Mikael Wandt Laursen – DEL 6: HVORDAN OPSTOD DET NY TESTAMENTE? (kap 10)

Fri kopieringsret med kildeangivelse: “bibelen fordrejet, forfalsket eller fantastisk” af Mikael Wandt Laursen.

KAP. 10: DE FØRSTE TRE BØGER OM JESUS.

Selve kernepunktet i den kristne tro er “Evangeliet” – de gode nyheder – om Jesus Kristus Guds søn, som blev menneske, blev korsfæstet og opstod igen. Uden forkyndelsen af evangeliet ville ingen kunne tro og frelses for:”troen kommer af det som høres” 63 Gud valgte at bringe evangeliet gennem fire forskellige mænd, som han havde forberedt til denne opgave. I deres beretninger beskriver de næsten kun de sidste 3 år af Jesu liv på jorden, og af disse 3 år får den sidste uge en uforholdsmæssig stor plads. Dette viser at målet ikke var at lave en biografi af Jesus, men at bringe de gode nyheder – evangeliet. På hver deres måde og med hver deres forudsætninger inspirerede Gud dem til at give fire fuldkomne, men forskellige, billeder af Jesus. Matthæus tegner et billedE af Jesus som kongen. Markus viser ham som tjeneren, Lukas som mennesket og Johannes som Guds søn.De første tre beretninger ligner meget hinanden, mens den sidste – Johannes skiller sig ud. Mattæus, Markus og Lukas kaldes under eet for “Synopsen”. Det synoptiske problem. Uanset hvordan man stiller sig til evangelieberetningerne, om de er inspirerede eller ej,så melder sig det samme spørgsmål: “Hvordan blev de til ?” Evangelisterne har jo ikke modtaget ordene direkte som citater fra himmelen. Lukas siger inddirekte, at han bl.a. har sin viden fra øjenvidner 64. Johannes fortæller, at han selv er øjenvidne til sin beretning og det er det han vidner om.65 Hvis vi i første omgang ser bort fra Johannes og ser isoleret på de resterende tre -synopsen – så dukker der nogle facts op, som måske kan kaste lys over hvordan de blev til.Ÿ Markus har 661 vers. Af disse går 606 vers igen i Matthæus og 350 hos Lukas. 31 vers findes kun hos Markus. Mattæus og Lukas har 250 vers tilfælles som ikke findes i Markus. Matthæus har 300 vers som kun findes hos ham, mens Lukas har 550 66. De tre evangelister har nogle steder så enslydende ordpassager ned til de mindste grammatiske detaljer, at det ikke kan være tilfældigt. Se feks. Matt 9 v 6, Mark. 2 v 10 og Luk. 5 v 24: “Men for at I skal vide, at menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder – så siger han til den lamme:(jeg siger dig)stå op, tag din båre (seng) og gå hjem”. (1948 oversættelse) ŸPå den anden side adskiller beretningernes form sig så meget fra hinanden, at de klart må betragtes som tre forskellige værker. Disse tre facts fører til et af de mest omdiskuterede emner i al bibelkritik:”Det synoptiske problem”. Det synoptiske problem kan defineres som “Hvordan kan det forklares at de 3 første evangelier ligner hinanden så meget og til trods herfor er så forskellige?”67. Samarbejdede de tre evangelister, kopierede de hinanden eller brugte de blot en fælles kilde? Problemet har gennem tiderne fået både liberale og konservative bibeltro til at fremkomme med adskillige løsningsmodeller 68.

BIBELTRO LØSNINGSMODELLER. Den mundtlige tradition. En af de gamle løsningsforslag er den såkaldte “Mundtlige tradition”. Den går ud på, at der er to slags kilder til evangelierne: 1. Evangelisterne var selv i besiddelse af en viden om Jesu ord og handling.Mattæus var en af apostlene, som havde fulgt Jesus. Markus havde ligeledesværet øjenvidne til nogle af hændelserne, samtidig med at han modtog viden fra apostlen Peter, som han arbejdede tæt sammen med (1 Pet 5 v 13). Lukas havde selv gjort et grundigt research arbejde, samtidig med, at han var under apostlen Paulus’ ledelse. 2. Facts om Jesus var blevet samlet af apostlene og organiseret og derefter lært udenad i en rimelig færdig form. Evangelisterne brugte så i forskellig grad materiale fra denne kilde til deres beretninger. Der er flere facts, som gør, at dette løsningsforslag er rimelig sandsynligt.
1) På Jesu tid var det helt almindeligt, at en rabbiner – en jødisk lærer – oplærte sine disciple til at huske endog meget store portioner skriftmateriale udenad. Det var ikke ualmindeligt, at nogle kunne citere store dele af GT udenad. Jesus har med stor sandsynlighed anvendt denne rabbinske læremetode på sine disciple, da han vidste, at det var dem, som skulle bringe hans budskab videre.
2) At Jesus skulle have anvendt denne læremetode støttes ved det faktum, at hvis man genoversætter de græske manuskripter til det aramæiske sprog Jesus talte, så fremkommer der ofte rim og ryme, som gør det sagte nemmere at huske. Jesus kan altså have anvendt rim og rytmer i sin tale, for at disciplene lettere skulle huske de enkelte ord. En teknik som også kendes fra GT.
3) At apostlene skulle have samlet og organiseret factsene om Jesus i en rimelig færdig mundtlig form kan ikke afvises. I den første tid arbejdede og forkyndte de sammen i Jerusalem, hvor de igen og igen forkyndte evangeliet om Jesus for både ven og fjende. Et budskab som gentages flere gange har tendens til at blive standardiseret. I ApG 2 v 22-32 og 10 v 36-43 har vi to fremstillinger af evangeliet, som Peter giver til to forskellige slags publikum. Ligheden mellem de to fremstillinger kunne tyde på tilstedeværelse af et “standardiseret” evangelium i mundtlig form 69.
4) At menigheden skulle have haft en sådan mundlig tradition, sandsynliggøres endvidere ved, at de første troende havde brug for sådan en. Der var mange som forkyndte evangeliet, og modstandere kunne have brugt fordrejninger eller uoverensstemmelser mellem disse forkyndere til.angreb på de kristne. Det var også nødvendigt, at de nye troende fik hele evangeliet at høre, sådan som det var fortalt af pålidelige øjnvidner. En standardiseret mundlig tradition ville løse disse problemer.
Selvom “den mundlige traditions” teori er en rimelig sandsynlig forklaringsmodel så langt den strækker, så er den alligevel mangelfuld på nogle vigtige områder. Feks. hvordan kan de tre evangelier have en lighed, nogle steder, ned til de mindste græske grammatiske detaljer. Man skal huske på, at menighedens mundlige tradition var på aramæisk, og en total enslydende oversættelse til græsk er usandsynlig. Den mundtlige
tradition giver heller ikke en forklaring på hvorfor næsten hele Markus findes hos Matthæus og Lukas, og hvorfor de to har ca 250 vers tilfælles, som ikke findes hos Markus.

Dokumentar hypotesen.
En forklaring på ovennævnte problem forsøger Dokumentarhypotesen at give. Den hævder, at Matthæus og Lukas begge byggede deres beretning på Markus samt på et kildemateriale kaldet Q-kilden. Q-kilden skulle være en tekstsamling bestående af Jesu taler, blandt andet bjergprædken, som altså Markus ikke havde kendskab til, eftersom han skrev sit evangelie tidligere. Der er flere faktore som kunne pege i den retning.

Om dette “logia” er ensbetydende med Q-kilden kan ikke siges med sikkerhed, eftersom vi ikke præcis ved hvad logia er. Men sandsynligvis har det været en samling af Jesu ord. “Logia” var for de kristne dengang en betegnelse for Guds ord gennem profeterne i GT. Matthæus kan altså have foretaget en lignende samling af den “store profets” ord. Der er nogle træk i de 250 fælles vers, feks sprogbrug og indhold, der kunne tyde på at de kom fra en sådan kilde opbygget på samme måde som GT’s profetiske bøger 71. Til trods for disse argumenter er dog også denne teori mangelfuld, i det den ikke inddrager de væsentlige faktorer som “Den mundtlige tradition” er bygget op omkring. Dokumentar hypotesen er udelukkende bygget op omkring evangelisternes kontakt med hinanden gennem dokumenter (Markus evangeliet & Q-kilden) og medtager ikke evangelisternes personlige kontakt med hinanden, den tidligere omtalte “menighedens mundtlige tradition” (et “standardiseret” evangelium) samt evangelisternes egen personlige viden, erhvervet gennem erfaringer eller øjenvidner.
Et andet væsentligt svaghedspunkt ved teorien er, at man ikke har et endegyldigt bevis for Q-kildens eksistens. Der er kun forskellige indicier dvs. ting, som kunne tyde på dets eksistens.

F.F. Bruce’s kombinations teori:
I sin bog “Det nye testamentes skrifter, er de troværdige ?” 72 kombinerer professorF.F. Bruce de to nævnte teoriers stærke sider, så nogle af de svage undgås:
I lighed med “Den mundtlige tradition” hævder han, at der i den første menighed ved apostlenes forkyndelse fremkom et “standardiseret” evangelium, en menigheds mundtlige tradition. Det var denne forkyndelse, som Markus nedskrev med apostlen Peters hjælp. Hvis man sammenligner Markus evangeliet med den tidlige forkyndelse i menigheden, som vi finder gengivet i talerne i Apostlenes Gerninger, så finder man en
lighed, som bestyrker denne teori.I lighed med Dokumentar hypotesen hævder han, at Mattæus på et tidligt tidspunkt nedskrev Jesu taler under betegnelsen “Logia” Denne nedskrivelse byggede på hans egne noter, skrevet under vandringen med Jesus. Da Lukas senere ankom til Israel i følge med Paulus 73, begyndte han at samle informationer fra øjenvidner, til det evangelium Paulus og andre allerede havde forklaret ham. Han fik to år i landet inden han fulgte Paulus videre mod Rom 74. I denne tid mødte han mange øjenvidner, lyttede til forkyndelsen i menigheden i Jerusalem, og fik fat i en eller anden sandsynligvis græsk oversættelse af Mattæus’ logia.
Da han sammen med Paulus ankom til Rom, fik han en tid der sammen med Markus 75. Uden tvivl har disse to talt om deres evangelieberetninger, og på den måde har Lukas fået del i Markus’ viden og muligvis også læst hans evangelium eller forarbejdet til denne.Ud fra alle disse kilder, og med Helligåndens inspiration, nedskrev han så omkring år 61 sit evangelium, som sandsynligvis udkom i Rom. Nogle år senere besluttede Matthæus, at nedskrive sin evangelieberetning. Han ønskede, at fremstille Jesus som Messias jødernes konge, som opfyldte GT’s profetier.Matthæus var en af de 12 apostle. Han havde fulgt Jesus, nedskrevet hans taler, været med i menigheden første tid og kendte mange øjenvidner inklusive Markus og hansevangelium. Ud fra sin egen særviden, andres viden, kendskabet til det “standardiserede” evangelium, Markus evangeliet samt sin egen “Logia” nedskrev han sin evangelieberetning. Som det fremgår af den skematiske fremstilling, er det ikke en helt enkel teori, men alligevel den til dato mest sandsynlige. Det eneste springende punkt i teorien er fortsat Mattæus’ Logia som man, bortset fra Papias tidligere nævnte citat, ikke har noget endeligt bevis for har eksisteret. Der er selvfølgelig også andre mindre usikkerhedspunkter, men tiden vil vise om teorien er holdbar eller om den må vige pladsen for en anden. Selvom vi i disse teorier har afdækket de mulige kilder til vore tre evangelier, så er det vigtigt at huske, at evangelisterne ikke blot nedskrev en hel masse som de hørte, og de plukkede ikke bare lidt her og lidt der fra andres værker.De havde hver deres formål med deres beretninger. Under Helligåndens ledelse ønskede de hver især at tegne deres billede af Jesus. De udvalgte derfor hvilket “stof”som de ville bruge og hvordan de ville bruge det. Skulle det være et kort sammendrag eller en detaljeret gengivelse? De arrangerede og tilpassede det ind i netop deres sammenhæng. Men hele tiden var de meget opmærksomme på at give en fuldt ud sandfærdig beretning. Det er noget som ligheden mellem evangelieberetningerne taler sit tydelige sprog om. De tre evangelieberetninger er hver for sig selvstændige værker,som på hver deres måde forkynder det sande evangelium om Jesus Kristus Gud’s søn. Baggrunden for de liberale løsningsmodeller I indledningen blev den oprindelige liberale tankegang beskrevet, sådan som den udformede sig i 1700-1800 tallet under teologer som Harnack og Haltzmann. Synspunktet var, at Jesus var et helt almindeligt menneske med et budskab om næstekærlighed og Gud som alles far. Han var på ingen måde overnaturlig og udførte altså ingen mirakler. De steder i bibelen, som fortalte noget andet blev betragtet som indføjelser eller omskrivninger foretaget af kirken. Jo ældre skrifter man fandt frem til, mente liberal teologerne, jo mindre ville de være farvet af kirken og jo mere ville de fremstille Jesus som et helt almindeligt, ikke overnaturligt menneske. Derfor måtte de nuværende evangelieberetninger være skrevet meget sent – omkring det 4. århundrede – fordi de i høj grad beskriver Jesus som Guds søn, der havde magt over sygdom og død. Denne oprindelige liberale tankegang er senere blevet forladt af alle seriøse forskere fordi den ganske enkelt ikke passer med fakta, som vi bl.a. så i afsnittet “Vidnesbyrd om Jesus”, hvor samtiden bla. klart opfatter Jesus som overnaturlig. Men tankegangen har givet inspiration til et væld af andre mere elle mindre yderliggående teorier. Pladsen her tillader ikke en gennemgang af dem alle. Flere af dem må også betegnes som ren spekulation, som ignorerer fakta, hvilket gør en egentlig gennemgang irrelevant. Nogle af de liberale teorier er imidlertid så udbredte og anerkendte, at en nøjere gennemgang for mindst een af dem, må være på sin plads.

Formhistorie.
Dette er en af de mest udbredte teorier blandt liberale teologer i bred forstand. Mange betragter den som værende et faktum (på linie med evolutionsteorien), der ikke kan modsiges og på flere læreanstalter undervises der ud fra denne tankegang.Den formhistoriske teori går ud på at der i tiden efter Jesu død, cirkulerede mange små mundtlige fortællinger om Jesu liv og lære. Disse fortællinger blev spredt rundt i menighederne, hvor de efterhånden fik små “tillæg” og fortolkninger tilføjet så de passede ind i den pågældende menigheds sammenhæng.
Der er et eksempel i lignelsen om Kongesønnens bryllup (Matt 22) eller festmåltidet (Luk 14) som den kaldes i Lukas. De to forskellige versioner vi her får af den samme lignelse, fortæller noget om hvordan de små fortællinger er blevet fortolket og ændret af menighederne, så de passede ind i deres brug. Mattæus fortæller, at tjenerne kun blev sendt ud en gang efter nye gæster – da de oprindeligt inviterede havde afslået. Lukas siger, at tjenerne blev sendt ud to gange “for der var plads endnu”. Denne forskel viser, at Matthæus havde sin lille fortælling fra en gammel jødisk menighed, mens Lukas havde sin fra en menighed, som var optaget af hedningemission, og altså mente, at evangeliet var gået ud to gange: Først til jøderne, derefter til hedningerne 76. På et tidligt tidspunkt var man begyndt at nedskrive disse små fortællinger. De blev nedskrevet emnemæsigt, sådan at mirakel historier blev nedskrevet i en samling, helbredelser i en anden, lignelser i en tredie, taler i en fjerde osv. Selvom disse fortællinger efterhånden fandtes på skrift så forhindrede det ikke den enkelte menighed i at indføje, ændre eller fortolke i de afskrivninger som de foretog. Omkring år 70 begyndte Markus at samle nogle af disse små skrevne fortællinger og væve dem ind i en historisk ramme. Holdepunkterne for historierammen havde han fra den forkyndelse af Jesu liv, som havde lydt fra begyndelsen. Senere gik Lukas igang med at samle sit evangelium og til sidst omkring år 80 begyndte en tredje forfatter på det samme. Det blev Matthæus evangeliet.Evangelisterne nøjedes ikke med at samle de i forvejen ændrede små skrevne fortællinger, deredigerede dem, så de passede til netop deres sammenhæng og formål. De tre evangelier er altså ikke et værk af historiske øjenvidner, som vidner om det de har set og hørt, men det er et værk som nok oprindeligt kan have stammet fra Jesus, men som er blevet ændret og redigeret af både menigheder og forfattere. Hvad der så er originalt rigtigt i evangelierne er der delte meninger om. Nogle hævder at Jesus nok har lavet nogle mirakler, mens andre mener at dette også er en tilføjelse/tolkning fra menighederne. Argumenterne for den form-historiske teori bygger først og fremmest på forskellenemellem evangelieberetningerne.

Denne typiske beskrivelsesmåde skulle altså dokumentere, at de forskellige grupper af fortællinger (mirakler, lignelser, osv.) oprindelig har været sat sammen i hver deres samling. Hvordan skulle de ellers have så mange
fællestræk i deres måde at fremstille begivenhederne på?

Den liberale teoris uholdbarhed.
Den formhistoriske teori har en række klare svagheder, der sætter kraftigt spørgsmålstegn ved denne teori. Argumenterne imod disse svagheder kan samtidig bruges imod andre liberale teorier, som pladsen her ikke tillader bliver behandlet.Modargumenterne samler sig i 4 grupperinger: Kirkefædrenes vidnesbyrd,forfatterskab, en forklaring af forskellene i synopsen samt “tekst kritik”.Det sidste emne vil blive behandlet i det sidste kapitel, hvor vi vil undersøge sandsynligheden for at den tekst vi har idag repræsenterer originalmanuskripterne. Kirkefædrenes vidnesbyrd. Blandt kirkefædrene er der intet vidnesbyrd der støtter den form-historiske teori. Det er korrekt at mange, udover evangelisterne, havde sat sig for at nedskrive beretninger om Jesus 78, men at der skulle have været samlinger af små fortællinger med mirakler, lignelser osv. er der intet historisk belæg for, tvært imod. De kirkefædre, der levede i 100 tallet, måtte have vidst besked om disse samlinger, hvis de eksisterede. Den viden viser de ingen tegn på at være i besiddelse af. Tværtimod argumenterer de klart og utvetydigt for, at evangelierne er værker udført af apostlen Mattæus, apostlen Peters medarbejder Markus og apostlen Paulus medarbejder Lukas. De tre evangelister blev klart betragtet som forfattere og ikke bare som redaktører, som havde sammenredigeret forskellige småhistorier.Hvis der fandtes disse samlinger af små fortællinger, hvor er de så blevet af? Vi ved at i menighedens første tid, var der ingen central kirkemagt til at dirigere. Menighederne var selvstændige enheder, der vogtede over deres hellige skrifter. Hvorfor skulle de, uden mindste modstand, tilintetgøre de samlinger af småfortællinger, de var i besiddelse af, og så bare antage de tre evangelieberetninger, som værende autorative
og inspirerede. De småfortællinger som de selv sad inde med måtte jo være tættere på Jesu originale ordlyd end evangelierne, som blot var en ny gengivelse. Ovenikøbet benyttede evangelisterne sig af sådanne fortællinger, som ifølge formhistorikerne var stærkt præget af den menighed, som havde afskrevet dem. Hvis fortællingerne var så stærkt præget af enkelte menigheder, hvorfor skulle så andre menigheder acceptere, at netop en anden menigheds prægning af en fortælling kom med i alles evangelium? Hertil må der tilføjes, at det er højst utænkeligt, at menigheder var parat til at indskrive deres egne holdninger og meninger i tekster med Jesu ord, som om deres egne holdninger var Jesu ord. Vi ved fra kirkehistorien, at menighederne værnede om Gudsord. Det var deres holdepunkt i tider, hvor mange måtte lade livet for det de troede på. Man behandler ikke det skødesløst, som man er parat til at dø for. Langt mere logisk er det at antage, at apostlen Mattæus, apostlen Paulus´medarbejder Lukas samt apostlen Peters medarbejder Markus nedskrev deres evangelier ud fra egen viden og andre første hånds vidner. I kraft af denne apostoliske autoritet, og i kraft af evangeliernes troværdighed blev de anerkendt af menighederne som værende autorative.

Forfatterskab
Den formhistoriske teori og andre liberale løsnings modeller enten benægter, at evangelie-beretningerne er skrevet af Matthæus, Markus og Lukas, eller de benægter, at det var førstehånds øjenvidne skildringer, som de nedskrev. Men argumenterne for disse benægtelser er langt svagere end argumenterne for det modsatte. Matthæus. Det er korrekt, at ingen af de tre påstående forfattere nævner sig selv direkte som forfattere i deres evangelieberetninger. Grunden hertil kan være, at på det tidlige tidspunkt, hvor de blev skrevet, fandtes der ikke andre falske gengivelser af evangeliet. Det var først da disse begyndte at florere, at det blev nødvendigt for den første menighed at markere forfatteren som et tegn på skriftets troværdighed. (se iøvrigt diskussionen om de kanoniske bøger).
Om Matthæus ved vi egentlig ikke så meget. Vi ved, at han var en tolder, som blev kaldet af Jesus til at være en af hans tolv disciple79. Efter at han står omtalt som en af apostlene samlet på øvre salen efter Jesu himmelfart (ApG 1 v 13), forsvinder hans navn ud af bibelen og vi har kun få henvisninger til ham blandt kirkefædrene. De fleste af disse henvisninger drejer sig om hans forfatterskab til det evangelium, som bærer hans navn. Således skriver Irenæus i slutningen af 100 tallet:
“Matthæus forfattede også et skrevet evangelium blandt hebræerne på deres egen dialekt, mens Peter og Paulus prædikede i Rom og lagde
menighedens fundament” 80 Blandt kirkefædre er der ingen tvivl om at det var apostlen Matthæus, som forfattede
den pågældende evangeliebbretning. Hvis det var en falskner der stod bag evangeliet, er det ikke særligt sandsynligt, at han ville bruge Mattæus som dæknavn for at give sit falskneri troværdighed. I stedet ville han anvende nogle af de mere fremtrædende apostles navne som falskt dæknavn. Apostlen Matthæus’ kvalifikationer svarer godt til de krav, der må være stillet til evangelie-beretningernes forfattere. Han var tolder og vant til at skrive og tage noter. De noter han udfærdigede under vandringen med Jesus, er senere kommet ham til
gode, når han skulle gengive Jesu taler for andre. Med hensyn til Irenæus ord om, at Matthæus skrev på hebræernes dialekt, dvs, aramæisk, så er det meget muligt, at han først skrev evangeliet på aramæisk og senere på græsk. Den græske udgave har så vundet mest udbredelse og udkonkurrerede den aramæiske udgave.

Flere forskere er enige om, at Mattæus evangeliet er nedskrevet på et tidspunkt sidst i 60′erne, hvilket er et stærkt argument for apostlen Mattæus forfatterskab, da det er indenfor hans levetid. Argumenterne for denne dato er bl.a. følgende:

4) Den tyske forsker Carsten Thiede hævder, at et papyrusstykke fra Matthæus kap 26, som findes på Oxford biblioteket kaldet “Magdalen fragmentet”, stammer fra før år 100. Han baserer sin påstand på, at skrivestilen, som er anvendt, var typisk for netop den tid hvor Jesus levede og tiden lige efter. The Times skriver den 24 maj 1994 :
“Ikke siden fundet af dødehavsrullerne i 1947 har der været sådan et potentielt (muligt red.) gennembrud i bibelarbejdet. De nye datoer er et vigtigt vidnesbyrd om at Matthæus skrev en generation efter korsfæstelsen eller tidligere ” 81

Markus.
Markus – forfatteren til den korteste evangelieberetning – ved vi en hel del om. Han havde en stærk tilknytning til den første menighed i Jerusalem, og havde sandsynligvis været øjenvidne til nogle af de begivenheder, han omtaler i sit evangelium82. Han voksede op med apostlenes forkyndelse, og blev senere henholdsvis Paulus’-, Barnabas’- og Peters medarbejder 83.
Argumenterne for hans forfatterskab er flere.

Med disse argumenter for Markus forfatterskab og hans tilknytning til Peter, må vi også tilskrive evangeliet en relativ tidlig nedskrivning, da Peter led martyrdøden år 68. Denne dato støttes af det faktum, at evangeliet indeholder den første menigheds forkyndelse, som den også er gengivet i ApG, og der er derfor ingen grund til at antage en senere nedskrivningsdato. Endvidere må man huske på at noget tyder på, at Markus er skrevet før de to andre evangelier. Som tidligere nævnt indeholder de to nærmest hele Markus, som de sandsynligvis har brugt som en af deres hovedkilder. En lille bemærkning i Markus evangeliet skal også nævnes som eksempel. I Mark 15 v 21 nævnes Simon fra Kyrene som den som bar Jesu kors. Imidlertid kommer tilføjelsen “far til Alexandre og Rufus” Hvorfor nævnes disse to ? Sandsynligvis fordi de var kendt af Markus og de troende i Rom. Hvis dette er tilfældet, så er det yderligere et bevis for, at evangeliet blev nedskrevet indenfor en generation efter begivenhederne.

Lukas.
Når vi skal finde ud af hvem forfatteren til Lukas evangeliet er, må vi nødvendigvis også kaste et blik på Apostlenes Gerninger. Alt tyder nemlig på, at det er to bind af samme forfatter. De har den samme indledningshilsen til Theofilus, Ap.G bygger logisk videre på Lukas, skrivestilen, strukturen, ordbrugen og vægtlægningen på forskellige sandheder, feks. Helligåndens arbejde, er ens. Forfatteren til Apostlenes Gerninger er relativt let at finde og det gælder så også for Lukas evangeliet. I Ap.G. er der nogle sektioner som indeholder ordet “vi” startende i Ap.G 16 v 10. Forfatteren er altså selv med i beretningen. Er dette tilfældet, så kan vi ud fra disse “vi” sektioner konkludere, at forfatteren var en af Paulus rejseledsagere på flere af hans missionsrejser, bl.a. den sidste, hvor Paulus blev fængslet i Rom. I Kol 4 v 7-14 og Fil v 23-24 har vi en liste over de medarbejdere, som Paulus havde med sig i fængselsopholdet i Rom ( De to breve er skrevet derfra). Blandt disse forekommer blandt andet “lægen Lukas”. Af alle de navne, der er nævnt i disse to lister, er det kun Lukas´ navn, som ikke forekommer i Ap.G. Det ville heller ikke være nødvendigt, hvis han var forfatteren, eftersom forfatteren tager sig selv med, ved at bruge betegnelsen ” vi “, istedet for feks. betegnelsen : ” Jeg Lukas og Paulus rejste til Filippi.”
Lukas kvalifikationer taler for ham som forfatter. Han var højt uddannet og opdraget i græsk kultur og tankegang. Dette giver sig tydelig udslag i dobbeltbindet: Lukas evangeliet og Apostlenes Gerninger. Her anvendes nemlig en typisk klassisk græsk historiefortællings måde, hvori vigtige skælsættende begivenheder fremhæves med stor nøjagtighed. Feks. omtales Pinsedag meget udførligt. Det samme gælder når Gud sender Peter for at forkynde evangeliet til ikke- jøder. Tidspunktet for nedskrivningen af evangeliet må kædes sammen med Apostlenes
Gerningers nedskrivning, eftersom evangeliet er nedskrevet først85. Apostlenes Gerninger slutter brat med kommentaren om, at Paulus sad 2 år i fængsel i Rom. Vi ved fra hans breve, at han senere blev løsladt, rejste omkring og blev fængslet igen. Denne gang med døden til følge. Dette er ikke med i Apostlenes Gerninger, hvilket tyder på, at det blev afsluttet umiddelbart efter Paulus første løsladelse i år 63. Dette giver en nedskrivnings dato for evangeliet omkring år 61. Hermed stemmer også kirkefædrenes vidnesbyrd overens. Den falske lærer Markion anerkender i år 140, kun Lukas Evangeliet som ægte blandt evangelieberetningerne. Justin Martyr citerer fra det i år 140 og det samme gør Irenæus i år 170 sammen med flere andre. Lukas Evangeliet må altså være skrevet et godt stykke tid før det har fået så stor udbredelse og omtale. Lukas siger selv i Lukas kap. 1 v 1-4, at han har sin viden fra øjenvidner. Dermed må han have levet indenfor den generation, som selv oplevede Jesus som menneske. Lukas præcise historieskrivning med nævnelse af regenters navne og titler, hvilket ikke
var helt let at finde ud af, støtter hans egen påstand om, at han havde sin viden fra øjenvidner. De kunne nemlig huske deres mange forskellige regenters navne og titler. Var evangeliet skrevet efter øjenvidnernes død ville det være en uoverkommelig opgave at finde frem til så præcise personlige dataer, som Lukas gør. Sammenfattende sagt om forfatterskab.
Der er således stærke argumenter for en nedskrivning af alle tre evangelier før år 70. Man skal jo også huske på, at argumenterne for eet evangeliums tidlige nedskrivning, også kan overføres til de to andre evangelier. Sandsynliggør vi, at Matthæus er skrevet før år 70, så er det i sig selv et argument for, at Markus er skrevet før, idet Matthæus benytter sig af Markus evangeliet. Et tidligt nedskrivningstidspunkt er dødsstødet til den oprindelige liberale tankegang, hvor man mente at jo ældre kilder man fandt frem til jo mere fremhævede de Jesus, som et helt almindeligt ikke-overnaturligt menneske. Nu viser det sig, at evangelieberetningerne, sådan som vi har dem idag, er de ældste kilder, og de fremstiller ikke Jesus som et almindeligt menneske, men som Guds søn.
Argumenterne for, at apostlen Matthæus, apostlen Peters medarbejder Markus, og apostlen Paulus’ medarbejder Lukas er forfattere til de tre evangelier, må siges at udgøre en stærk helhed, som der ikke er noget belæg for at benægte. Denne omstændighed er samtidig også et stærkt argument imod en af den form-historiske- teoris hovedhjørnestene.Med de tre nævnte personer som forfattere, er der ingen grund til at antage, at de skulle have benyttet sig af dårligt overleverede små fortællinger, der cirkulerede i forskellige menigheder, når de enten selv var øjenvidner eller havde direkte tilgang til andres øjenvidne beretninger. Når dette er sagt, skal det dog nævnes, at den formhistoriske teori har bidraget med et væsentligt modargument mod den oprindelige liberale tankegang. Ved at opstille evangelieberetningerne i en masse små fortællinger, har den formhistoriske teori påvist, at hver eneste af disse små dele af evangelieberetningerne, er gennemsyret af troen på
Jesus som Guds søn og verdens frelser.Den oprindelige liberale tankegang har stædigt holdt fast i, at kun ganske få dele af evangelie-beretningerne er originale, mens resten er tillæg. Men alle dele – uanset hvordan evangeliet opdeles – peger på Jesus som Guds søn og verdens frelser, som har magt over synd og sygdom. Den formhistoriske teori er derfor en mere moderat teori set i forhold til den originale liberale tankegang. Den formhistoriske teori anerkender i modsætning til den liberale, at Jesus klart udgav sig for at være Guds søn og at han sandsynligvis udførte nogle mirakler. Men den formhistoriske teori fejler, når den ikke anerkender evangelierne som værende leveret af pålidelige øjenvidner, men som værker udformet på grundlag af små skrifter og præget af tilfældige menigheder.
Evangelieberetningernes forskelligheder. Stiller man de tre evangelieberetninger Matthæus, Lukas og Markus (og Johannes for den sags skyld) op ved siden af hinanden, og sammenligner beskrivelserne af identiske episoder, må man konstaterer, at der er større eller mindre forskelle mellem dem. Dette faktum gav fødsel til den formhistoriske teori, som brugte forholdet til at hævde, at de tre evangelister havde benyttet sig af forskellige små historiebeskrivelser, som nok beskrev identiske episoder, men som havde cirkuleret i kortere eller længere tid i
menighederne med dertil førende tilføjelser. Andre har hævdet, at forskellene evangelierne imellem viser, at de umuligt kan indeholde Guds 100% fejlfrie ord. Evangelieberetningerne må derfor være skrevet af almindelige mennesker uden nogen guddommelig “inspiration”. De kan derfor ikke have en højere autoritet end alle andre bøger skrevet gennem historien. Men kigger man nærmere på disse forskelle eller “modsigelser” som nogen ynder at kalde dem, ser man, at der rent faktisk kan findes en god forklaring på forskellene.
Evangelierne er ikke biografier. Før vi går igang med at se på forskellene, er der et grundlæggende fakta vi skal have slået fast. Evangeliernes formål var ikke at lave biografier af Jesus, men derimod at fortælle om Jesus med et læremæsigt mål for øje. Lukas er den eneste, som hævder, at have skrevet tingene ned i kronologisk rækkefølge (Luk 1v 1-4) Han ønskede at fremstille Jesus som menneskesønnen, og han havde især den græske verden for øje som modtagergruppe. Derfor formede han sit evangelie, så det passede ind i disses tankegang. Matthæus ønskede, at nå jøderne med Evangeliet om Jesus som konge og Messias. For at nå sit formål har Matthæus samlet Jesu ord og handlinger i 5 afsnit med hver en længere prædiken. Indholdet behøvede ikke nødvendigvis at hænge kronologisk sammen, men dette var underordnet, da han bedre kunne nå sit formål med en læremæssig fremstilling end en kronologisk. Dette er en fuldt ud legal litterær metode, som man ofte benytter sig af i litterære sammenhænge. Det afgørende er selvfølgelig, at Helligånden har ledt de to evangelister til på forskellig måde at nå hver deres formål. Tenney skriver i sin bog “New Testament Survey”: “Endelig skal Evangelisternes formål tages i betragtning. Med sikkerhed havde de meget fælles materiale som de brugte til forskelligt brug og organiserede i forskellige rammer under ledelse af Ånden. Forskellen mellem skriverne vidner om uafhængighed, lighederne reflekterer en fælles baggrund af information, et fælles emne og en fælles inspiration af Gud.” 86
Hermed har vi forklaret den forskellige opbygning af evangeliberetningerne.

Forskellene.
Men uanset hvordan opbygningen er, så er der nogle identiske episoder, hvor feks. Jesu ord ikke er helt ens, eller beretningerne tilsyneladende er forskellige. En god bibeltro forklaring kan imidlertid findes i følgende punkter:
1) Afvigelse i ordlyden i stykker som findes både i Lukas og Matthæus, men ikke i Markus, kan delvis forklares ved, at de begge benytter sig af den føromtalte tekstkilde kaldet Matthæus’ logia. Som tidligere nævnt, var denne oprindeligt skrevet af Matthæus på aramæisk, men senere oversat til græsk. De to Evangelister kan derfor have benyttet sig af to forskellige oversættelser, som begge er korrekte, men alligevel oversat med lidt forskellige ord. Hvis man genoversætter disse passager til aramæisk, så fremkommer ligheden
mellem Matthæus og Lukas igen 87.
2) Afvigelser i ordlyden kan også forklares ved, at de tre evangelister har besluttet at gengive feks en udtalelse fra Jesus på hver sin måde. Een kan gengive ordene som direkte tale, en anden kan gengive dem som indirekte tale, og en tredie kan vælge at bringe et sammendrag.
3)Afvigelser og forskelle i ord eller handling mellem to tilsyneladende identiske begivenheder, kan nogen gange forklares ved, at der i virkeligheden er tale om to forskellige begivenheder. Feks foretog Jesus ikke een, men to tempelrensninger. (Matt 21, Joh 2) Jesus blev salvet to gange. En gang af en kvinde i Simon den Spedalskes hus (Matt 26 v6, Mark 14v3-9). Ifølge Joh. 12 v1-8 var det Maria Lazarus´søster. En anden gang blev han salvet af en unavngiven kvinde,”som levede i synd”, mens han opholdt sig i Simon Farisæerens hus.( Luk 7v36-49)
De ting som Jesus talte om, gentog han naturligvis flere gange ved forskellige lejligheder. Han talte til forskellige grupper mennesker, og til hver af grupperne havde han et specielt budskab. Til farisærene talte han om hykleri, til folkeskaren om Guds rige, til disciplene om efterfølgelse osv. Derfor kan forskellene ved tilsyneladende identiske ordpassager ofte forklares med, at de er ordpassager om samme emne og til den samme gruppe, men sagt på forskellige tidspunkter. Et klart eksempel på dette findes feks. i Lukas kap 13v15 og Kap.14v5 hvor Jesus bruger den samme tanke begge steder. I kap. 13v15 læser vi: “I hyklere, vil ikke hver eneste af jer løse sin okse eller sit æsel fra krybben og trække dem hen og vande dem, selv om det er sabbat” I kap. 14 v 5 står der: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er sabbat” Modtagergruppen er i begge tilfælde farisærene. Selvfølgelig har der været flere tilfælde, hvor Jesus har brugt dette argument, når han skulle vise farisærernes hykleri. Dette, sammen med mange andre tilfælde, viser at Jesus ofte brugte samme argument eller “tanke” i sine udtalelser. Det forklarer, at tilsyneladende identiske udtalelser, kan være forskellige indbyrdes, da de i virkeligheden er udtalt på to forskellige tidspunkter. Dette kan også forklare, hvorfor der nogle gange er forskel på gengivelsen af lignelserne evangelierne imellem. Jesus har sikkert ved flere forskellige anledninger, fortalt lignelser, hvor udformningen måske ikke var helt ens, men tanken/billedet var det samme. Evangelisterne har så følt sig frie til at vælge mellem de forskellige versioner. Feks fortæller Jesus i Matt 22 lignelsen om “Kongesønnens bryllup”. Denne lignelse har mange identiske træk med den lignelse Jesus fortæller i Luk 14 “Det store festmåltid”. Tanken og billedet er nogenlunde ens, men udformningen er forskellig. De to lignelser er fortalt af Jesus på hver deres tidspunkt.
4)Evangelisterne har i det hele taget, været frie til at udvælge de hændelser, ord o.lign., som bedst passede til deres formål. Men også i beskrivelsen af forskellige hændelser valgte de, hvad de ønskede at lægge vægt på. I beretningen om den blinde Bartimæus omtaler Markus kun ham, mens Mattæus nævner 2 blinde. Ligeledes nævner Markus og Lukas een besat i beretningen fra Gerasenerne, mens Matthæus nævner to. En nærliggende forklaring er, at Markus og Lukas har valgt kun at omtale den mest fremtrædende88. Evangelisterne skal jo ikke bare ses som samlere af småhistorier, og heller ikke som forfattere i almindelig forstand. De samlede materiale og formede det under Helligåndens ledelse, så det passede til netop deres formål. De skal altså ses som ærlige, historisk troværdige samlere og redaktører, der i forskellig grad har lagt vægt på de forskellige sandheder, i det Jesus sagde.
Een har måske fremhævet noget, som en anden har udeladt. En anden har måske fremhævet en forståelse i Jesu ord, mens en anden har lagt vægt på en anden tolkning. Dette er med til at give hver evangelieberetning netop dets eget særpræg. Hvis man sammenligner Lukas 6 med Matthæus 5 -7, bjergprædknen, så ser man, at de identiske taler fra Jesus er gengivet på en lidt forskellig måde. Matthæus har valgt at sætte udtalelserne sammen i en række korte paragraffer, mens Lukas gengiver dem i større sammenhæng, anderledes sammensat. Hermed når de begge deres formål. Matthæus giver ordene en ramme, som jøderne var vant fra GT. Og Lukas sætter ordene sammen, så grækerne ville få det fulde udbytte af dem. Dette er en fuldt ud legal litterær behandlingsmåde, hvor man tilpasser materialet til sit formål uden at gå på
kompromis med det faktisk sagte.
5) En historisk baggrundsviden kan nogle være en stor hjælp til at forklare tilsyneladende forskelle evangelierne imellem. Feks. i beretningen om Bartimæus. Her siger Markus, at Jesus mødte Bartimæus på vej ud af Jeriko, mens Lukas siger, at Jesus mødte ham på vej ind i Jeriko. “En selvmodsigelse” siger skeptikerne. Arkæologien giver imidlertid et tilfredsstillende svar, set fra et bibeltro
synspunkt. På Jesu tid var der “to Jerikoer”, et nyt og et gammelt. Jesus har altså været på vej ud af det ene og ind i det andet, da han mødte den blinde89. Et andet lignende eksempel findes hos F.F. Bruce s 82. Her skriver han : “En interessant detalje i forbindelse med den besatte i Gerasenernes land illustrerer faren ved at kritisere evangelie beretningen på grundlag af mangelfulde oplysninger. Ifølge de bedste tekster (græske grundtekster red.) kalder Mattæus landet for “gadarenernes land” (8v28) Markus kalder det “gerasenernes land” (5v1) og Lukas sandsynligvis “gergesenernes land”(8v26)” T.H. Huxlay gjorde i “Essays Upon Some Controverted Question” grin med gadarenernes svin, som løb den 12 km. lange strækning mellem Gadara og Galilæasøen og ovenikøbet på vejen krydsede den dybe Yarmuk-flod. Den bedst kendte by med navnet Gerasa var en by godt 70 km. syd-øst for søen (svarende til den nuværende Jerash i Jordan), men Markus’ Gerasa genkendes i den nuværende landsby Kersa, som ligger ved søens østlige bred. Lukas’ “gergesenernes land” gengiver muligvis stedets nøjagtige navn, for Origenes kendte en landsby Gergesa ved Galilæasøen. Men byen Gadara ejede noget land i egnen omkring Kersa, og dette land såvel som svinene, der opholdt sig her, kunne med føje kaldes “gadarenernes” 90
6) En ofte omdiskuteret forskel mellem Matthæus og Lukas er Jesu slægtstavle. (Matt 1 v 1-17 & Luk 3 v 23-38) Der er enighed mellem de to evangelister når det gælder Jesu slægtstavle mellem Abraham og David (Matthæus går ikke længere tilbage end Abraham). Det er med Davids søn, at forskellene begynder og det fortsætter indtil Jesu stedfar Josef. Lukas nævner Davids søn Nathan som stamfar, mens Matthæus angiver Davids søn kong Salomon. Der er flere mere eller mindre indviklede bibeltro forklaringer på disse afvigelser. Den mest enkle giver dog et tilfredsstillende svar. Ifølge denne bringer Matthæus Josef slægtstavle, som er den kongelige linie direkte fra David gennem hans søn Salomon. Da Josef var Jesu juridiske far her på jord, tilfalder hans arv ifølge Moseloven Jesus91. Jesus kan derfor ses som den fuldt lovlige arving til Davids trone. Lukas bringer Marias slægtstavle, som ligeledes går tilbage til David. At Gud ordnede det på denne måde kan skyldes, at den af Salomon nedstammede kong Jekonja (Matt 1 v11) fik den forbandelse over sig (Jer 22 v 24-30), at ingen af hans efterkommere skulle sidde på Davids trone. Da Jesus ikke har Jekonja som kødelig stamfar undgår han forbandelsen. Men gennem sin mor er han en direkte efterkommer af kong David og gennem sin stedfar har han juridisk arvet retten til at sidde på hans trone. Læg for øvrigt mærke til, at Mattæus bringer en komprimeret slægtstavle. Han springer nogle af de mere ubetydelige konger over. Dette var normalt i datidens slægtsskrivning.
I disse seks punkter er langt hovedparten af de tilsyneladende forskelle mellem evangelierne forklaret. Nogle få af dem har vi måske ikke det fulde svar på endnu, men tiden arbejder for det bibeltro syn. Jo mere der er blevet klarlagt som faktum, jo mere er det bibeltro synspunkt blevet styrket. De forklaringer og argumenter, som er fremkommet i de sidste tre afsnit fjerner ryggraden fra både den form-historiske teori
og alle andre liberale teorier. Kirkefædrenes vidnesbyrd samt beviserne for at apostlen Mattæus, Lukas og Peters medarbejder Markus er forfatterne, vidner om, at teksten ikke er blevet ændret eller farvet. Det vil det sidste kapitel i denne bog levere yderligere bevis for. Forklaringen af de tilsyneladende forskellene i dette afsnit viser, at der ikke er tale om reelle forskelle, men blot om forskellig vægtlægning på forskellige sandheder som forfatterne valgte, for at deres beretninger skulle passe til netop deres formål. Dermed stemmer alle evangelie beretningerne overens og de tilsyneladende forskelle giver ikke noget grundlag for den bevisførelse, som de liberalt prægede påstande og teorier,bygger på.

Share on Facebook