Konservatisme uden Gud?

Den konservative identitetskrise ses tydeligt i deres desperate forsøg på at være andet og mere end et parti der ønsker skattenedsættelser. Lene Espersen og Connie Hedegaard var ellers begge på scenen og forsikrede på landsmødet at de konservative skam var mere end blot et økonomisk parti – de havde også værdier… konservative værdier. Men hvem har ikke værdier disse dage? Og hvad er det ved et sæt af værdier der gør dem konservative på en K måde? Socialdemokratiet har også værdier, de radikale har helt sikkert, KD har det, enhedslisten har dem.. alle har dem. Og eftersom de er værdier af i går, som de mener, bør gælde i dag så er disse jo også konservative. Så hvorledes er der nogen af disse der er konservative på en K måde? Der er to måder jeg umiddelbart kan se. Den første er at K-værdierne er andre værdier end S,B,KD osv.. Den anden er at disse værdier om end de måtte være de samme, holdes på en anden måde end S,B,KD osv.. Jeg vil her argumentere for at om end værdierne kunne adskille sig fra S,B,KD osv så er det kun hvis de også adskiller sig på den anden måde at de kan være konservative værdier, men hvis de skal det, så må de konservative have plads til Gud i deres værdisæt.

Det jeg her kalder K-værdier er altså værdier som de Konservative bør have for at være et ægte konservativt parti. Mit første skridt er at påpege måden hvorpå værdier kan holdes på. De kan holdes som sande relativt til subjekter og kulturer eller som absolutte og objektive. Holdes de som absolutte og objektive så behøver det ikke at udelukke at individer og kulturer har meget at skulle sige i forhold til erkendelsen af disse værdier, og det udelukker heller ikke at der er personrelative forhold eller kulturrelative forhold ved moralske værdier, blot at disse relative forhold i bund og grund forholder sig til objektive moralske værdier. I første omgang virker det indlysende at der findes objektive absolutte moralske værdier såsom at det er forkert at slå børn ihjel for sjov skyld. Men man kunne jo tro på forhold omkring verdenen der nødvendiggør at man også relativiserer sådanne moralske domme og dermed benægter at sådanne handlinger skulle være objektivt forkerte. Fx at der ikke findes nogen personlig rationalitet eksemplificeret i naturen og at denne er organiseret efter et naturligt og “blindt” princip der ikke havde moralske principper i sigte. Selv om Gud så fandtes eller universet har en rationel ånd i sig, eller hvad man ellers kunne tro på, så ville tilblivelsen af væsener som os ikke være designet til at vide og indrette vores adfærd efter gode og sande moralske principper. Således kunne vi værdsætte at andre tror på en værdi som næstekærlighed og håbe at de fortsætter med dette, men vi kan ikke sige at dette er det rette at gøre og at de derfor burde gøre sådan. Michael Ruse er en erklæret ateist der tror på noget i den retning:

. morality is a biological adaptation no less than are hands and feet and teeth. Considered as a rationally justifiable set of claims about an objective something, ethics is illusory. I appreciate that when somebody says ‘Love thy neighbor as thyself,’ they think they are referring above and beyond themselves. Nevertheless, such reference is truly without foundation. Morality is just an aid to survival and reproduction . . . and any deeper meaning is illusory” ¹

Selv om ateister måtte slutte sig til Ruse og mene at etik forstået som noget der rationelt kan berettiges er en illusion, er de dog ikke uden politiske og moralske muligheder. De kan jo sige at dette subjektive og irrationelle grundlag er grundlaget for at en gruppe af individer der har samme irrationelle og subjektive præferencer kan danne en kultur og udgøre en magtfaktor der må lyttes til. Det giver os en mulighed for at skelne mellem to tilgange til moralske værdier: som objektive og absolutte eller som subjektive og relative. De der følger Ruse har den tilgang til politik at det ikke handler om at indrette verden efter et sæt af rationelle moralske sandheder. Politisk diskussion har ikke sigtet at afdække det rationelle fundament for de involverede værdier, men derimod sigtet at samle enighed omkring de værdier de ønsker at rationalisere. For førstnævnte, dem med objektive og absolutte værdier, har værdier et rationelt fundament, for de sidstnævnte kommer rationaliseringen efter bestemmelsen af de værdier man ønsker at følge. Når de sidstnævnte er konservative, så udtrykker de et ønske om at fastholde værdier de stadig finder vigtige for dem, det er dog ikke dermed forpligtet på konservatisme af disse værdier – for disse værdier er aldrig andet i forhold til rationaliteten end hvad denne gruppe af mennesker opfatter som deres subjektive præference; de er ikke forpligtet på konservatisme, de bliver blot konservative fordi de tilfældigvis stadig fastholder værdier af i går. Der findes dog også en konservatisme for den førstnævnte gruppe af mennesker, og dette er en konservatisme der pålægges dem af værdier det ikke er op til dem at rationalisere, da disse bærer deres rationalitet i sig selv. Denne sidstnævnte gruppe må blive konservative, når de er næstekærlige, når de beskytter svage og lovgiver i forhold til retspraksis. De gøres konservative fordi de værdier de har i dag, også må være de værdier vi har i morgen, og om 100 år. De skal ikke opfinde den dybe tallerken, denne er opfundet, disse mennesker vil altid være konservative. Det er ikke en trend for dem at være konservative for at trække samfundet i en anden retning. De kan endda være progressive i tider hvor konservative værdier er blevet mudret til at mennesker der blot troede at sådanne var menneskelige konstruktioner der kunne omkonstrueres efter samfundets forgodtbefindende. Men selv når de er progressive er de konservative, fordi deres fremgang er en tilbagegang, en omvendelse af samfundet, tilbage dertil hvor samfundet burde være. Dette er ægte konservatisme. Men denne slags er dog kontingent i forhold til spørgsmålet om Guds eksistens, præcis som Michael Ruse viser det. Det er ikke fordi man ikke kan tro at evolutionsteorien ikke er sand, men netop hvis man tror at evolutionsteorien er sand. Det er jo denne der, hvis den er sand, nødvendiggør Gud, hvis man vil tro på eksistensen af objektive moralske værdier. Uden Gud så er alt hvad vi har en teori om vores oprindelse, hvori moralitet blot er en hjælp til overlevelse og reproduktion uden nogen dybere mening. Hvis Gud dog er til, så kan man sagtens forestille sig at han er ophavet til de moralske intuitioner vi alle ved findes, og som vi har grundlagt politik på. Og heri har vi grunden, den virkelige grund til at de konservative har identitetskrise. Uden Gud intet absolut grundlag, givet at evolutionen er historien om vores oprindelse. Men intet absolut grundlag betyder at konservatismen blot er noget man er fordi man har de samme præferencer i dag som i går og hvis disse skifter så lægger vi konservatismen på hylden for en tid. De eneste der kan være konservative af hjertet er derfor kun de der tror på at Gud findes og er det ultimative ophav for vores moralske intuitioner.

Konservatisme uden Gud

Share on Facebook

1. Evolutionary Theory and Christian Ethics,” in The Darwinian Paradigm (London: Routledge, 1989), pp. 262-269. |tilbage|