Skal fadervor tages ud af folkeskolen?
August 13, 2009
DR skriver at Fadervor, ifølge SocialDemokratiet bør fjernes fra folkeskolerne – eller medandre ord bør forbydes at praktisere i folkeskolen.
Socialdemokraterne vil sætte en stopper for Fadervor og kristendomsundervisning i den danske folkeskole. Bønner hører til i kirken – og eleverne skal undervises i alle religioner, siger partiets uddannelsesordfører, Christine Antorini, til DR Nyheder.
- Det er vigtigt, at folkeskolen er for alle. Vi har religionsfrihed her i landet, og derfor skal man respektere, at der er børn med forskellige religioner. Der er kristne, muslimske og jødiske børn, siger hun.
For mig at se er der tale om et klassisk eksempel på at der ikke findes sådan en ting som religionsneutral undervisning. Et Fadervor-forbud er ikke en religionsneutral position – den er en part i sagen. Dermed er det dog ikke sagt at jeg mener at det skal vedtages ved lov at der SKAL bedes fadervor. Det skal være frivilligt for folkeskolerne selv at vælge det – og frivilligt for de der er uenige at vælge den skole fra. Kristendommen skal ikke trækkes ned over hovederne på de der er uenige.
Hytten – Gud på roman
August 11, 2009
Hytten er ret populær læsning for en del kristne. Hvorf0r mon? Jeg har forsøgt at forstå det ved at læse bogen – er ikke helt færdig endnu, så jeg kan sige at jeg har læst den, men jeg er et godt stykke inde i den, og må stadig stille mig selv spørgsmålet – hvorfor er den bog populær? Som roman er den ikke noget særligt. Personbeskrivelserne er ikke særlig dybe – dialogerne er heller ikke noget specielt og plottet er ikke særlig gennemtænkt. Altså – hvad skal der til for at du som person ville tro at Gud har inviteret dig til at besøge ham i en hytte? Og hvis det virkelig er for at gense stedet at Mach (Hovedpersonen) tager derop, fordi det var der han mistede sin datter (muligvis) så er det ikke særlig godt lagt ned i fortællingen. Jeg kan ikke tro at det er som et litterært værk at bogen sælger. Jeg tror snarere at det en rar måde at dyrke teologi på. I og med at bogen er et stykke skønlitteratur så kan man jo plukke hvad man har lyst til fra det der tilbydes. Personligt finder jeg selve genren problematisk af to årsager og indholdet af bogen problematisk af en række andre. Disse andre har Rene fra Omvendelse.dk lavet en glimrende artikel omkring. Læs den! Der er flere andre gode reviews på nettet af bogen. Fra Challies f.eks.
Udtrykket er allerede givet
Min første årsag til at finde genren problematisk er at Gud allerede har talt. Hermed mener jeg ikke blot at Gud har givet os nogle ideer og udsagn om sig selv i Skriften. Men han har også givet sig til kende i et udtryk som er autoritativt for os. Vi er ikke blot forpligtet på at tale om at Guds omsorg og kærlighed, men også på at tale om den i bibelske termer og med bibelske udtryk og billeder. Gud er vores far. Vi taler om ham som “Ham.” Hvorfor? Fordi Han har givet sig til kende for os således i sit ord. Ja det er rigtigt at Gud er Ånd og hverken er en mand eller en kvinde – men det fratager INTET fra det faktum at Gud har givet sig således til kende for os. At fremstille Gud som en kvinde, som Hytten gør er derfor at tage sig friheder som i bedste fald er farlige og rode rundt med, og i værste fald er at lyve om Gud. Man skal tænke på at vi ikke taler om en ide eller et princip når vi taler om Gud. En ide eller et princip der kan udtrykkes forskelligt alt efter hvad vores hensigt er. Vi taler om en person der straffer folk (Jobs venner) der ikke taler sandt om ham, og folk der lægger noget til Hans ord.
Guds modale egenskaber
Mit anden bekymring er at Gud, eftersom Han er den Han er, ikke kan omtales fiktivt uden at man påstår noget om ham. Om enhver anden person kan man lave fiktive historier fordi man kan sige at der findes en mulig verden, hvori denne fiktive tænkte person findes og er således. Men dette kan ikke gøres om Gud, uden at vi påstår noget om Ham som, hvis det ikke er i Skriften er forkert.Vi kan ikke tale om Gud som værende en kvinde der taler ansigt til ansigt med et syndigt menneske – uden dermed at sige om Gud at det i det mindste er muligt at sådan noget kunne finde sted. At sådan et møde skulle være muligt – som det beskrevet i bogen – er dog højst tvivlsomt. Et møde hvori Gud taler ansigt til ansigt med en synder, på en sådan måde som det fremstilles i hytten. Forfatteren siger ikke: Sådan ER Gud. Men siger han ikke: Sådan ER det muligt at Gud er? Jeg kan ikke se andet. Jeg kan ikke se hvorledes sådan en bog giver mening – hvis jeg som læser ikke åbner mig op og tillader Gud MULIGVIS at være sådan. Men hvad skulle jeg bygge det på? Eftersom Skriften INTET giver af belæg for disse vilde ideer, men giver os meget strenge påbud om f.eks. ikke at lave noget billede af Gud, hverken af noget i himmelen eller på jorden (inkluderende sorte kvinder), så begår jeg i hvert fald den fejl at påstå noget om Gud der er ekstrabibelsk, og måske endda også er direkte ubibelsk. At tilegne Gud modale egenskaber – som: Muligvis at kunne give sig til kende som i bogen Hytten, er også at påstå noget om Gud – og synes at være nødvendigt at gøre når man læser bogen. Derfor har jeg et problem med selve genren. Skriften har strenge advarsler til dem der lyver om Gud. Tillægger ord til Hans åbenbaring af sig selv. Et godt eksempel er Guds holdning til Jobs venner der talte falsk om Gud til Job:
Efter at han havde talt disse ord til Job, sagde Herren til Elifaz fra Teman: »Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort. (Job 42:7)
Hytten kan ikke dækkes sig ind under at være skønlitteratur om Gud. I og med at Gud er den Han er, så kan du ikke tale således om Ham uden i det mindste at sige at han muligvis er på den måde. Og hvis jeg skulle tage fejl her og forfatteren ikke engang mener at Gud muligvis er som han beskriver ham – ja hvad laver han så? Jeg taler ikke blot om de aspekter der kan fedtes af på at være billeder, men også om de omstændigheder og udsagn bogen indeholder. Der præsenterer Gud som en der er ligeglad med fejl, som en der taber ting på gulvet og fjumrer rundt, som en der ikke behøver at straffe synd, da synd er straf nok i sig selv.
Mark Driscoll har på youtube har lavet en kritik af The Shack som tager udgangspunkt i at forfatteren Young mener sine udsagn og præsentationer af “Papa” (Navnet på Gud i bogen) bogstaveligt. Det mener jeg ikke nødvendigvis behøver være rigtigt – hvis man tager den som en roman – men det er dog stadig ikke hjælpsomt for Young – da han i det mindste påstår at Gud muligvis er sådan – og det er at gå ud over Skriften. Mark Driscoll forholder sig dog lige så meget til det faktum at der er mange folk som tager bogen som god teologi – og her er jeg fuldstændig enig i at den er en falsk fremstilling af Gud.
Teologi på menneskets præmisser
Måske er det dog netop her at forfatteren finder sin genre god. Som et opgør med den bundethed vi oplever af åbenbaringen om Gud i bibelen. Der er noget der tyder på det. Det første jeg faldt over som problematisk (ud over Hyttens litterære mangler) var på side 65, hvor hovedpersonen tænker således om at Gud skulle have skrevet et brev til ham:
Hvor meget han end prøvede, kunne Mack ikke lægge den utrolige tanke bag sig, at beskeden måske alligevel var fra Gud, selvom tanken om Gud, der sender beskeder, ikke passede godt sammen med hans teologiske oplæring. På præsteseminariet havde han lært, at Gud fuldstændigt havde stoppet enhver synlig kommunikation med moderne mennesker og foretrak, at de kun læste og fulgte Den hellige Skrift, korrekt fortolket naturligvis. Guds stemme var blevet reduceret til papir, og selv det papir skulle modereres og dechiferes af de rigtige autoriteter og intelligenser. 1
Det hænger slet ikke litterært sammen at hovedpersonen skulle gøre sig sådanne – forsvarende – tanker om noget så vanvittigt at Gud skulle skrive et brev til ham. Han kunne godt tænke noget lignende – blot ikke i en så stråmandsagtig forklædning. Således tænker kun et menneske der ser sådan en position i et negativt lys, og det kan også godt være at han gjorde dette af en eller anden årsag. Pointen er dog – at hvis hovedpersonen er i færd med at prøve at undgå tanken om at beskeden skulle være sendt af Gud (som ethvert rationelt væsen ville) så ville han ikke gribe ud efter stråmænd fra sin teologiske ballast. Der er jo ikke nogen der mener at Gud ikke kommunikerer med moderne mennesker mere – Han gør det blot gennem Skriften. Gud ER tilstede ved forkyndelsen af evangeliet, og taler hørbart til os i dette. Det er Gud der tilsiger os vores synders forladelse. Vi kan med rette sige at vi hører Guds ord forkyndt i evangeliet.
Men netop her viser forfatteren måske hvad han selv mener om Guds tale fra Skriften til os. Det er måske fordi forfatteren selv har et problem med dette forhold at Han mener han har behov for et nyt medium – et nyt udtryk end det Gud har givet os, når han skal tale til os om hvem Gud er?
Ingen bedre historie
Her har vi et andet aspekt af det ovennævte problem med at finde et nyt udtryk for at tale om Gud. Problemet er at – selv om det måske kan lyde smukt og dejligt, så er en anden – menneskeligt opfundet – præsentation af Gud altid manglende det Guds eget udtryk har – åbenbaring af Gud. Jesus siger:
“»Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. v24 Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.” (Joh 14:23-24)
Og Paulus sagde således til Kolossenserne
“Det har I hørt om i sandhedens ord, evangeliet, v6 som nu er hos jer, sådan som det i hele verden bærer frugt og vokser, ligesom også hos jer, fra den dag I hørte det og lærte Guds nåde at kende i sandhed.” (Kol 1:5-6)
I Jesus ord – eller I evangeliet – når vi hører det, bliver i det og holder fast i det, så kommer Gud og Jesus til os og giver sig til kende for os, og så lærer vi Guds nåde at kende i Sandhed, eller som den virkelig er. Læg mærke til at Jesus og Paulus taler om “det ord i hører/hørte.” Altså forkyndelsen af det evangelium Gud gav apostlene og blev skrevet ned i Skriften.
Men er der netop ikke tale om dette i hytten – er der ikke tale om at W. Paul Young forsøger på at give Guds ord til kende for os i en ny form? Hvis der er det, så laver han dog teologi og det var hvad jeg antog fra starten at han ikke lavede – men blot fortalte en historie om Gud. Gud på roman. Hvis man mener at Young forsøger at lave teologi – så vil jeg anbefale at man læser Rene’s kritik og forholder sig til den.
- 65 |tilbage|
Michael Thomsen: Han har flyttet os
August 10, 2009
Michael Thomsen fra AMC i Aalborg prædiker her en klar evangelisk forkyndelse omkring retfærdiggørelse og genfødsel under overskriften: Han har flyttet os. Det gør han med udgangspunkt i Kol 1.
http://www.amcnet.dk/han-har-flyttet-os/
Livet er sikkert ikke opstået af sig selv på jorden
August 9, 2009
Politiken skriver om ny forskning vedrørende livets oprindelse, og henviser til dansk forskning der muligvis peger på at jordens vand er ankommet under Det Sene Store Bombardament (Late Heavy Bombardment) som henviser til en periode i jordens historie hvor den blev ramt af en sor meteorregn. Det skulle være sket for ca. 385 milliarder år siden og denne meteorregn har haft en stor betydning for jordens udvikling, således at den kunne være et hjemsted for kulstofbaserede livsformer der skulle kunne komme til erkendelse af universets historie. Begivenheden er spændende af flere årsager.
![… og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har. [1.Pet 3:15]](http://www.apologetik.dk/wp-content/themes/revolution_magazine-21/images/logo2.jpg)










