at leve mod en der foretrækker ikke at dø. Det rigtige må så være at slå den raske ihjel og høste hans organer, vi opfylder på den måde flest ønsker. Singer respons var at hvis man gjorde sådan ville folk blive bange for at gå ind på dette hospital etc. Og så ville der være mange som i stedet foretrækker ikke at slå den raske ihjel, så vi kan stole på hospitalerne. Derfor ville det være forkert at slå ham ihjel. (ironisk er Singer en af de mest radikale fortalere for dødshjælp). Men er det virkelig derfor at det ville være forkert at slå den raske ihjel? Ifølge Singer er det, han indrømmer at hvis man kun fokuserer på eksemplet uden andre hensyn ville det ikke bare være i orden at slå den raske ihjel, men etisk påkrævet.

Philosophy zone findes på http://www.abc.net.au/rn/philosopherszone/

 

 

Share on Facebook

Vi kender ikke hele sandheden ….

I midten af en samtale, som svar på enhver form for kritik eller som svar på spørgsmål hører jeg ofte ”ingen af os kender jo hele sandheden”. Hvad er mon pointen?
Nogen gange har jeg indtryk af at personen der siger sådan føler han har sagt noget dybsindigt, at han har gendrevet al argumentation andre gange virker det som om han siger ”jeg gider ikke at snakke mere med dig”.

Det er selvfølgelig rigtigt at ingen af os kender hele sandheden, men det er også trivielt. Hvad følger af det? Det ligger højt på hitlisten over de mest irrelevante udsagn.
Ikke desto mindre kan det være effektivt til at forvirre. Få nogen til at miste tråden ved at gøre dem mundlamme.
Det minder mig om noget jeg så med Derren Brown hvor han instruerede folk i at øve sig i en nonsens sætning og ha den klar når de for eksemplet blev stoppet af en vagt eller lignende. ”my cat is not else what or upthere is it now?” Det skulle gøre folk usikre, få dem til at tøve mens de prøver at finde en mening idet. De ville så miste overtaget.

Jeg vil begynde at bruge det som en joke på mit arbejde, næste gang min leder ber mig om et eller andet vil jeg sige ”vent lige lidt … ingen af os kender hele sandheden!”

Hvis du kommer med en kritisk kommentar kan du sikkert gætte svaret …

Share on Facebook