De bedste odds

Pascal efterlod verden en bunke papirer ved navn “Tanker,” hvori han kontemplerede et gudsbevis jeg finder interessant af flere årsager. En af disse er, at det ikke blot tager højde for om Gud findes eller ej, men også og især for, hvordan vi bør forholde os til Guds eksistens baseret på et specifikt indhold i den kristne teologi omkring Gud. Man kan sætte det op så der er fire udfald for efterlivet:

                       Gud findes        Gud findes ikke

Tro                  Evig Frelse         Forrådnelse

Ikke tro           Fortabelse         Forrådnelse

Det der er interessant siger Pascal ¹ er at kigge på udfaldet i efterlivet som et væddemål. Og stille sig selv spørgsmålet: Hvordan bør et fornuften menneske spille? Svaret er ikke blot givet ud fra spørgsmålet om Gud findes, lad os sige det er 50/50. Det bør også tages i betragtning hvad der kan vindes, og tabes. Gøres dette så afgøres væddemålet af at Gud giver indsatsen uendeligt igen. Hvis man bekymres af uendelighed for sandsynlighedsregning, så kan man istedet indsætte et astronomisk højt tal. Således bør et fornuftigt menneske forholde sig i tro til Guds eksistens ud fra parolen: Han har alt at vinde, og intet at tabe.

Findes Gud ikke, og han ikke tror, så vinder han intet. Findes Gud ikke, og han valgte at tro, så vil udfaldet være det samme som hvis han ikke troede. Så hvorfor ikke tro på Gud?
Der underforstås en del i argumentet, som når det bringes til overfladen påvirker argumentets styrke. De typiske kritikpunkter går på:

1. Hvilken Gud? Allah, Jesus, Budda, Hinduismen, Odin, Zeus, osv.. tages disse med så ændres sandsynligheden drastisk.
2. Er tro godt nok? Hvad nu hvis man også skulle leve et godt nok liv? Måske skulle man endda ikke tro, men istedet være en kriger og dø i kamp?
3. Er dette ikke en lidt købmandsagtig måde at forholde sig til Gud på?
4. Er det muligt at beslutte sig for at tro på noget?

Disse kritikpunkter gør, som jeg ser det, nok skade på argumentet til at en skeptikker ikke vil falde på sine knæ og begynde at tro. Men noget af det mest interessante ved argumentet er, at det vil fungere forskelligt for forskellige mennesker – alt efter hvad man forestiller sig omkring Gud. En skeptikker der for alvor forestiller sig at sandsynligheden mellem Gud, Allah, Budda, Zeus og Odin skal fordeles ligeligt, og ligeledes ikke kan blive klog på hvilken handling der er ret for de forskellige guddomme at udføre, vil helt sikkert ikke lade argumentet veje særlig tungt for, om han bør tilrettelægge sit liv på en måde, så det er sandsynligt at han vil komme til at tro på Gud.

Men hvad med et søgende menneske? En der er villig til at tro på:

1) Enten er Jesus opstået fra de døde eller også er Han ikke.

2) Hvis Jesus er opstået fra de døde, så er Kristendommen sand.

3) Hvis Kristendommen ikke er sand, så kan man lige så godt tage chancen og håbe det bedste.

Og han også føler sig overbevist om at hvis han begyndte at gå jævnligt i kirke, læste i sin bibel, bad til en bøn til Gud om at få klarhed omkring 1 og 2, så ville blive troende – hvis kristendommen er sand.

Således at hans skema så sådan ud:

                    Kristendommen er sand                      Kristendommen er ikke sand

Tro                      Evig frelse                                                Forrådnelse, eller tag chancen.

Ikke tro                Evig fortabelse                                          Forrådelse, eller tag chancen.

Således opstillet vil de relevante sandsynlighedsspørgsmål være relateret til, hvorvidt Jesus opstod fra de døde, og den søgendes sikkerhed i forhold til 3. Disse spørgsmål skal så opvejes af gevinsten. Hvis jeg lovede dig 10 kroner på at spille på et terningudfald fra 1 til 98, og 100 kroner på udfaldet 99 og 100, hvad ville så være mest fornuftigt af dig at gøre? Hvad hvis sidstnævnte ikke var 100, men en million? 100 millioner? En Milliard? Kan du mærke hvorledes du trækkes mere og mere i retning af det mest usandsynlige udfald? Et fornuftigt menneske burde “satse” at miste en næsten sikker gevinst på 10 kroner, mod den usandsynlige at vinde en milliard. Men hvor usandsynlig må milliarden så være? Et eller andet sted så afgøres alt dette som jeg ser altså af disse forhold ved et søgende menneske:

4) Det søgende menneske tror at enten er kristendommen sand, eller også giver han ikke meget for spørgsmålet om et liv efter døden.

5) Det er en fair sandsynlighed for at kristendommen er sand

6) En rimelig fornemmelse af at man vil stå godt for efterlivet hvis man gik efter at blive kristen, hvis man skulle tage chancen.

7) Det virker muligt at kunne tilrettelægge sit liv således at man ender med at tro på Gud og blive kristen.

Jeg giver ikke meget for bekymringen om at argumentet virker købmandsagtig. Det mest fornuftige at gøre, er jo at betænke sig på livets korthed, dødens vished og evighedens mulighed. (egen omskrivning) 6 virker dog interessant. Dette forhold blev bragt til min opmærksomhed af min elev Lars Ploug, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret i at man vil stå pænt godt i forhold til Islam fx, hvis man gik efter at være kristen. Der er faktisk koran citater der kunne trække i den retning som fx

Sura 5 (Bordet) vers 68-69

Sig: “I Skriftens folk! I har intet at holde jer til, førend I efterlever Toraen og Evangeliet og det, der er blevet sendt ned til jer fra jeres Herre!” Det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre, får overmodet og vantroen til at vokse hos mange af dem. Fortvivl ikke over de vantro folk! De, der tror, og de, der er jøder, sabiere og kristne; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede.

Så hvis en kristen efterlever Evangeliet, tror og handler ret, så skal han ikke være bange eller blive bedrøvet. Eller hvad med

Sura 5 (Bordet) vers 46-47

Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige. Evangeliets folk skal dømme efter det, som Gud har sendt ned deri! De, der ikke dømmer efter det, som Gud har sendt ned, er de gudløse.

Jeg kunne mægtig godt tænke mig at få en koran kommentar på disse skriftsteder.

Share on Facebook

1. jeg fortolker Pascal lidt frit her |tilbage|

Glemmer en mor sit diende barn

.. så glemmer jeg ej dig. Sådan lover Gud Israel at Han aldrig vil glemme det. Et billede Gud giver til Israel for at forsikre at Hans kærlighed og omsorg er stor – ja endda større end en mors. Sådan et billede ville slet ikke have samme styrke i dagens Tyskland. Et land der lige nu rammes af det ene uhyggelige barnemord efter hinanden. Begået af mødre på deres egne børn. Det bør dog ikke undre os i Vesten at forældrekraften svinder ud. At de bastioner der har dannet solide grundsøjler for en civilisation der har velsignet hele verden med de største tænkere og videnskabsmænd, nu begynder at forrådne som Gud fordrives fra kulturen og mennesker hjerter. Det er egentlig en opfyldelse af Nietzsches profeti. Når Gud dør, så går der tid, og så begynder Han at forrådne. Og hvad skal der så blive af os – Hans mordere?

Share on Facebook

Klare tanker omkring Islam og Jihad

Robert Spencer er en mand man bør lytte til omkring Islam. Heritage foundation har holdt et foredrag med ham: Sandheden om Muhammed. Robert Spencer anerkender at der er mange muslimer der nydder godt af, og nyder Vestens pluralistiske samfund, men problemet er at deres religion ikke rigtig kan følge med til dette. Ikke passer ind i sådanne. Koranen og historien omkring Islams udbredelse bør åbne vores øjne for hvad Islam egentlig er, og hvordan den ser på verden. Som et sted der, med muslimernes aktive krigsførelse, skal underlægges Allah.

Se foredraget her

Share on Facebook

Islams og evangeliet

Da muslimer, i de århundrede der fulgte efter Muhammed, opdagede at Koranen indeholdt kontradiktoriske holdninger til toraen og evangeliet, begyndte de at opdigte historien om at de tidligere skrifter var påvirket af mennesker og derfor ikke kunne stoles på fuldt ud. I dag har Muslimer stor respekt for bibelen og Bøgernes folk. Selvom disse indeholder ideer om Gud der ikke er sande ifølge Islam. Således Misha’al ibn Abdullah:

“Muslims believe in the books of the previous prophets including the ”Torah” which was sent to Moses, the “Zaboor” (Psalms) which were given to David, the “Injeel” (Gospel) which was given to Jesus, and the Qur’an which was given to Muhammed. However, Muslims are told that the previous scriptures were tampered with by mankind and the Bible should only be accepted in as far as it is confirmed by the Qur’an. It is to be treated with respect, however any statement which clearly oppose those of the Qur’an are to be rejected as the work of mankind.” ¹

Derfor er der mange Muslimer der er opmuntret af liberale teologers afvisning af centrale kristne doktriner som værende noget Jesus, eller de første kristne troede på. Det disse muslimer dog ikke er opmærksomme på er at denne liberale forskning er drevet ud fra metafysiske antagelser der, hvis de også skulle antages om koranen, ville medføre en ødelæggende dekonstruktion af denne. 

Koranen og den historiske Jesus

Koranen afviser at Jesus døde på korset:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. ²

Dette er et rent teologisk motiveret udsagn, der absolut intet fodfæste kan finde i en historisk forskning om Jesus af Nazareth. At Jesus døde på korset er noget af det mest bekræftede i dag. En af grundene er at ingen 1. århundrede jøde ville opfinde sådan en historie om sin Messias. Ifølge Toraen er det en forbandelse at hænge på et et træ. Og korset er derfor en kæmpe anstødssten for en jøde i det første århundrede. Hvis noget skulle opdigtes om en Messias ville det være alt andet end at dø på et træ sammen med forbrydere. Islams begrundelsen er derfor teologisk motiveret, og hvis det skal tros som sandt, må man først blive Muslim. Først da kunne man tro på en “just so” historie om at Allah snød alle, og bedragede folk i 600 år, inden sandheden så kunne komme frem. Men lige præcis dette er svært af teologiske årsager, da Koranen explicit anbefaler bibelen og dens budskab som autoritativt.

Modsætningsfyldt budskab

Men problemerne stopper ikke der for Islam. Koranen er nemlig, mærkeligt nok, rosende omkring evangeliet. Ja mere end det, den siger ting der kun kan siges hvis det der står i bibelen er sandt.

Muslimer bliver i Koranen bedt om at tro på det der tidligere er åbenbaret af Gud til jøderne og de kristne:

Sig: “I Skriftens folk! I har intet at holde jer til, førend I efterlever Toraen og Evangeliet og det, der er blevet sendt ned til jer fra jeres Herre!” Det, der er blevet sendt ned til dig fra din Herre, får overmodet og vantroen til at vokse hos mange af dem. Fortvivl ikke over de vantro folk! De, der tror, og de, der er jøder, sabiere og kristne; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede. ³

Hvis de Kristne, først skal forholde sig til evangeliet, så vil det medføre at de må afvise enhver anden vej til Gud end Jesus Kristus. De må forholde sig til Kristus som Guds endelige åbenbaring til mennesket. Men dette står i modsætning til ideen om at Muhammed er Guds sidste budbringer. Så hvilken vej vil Islam have det? Og at Muhammed har udtalt sig om noget han absolut intet har vidst er tydeligt fra sådan et budskab. Kristendommen falder fra hinanden hvis Jesus ikke er den han siger han er. Hvis Gud ikke i ham har handlet med mennesket – og forløser os i Kristus. Der er ingen “fremgang” fra Kristendommen til Islam. Tværtimod – Kristendommen giver os status som børn af Gud, som retfærdiggjorte ved tro – Islam tager denne status væk og stiller os overfor en Gud der ikke engang mener at vi har et behov for forsoning. En Gud der blot kræver underkastelse for at tilgive.

Og Koranen siger at vi skal dømme efter det evangeliet siger:

Evangeliets folk skal dømme efter det, som Gud har sendt ned deri! De, der ikke dømmer efter det, som Gud har sendt ned, er de gudløse. ⁴

Så hvorledes kan vi gøre fejl i at forkaste Muhammed og prædike at Jesus er den eneste vej til Gud?

Share on Facebook

1. Abdullah, What Did Jesus Really Say? Pp. xiv-xv |tilbage|
2. Sura 4 (Kvinderne) vers 157 |tilbage|
3. Sura 5 (Bordet) vers 68-69 |tilbage|
4. Sura 5:46 |tilbage|

Tony Jones om sandhed

Tony Jones er en af frontfigurerne i den emergente bevægelse hvor han bestrider posten som “National coordinator of emergent.” I et radiointerview, såvel som i bladet “relevant” siger han således om sandhed:

I think putting the qualifier absolute in front of truth is a modernistic fallacy. Truth is not qualified by adjectives like absolute. So for me personally, talking about absolute truth is a nonsensical way to talk, and Christian theologians shouldn’t talk in that way.¹

Det er noget af en påstand, da det giver god mening at bruge ordet absolut foran ordet sandhed. Der findes relative og absolutte sandheder. Sandheder der gælder for nogle forhold, og sandheder der gælder for alle. Altså må vi skelne mellem sandheder – mellem måder ting er sande på. Hvis en teolog ikke er i stand til at anvende sådan en distinktion, så havner han helt i skoven. Man kan fx tale om kulturelle forhold der gør at visse udsagn i bibelen er sande, relativt til den kultur de blev formuleret i. Omvendt så vil der også være udsagn i bibelen der er sande i absolut alle kulturer; det er absolutte sandheder. Men jeg tror at det Tony Jones vender sig imod ikke er det logiske indhold i ordet absolut, men det psykologiske indhold. Det indhold der gør at man er nødt til at kvalificere et udsagn man mener er sandt, så folk fornemmer at det absolut er sandt. Det vil være rart hvis det ikke blot var sandt, men absolut sandt. Sådan noget skal man selvfølgelig ikke gøre. Det er en dårlig måde at kommunikere på, men det er en helt igennem moderne overvejelse og har intet post-moderne over sig. Det er endnu en postmoderne fejlslutning Tony Jones er ude i her. Han tager et aspekt ved et essentielt spørgsmål for sandhed og viden, kritiserer det uden at skelne mellem ret brug og misbrug. Misbruget er så det moderne man skal sætte sig ud over. Der er intet at sætte sig ud over, at være post- på, man skal bare tænke ordenligt i stedet for. Med mindre Tony Jones vil fastholde at der ingen absolutter findes. At intet er sandt for alle til alle tider. At uanset hvilken moralsk værdi, hvilket udsagn om virkeligheden man kommer med, så vil der være mulige omstændigheder hvori disse ikke er sande. Det ville være kontroversielt, men så kontroversielt at det er svært at se hvorledes en kristen teolog kunne mene noget sådan. Men kunne et rationelt væsen mene noget sådan? Altså giver det i det hele taget mening at mene at intet er absolut, og alt er relativt – alt. Absolut alt??

Share on Facebook

1. relevant July 2006 |tilbage|