Giv, skal der gives jer

Tiende og NT

Det Nye Testamente giver os ingen grund til at tro at kristne skal holde fast i Moselovens tiende. Det er der skrevet 3 indlæg om på apologetik.dk:  

• Hvad siger bibelen om tiende (1)
• Hvad siger bibelen om tiende (2)
• Hvad siger bibelen om tiende (3)

 Jeg er enig i disse indlæg, der ikke er skrevet af mig selv dog. Jeg har haft et par gode samtaler med folk der mener at der måske også burde stå noget på apologetik.dk om hvad alternativet så er. Det er vigtigt at bemærke at de tre ovennævnte indlæg indledes med at sige:  

Jeg siger ikke at kristne skal holde op med at betale tiende, faktisk er der mange gode ting ved tiende. Det er nemt at regne med og det gir en given kirke noget at planlægge efter og hvis du ønsker gode finansielle muligheder for din kirke kan jeg kun opfordre dig til at overveje tiende. Man skal bare ikke tro man følger et nytestamentlig bud, man følger ikke engang Moseloven.  

Her vil jeg således sige lidt om hvad jeg mener omkring tiende og at give til Guds rige der understreger det Kisanri skrev og mente med ordene “der er faktisk mange gode ting ved tiende.” Det vil jeg gøre først gennem et par citater fra oldkirken hvor det klart fremstår at tienden var noget der hørte en forgangen tid til, men det der har erstattet det er en ny tid, hvor kristne i efterfølgelse af Jesus har en lang mere radikal dagsorden.   

Irenæus om tiende

Det er et studie værd i alt dette at kigge nærmere på hvad de første kristne tænkte omkring tiende. Vi har heldigvis ccel.org som er ligetil at søge i, for at se hvad de første kristne tænkte og sagde om tiende. Jeg har fundet et par udsagn fra Irenæus (115 – 202) i hans Against Herecy. Her siger han bl.a.  

 And for this reason did the Lord, instead of that [commandment], “Thou shalt not commit adultery,” forbid even concupiscence; and instead of that which runs thus, “Thou shalt not kill,” He prohibited anger; and instead of the law enjoining the giving of tithes, [He told us] to share (Matt. xix. 21.) all our possessions with the poor; (LINK)  

Her er pointen fra Irenæus hvordan Kristus gjorde op med et gammel bud, for at skærpe det. Tienden nævnes her som noget der hørte den gamle pagt til, med ordene “instead of the law.” Det Kristus så har sat i stedet er at vi skal dele vores ejendele med de fattige – et stærkere bud.  

Ophævelsen af tienden – frie giver 100%

Det klares skrift der giver udtryk for ophævelsen af tiende hos Irenæus er nok i det afsnit i hans Mod Kættere, der helt klart handler om ofre og offergaver, og de der virkelig ofrer dem. Her siger han:  

And the class of oblations in general has not been set aside; for there were both oblations 485 there [among the Jews], and there are oblations here [among the Christians]. Sacrifices there were among the people; sacrifices there are, too, in the Church: but the species alone has been changed, inasmuch as the offering is now made, not by slaves, but by freemen. For the Lord is [ever] one and the same; but the character of a servile oblation is peculiar [to itself], as is also that of freemen, in order that, by the very oblations, the indication of liberty may be set forth. For with Him there is nothing purposeless, nor without signification, nor without design. And for this reason they (the Jews) had indeed the tithes of their goods consecrated to Him, but those who have received liberty set aside all their possessions for the Lord’s purposes, bestowing joyfully and freely not the less valuable portions of their property, since they have the hope of better things [hereafter]; as that poor widow acted who cast all her living into the treasury of God.  

CCEL’s kommentar her er klar omkring hvad det er Irenæus vil sige:  

Luke xxi. 4. [The law of tithes abrogated; the law of Acts ii. 44, 45, morally binding. This seems to be our author’s view.]  

Tienden er ophævet – 100 % er indført! Tienden var blot en skygge af det forhold der nu hersker ved evangeliet. Vi ejer ingen skat her på jorden. Kristus er vores skat – vores håb om bedre ting efter alt dette. Læg mærke til logikken i dette.  

Jøderne såvel som kristne har ofre og det jødiske folk har ofre som kirken har, men så hører ligheden også op. Der er lighed i kategori, men ikke i selve karakteren af ofrene. For mens jødernes var givet som et slaveoffer – så gives det kristne offer som et frit offer. Således er frihed banneret over hele afsnittet. Herrens enhed er tilstede – i at der er tale om en offer dengang og et offer nu. Og fordi det er den samme Gud dengang såvel som nu (And for this reason), så er der stadig ofre, og hvor jøderne satte 10% til side – så sætter de der har fået frihed alt til side for Herrens formål.  

Augustin om tiende

Augustin, den måske største teolog kirken nogensinde har haft har i en udlægning af 1 Tim 6:18 hvor Paulus byder rige at dele, hvori han relaterer dette til tienden. Citatet fortjener at blive givet i sin fulde længde fordi det er så skarpt at det bør tale til os klart i den rigeste del af verden:  

Must they then lose all they have? He said, “Let them communicate,” not “Let them give the whole.” Let them keep for themselves as much as is sufficient for them, let them keep more than is sufficient. Let us give a certain portion of it. What portion? A tenth?´Luke xviii. 12. The Scribes and Pharisees gave tithes for whom Christ had not yet shed His Blood. The Scribes and Pharisees gave tithes; lest haply thou shouldest think thou art doing any great thing in breaking thy bread to the poor; and this is scarcely a thousandth part of thy means. And yet I am not finding fault with this; do even this. So hungry and thirsty am I, that I am glad even of these crumbs. But yet I cannot keep back what He who died for us said whilst He was alive. “Except your righteousness exceed the righteousness of the Scribes and Pharisees, ye shall in no case enter into the kingdom of heaven.” Matt. v. 20. He does not deal softly with us; for He is a physician, He cuts to the quick. “Except your righteousness exceed the righteousness of the Scribes and Pharisees, ye shall in no case enter into the kingdom of heaven.” The Scribes and Pharisees gave the tenth. How is it with you? Ask yourselves. Consider what you do, and with what means you do it; how much you give, how much you leave for yourselves; what you spend on mercy, what you reserve for luxury. So then, “Let them distribute easily, let them communicate, let them lay up in store for themselves a good foundation against the time to come, that they may hold on eternal life.” (LINK)  

 1 Tim 6:18 byder på dansk de rige at dele deres rigdom med de fattige – “Let them communicate” siger Augustin. Ikke give det hele – blot dele. Dette sammenligner han så med de skriftkloge og farisæernes tiende – og heri bliver det ret indlysende at dette på ingen måde var en ordning Augustin trak parallel til i sin nutid. Hvorfor påminder Augustin ikke de rige om at de stadig skal holde fast i denne ordning? Fordi den ikke gælder mere er det indlysende svar. Men Augustins vinkel er ikke en – så behold bare roligt dine penge for dig selv. Tværtimod. Han anvender det faktum at de skulle betale 10%, som en ansporing til at vi bør overgå dem, og så slår han over i en formaning der får enhver snak om penge til at blegne i mange kirker i dag. Hvordan er det med dig? Spørg dig selv?… Begge forhold fra før hos Irenæus dukker altså op igen:  

1) Tienden hører en svunden tid og pagt til.  

2) Det er erstattet med et liv hvor vi bør stræbe efter en skat der venter os i himmelen, og de midler vi har på jorden skal vi bruge for Guds rige og til at gøre godt med.  

Der kan sagtens etableres en del forhold omkring at give der går tættere på – end disse citater fra oldkirken. Disse ovennævnte er dog vidnesbyrd om at de få udsagn om tiende der er i NT ikke er udsagn der skal læses som en videreførelse af GT’s ordning. Når det er sagt så bør det fra NT være indlysende at  

Kristne bør blive til glade givere

Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« (Luk 6,38)  

Det forhold hænger uløseligt sammen med at Gud er en glad giver selv, og Han ønsker at vi skal dele denne glæde med Ham. Gud elsker en glad giver siger Paulus, og med dette som udgangspunkt, så er det indlysende at der for kristne på ingen måde kan være tale om en lov for at give. 2 Kor 9:7:  

Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.  

Der bør ikke være ngoet pres på kristne for at give, eller rettere der bør ikke være et andet pres end det der flyder fra evangeliet. Lovens regel om 10% – for ellers stjal man fra Gud er helt væk. Det er fuldstændig i modstrid med evangeliets ånd når kristne ledere taler om at man stjæler fra Gud hvis man ikke bringer tienden til Guds hus. Eller hvis man siger at 10% af ens indtægt ikke tilhører en selv, og skal afleveres til Guds hus. Der er ikke sådan et pres. Der er presset på at blive en glad giver som Herren selv – der deler sin rigdom med andre. Når Gud ser på en givers hjerte, så ser han på et forhold der hænger rigtig godt sammen med hjertet i tienden i GT. Fra NT er det nemligt ligeledes synligt at:  

Kristne bør give i forhold til deres rigdom

Historien om den fattige enke der gav alt hvad hun ejede er en glimrende illustration på at Gud, da han indførte tienden for Israels folk i GT, handlede ud fra et generelt naturligt princip der har hans velbehag. At folk giver i forhold til hvad de har. Den fattige enke blev rost for at give ud af sin fattigdom, alt hvad hun havde, i modsætning til farisæerne der lagde flere penge i bøssen, men ikke i forhold til deres rigdom. Glade givere, der giver i forhold til deres rigdom formanes også i NT til at give lokalt  

Kristne bør give lokalt

Paulus redegør i 1. Kor 9 for en ret til at spise og drikke (på menighedens regning) som han dog – for evangeliets skyld – giver afkald på  

Her er mit forsvar over for dem, der kritiserer mig: v4 Har vi ikke ret til at spise og drikke? v5 Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas? v6 Eller er det kun mig og Barnabas, som ikke har ret til at lade være med at arbejde? v7 Hvem er soldat på egen løn? Hvem planter en vingård og spiser ikke selv af dens frugt? Eller hvem er hyrde for en hjord og drikker ikke af mælken fra hjorden? v8 Er dette noget, jeg selv finder på at sige, eller siger loven det ikke også? v9 Jo, i Moseloven står der skrevet: »Du må ikke binde munden til på en okse, der tærsker.« Er det okserne, Gud tænker på? v10 Siger han det ikke i det hele taget med tanke på os? Jo, med tanke på os er det skrevet, for den, der pløjer, skal pløje med håb, og den, der tærsker, skal gøre det i håb om at få sin del. v11 Når vi har sået de åndelige goder hos jer, er det så for meget, om vi høster materielle goder hos jer? v12 Når andre har ret til at få noget hos jer, har vi det så ikke endnu mere? Alligevel har vi ikke gjort brug af denne ret, men finder os i alt for ikke at lægge hindringer i vejen for evangeliet om Kristus. v13 Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? v14 På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.  

Herren har på samme måde bestemt at de forkynder evangeliet, skal leve af det. Her har Paulus en henvisning til ordningen fra Gamle Testamente. Hvis det noget sted var naturligt for Paulus at slå tiendeordningen fra GT fast med syvtommersøm, så havde det været her. Det er godt nok et argumento silentio. Fra hvad Paulus ikke har sagt, men det havde været et naturligt sted at sige det, og derfor er denne pointe på sin plads mener jeg. Paulus argumenter er værd at bemærke  

• Det er argumenter fra sund fornuft: Hvem er soldat på egen løn? Hvem planter en vingård og spiser ikke selv af dens frugt? Eller hvem er hyrde for en hjord og drikker ikke af mælken fra hjorden?
• Hans henvisning til loven er henvisningen til 5Mos 25,4 om at en okse skal have lov at spise af den mark den arbejder på. Paulus retoriske spørgsmål har det indlysende svar, at dette ikke primært handlede om okser, men om evangeliets arbejdere.
• Princippet det hele koges ned til er: NÅr vi har sået de åndelige goder hos jer, er det så for meget, om vi høster materielle goderhos jer.
• Det tættes man kommer på tiendeordningen – men uden at nævne den – er templets indtægter der gav brød på bordet til dem der arbejdede i templet. Eksemplet der klarest illustrerer det princip der er Guds hjerte. Den der tjener med Åndelige goder skal velsignes af dem han tjener med materielle.

Det er ud fra teksten indlysende at  

• Det var i orden hvis Paulus havde sat sig selv på kirkens budget
• Der var en tilsyneladende praksis for det. “Er vi ikke i vores gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herren brødre og Kefas?

Det synes således at have været etableret historisk at den første kirke gav materielle goder til folk der tjente med evangeliet – og at Paulus slår et generelt princip fast om dette med GT som eksempel. Dog uden at nævne nogen tiendeordning. Således bør det også være i dag. Kristne bør være mennesker der er sat frie til at dele Guds giverglæde, i forhold til deres rigdom, og lokalt til dem der giver dem åndelig føde.  

Tienden som en god åndelig disciplin

Jeg møder folk der karakteriserer tienden som et godt princip, en god åndelig disciplin, og det er der god grund til at give dem ret i at det er. Tienden opfylder jo flere af de ting NT forventer af os. Den kalder os til at 1) give, 2) give lokalt, og 3) give i forhold til vores rigdom. Disse ting bør vi formane kristne til – og hvis dette ikke skal forblive en god intention, men til virkelig, så er der behov for en hasp, som jeg har hørt det beskrevet, der fastholder en omkring disse ting. Det er fornuftigt, og jeg kan godt lide tanken om en hasp der sikrer at det ikke blot er gode intentioner vi har. Men ville disse kristne være villige til at sige: “Der er ingen tiendeordning vi er underlagt som kristne?” Måske - men jeg er ikke helt sikker. Vil de være villige til at bruge et andet ord? Givertjeneste måske? Det lyder måske nok som noget der kun er for nogen, og ikke alle, hvilket ikke lyder som NT’s ånd. Men hvis man vælger at kalde det tiende, så skylder man sin menighed at forklare hvorfor det ikke er GT’s ordning der føres videre - for evangeliets skyld.  

Således mener jeg – hvad mener du? 

Hvad vil du svare en der siger: Jeg vil give 6% til min menighed og ikke 10% 

Vil dit svar være anerledes til ham der siger: Jeg vil give 10% procent til min menighed ikke 15%

Share on Facebook