Hytten – Gud på roman

5 Responses to “Hytten – Gud på roman”

1. Jens Linde on August 14th, 2009 3:52 pm

   Du godeste, David – det var ellers nogen af en omgang! Umiddelbart forekommer det mig, at det er ganske snævre rammer du sætter for vores mulighed for at tale om og erkende Gud.
   Skriften alene – men ingen musik, billedkunst, litteratur eller andet, som kan udtrykke noget om Gud… det må vel være den logiske konsekvens af:
   “Men han har også givet sig til kende i et udtryk som er autoritativt for os. Vi er ikke blot forpligtet på at tale om at Guds omsorg og kærlighed, men også på at tale om den i bibelske termer og med bibelske udtryk og billeder”?

   Hvor i bibelen henter du det udsagn, som siger, at vi er forpligtet på at tale om Guds omsorg og kærlighed i bibelske termer? Hvoraf kan det udledes, at en mors kærlighed som fx beskrevet i H.C. Andersens “En moder” ikke kan sige os noget om den Guds kærlighed, som har skabt moderhjertet?

   Hvad gør vi så med udtryk som treenighed; prædikener, hvor illustrationerne er hentet fra den moderne verden (Guds kærlighed som en strøm af elektricitet eller energi er blot ét banalt eksempel); profetiske ord, hvor Gud bruger andre termer om sin omsorg og kærlighed end i bibelen… etc.?

   Jeg har læst “Hytten” med stor fornøjelse og vil gerne læse den igen og varmt anbefale den til andre. Jeg ved om mennesker, som har fået hjælp gennem den bog, og som har oplevet den bog nå ind til dem med mere end et budskab om Guds kærlighed, nemlig med en mærkbar erfaring af Guds kærlighed.

   bibelen er til tider meget nøgtern i sit sprog – hvis jeg blot læste om korsfæstelsen der, siger det mig ikke voldsomt mig. Det er nærmest konstaterende. Men jeg får altså en større oplevelse af den fysiske side af den pris, Jesus betalte, når jeg læser detaljerede medicinske beskrivelser af, hvad en korsfæstelse i romerriget indebar. Og dermed bliver Guds kærlighed større for mig.

   Det er vel ikke kun ekspositoriske prædikener, der er de eneste “rigtige”? Det bliver en anelse for enstrenget for mig, og jeg kan ikke tro, at en mangfoldig, udtryksfuld og kreativ Gud har skabt os med en afglans af disse ting, uden at vi må bruge dem i vores stræben efter at kende ham bedre.
   Jeg synes nærmest, det er smukt, at Gud i “Hytten” viser så stor forståelse for hovedpersonen, at han møder ham som en big mama i stedet for som en far, da hovedpersonen netop har et farkompleks, som Gud hjælper ham af med (omend det er anskuet med menneskelige briller, for selvfølgelig ville Gud kunne overvinde disse faderhindringer/-bindinger i hovedpersonens sind). Derefter giver Gud sig til kende som mand.

   Tror du ikke, det i virkeligheden afhænger af øjnene, der ser? Jeg kan godt finde udsagn i bibelen, som uden at blive strukket vil kunne danne teologisk baggrund for set up’et i “Hytten”.

   God weekend
   Jens

   [Svar]

   

   David Jakobsen Reply:
   September 2nd, 2009 at 5:10 pm

   Hej Jens

   Lad os starte med at tage dig op på dit løfte om at du kan finde udsagn i bibelen som uden at blive strukket kunne danne teologisk baggrund for set up’et i hytten. For det første er problemet ikke blot set up’et, men forhold som at Gud ikke behøver straffe synd, da synd er straf nok i sig selv. Eller at Gud griner af at Jesus er en fedtfinger der taber en skål på gulvet. Det er når man bringer sådanne forhold på banen at man får at vide: Du skal ikke læse det som teologi, men som skønlitteratur. Min kritik af hytten er en kritik der søger at forholde sig til hvorvidt vi har frit valg på alle hylder når vi taler om Gud i forhold til skønlitteratur. Du har valgt at tage udgangspunkt i et af mine udsagn. Du har ikke forholdt dig til de argumenter jeg underbygger mit udsagn med, og hvori jeg søger at udtrykke hvad jeg mener med dette.
   Selve det bibelske du efterspørger, og det er jo et godt spørgsmål, finder du i at Gud har forbudt os at lave noget billede af ham. Hvorfor? Fordi vi skal søge ham der hvor Han åbenbarer sig for os, som Han åbenbarer sig for os. 1Pet 4:11 fortæller os at den, der taler, skal tale med ord fra Gud. Det betyder at vores ord ikke er vores egne, eller bør være vore egne, når vi taler om Gud, men at vi skal bruge de ord som Gud har givet os til at beskrive sig selv med. Når Paulus siger at Hans ord ikke er menneskeord, men er fra Gud, så er det vores opgave at bruge Paulus ord, når vi taler om Gud. Men hvad mener du med at Skriftens er en autoritativ åbenbaring ellers? Så ved jeg ikke rigtig hvad du vil med dine eksempler.
   Jeg kan ikke se hvordan det følger deraf at vi ikke kan lære noget om Gud fra moderkærlighed? Jeg kan dog se at hvis jeg gerne vil udtrykke sådan noget omkring Gud, så har jeg et hav af bibelske muligheder for det. “En høne der samler sine kyllinger under sine vinger.” “Glemmer en moder sit diende barn, så glemmer jeg ej dig.” Og sidst jeg læste Moderen af H.C.Andersen gav den sig på ingen måde ud for at være en åbenbaring af Gud. Men når Young i slutningen af hytten skriver: “Jeg beder til, at du vil finde den samme nåde, som jeg har fundet, og at dit indre vil blive fyldt af Papas, Jesus, og Sarayus nærvær – med uudsigelig glæde og herlighed.” Så viser det præcis hvor tæt på et udsagn om Gud hans bog er. Så skal jeg tænke på Gud som Pappa! Men hvem har givet ham denne ret! Sådanne hilsener er Paulinske – og Paulus havde ord han kunne sige: Ikke er menneskeord, men er fra Gud. Ingen af os har sådanne friheder. Men måske er “Tak” afsnittet også en del af den “skønlitterære” genre – hvor man ikke skal tage ting for pålydende, men vælge og vrage det man synes ligner Gud. Er det ikke netop det som er tilfældet her? Hvad eller hvem afgør hvad der er om Gud i denne bog, der udgiver sig for at være så meget om Gud, at man bagefter kan skrive et velsignelse i denne Guds navn? Er det der hvor Gud åbenbarer sig ansigt til ansigt uden at vise sin hellighed? Er det der hvor han kalder sin søn en fedtfinger for at tabe aftensmaden? Er det der hvor han siger at han ikke behøver at straffe, fordi synd er straf nok i sig selv?
   Så spørger du om ord som treenigheden. Det er jo ikke et bibelsk ord, og det er sikkert hvad der får dig til at skubbe det spørgsmål. Det korrekte er at beskrive Faderen som Gud, Jesus som Gud og Helligånden som Gud, og Gud som én. Tre hvem og en hvad. Treenigheden er et ord der udtrykker dette. At sige at Gud er en treenighed er at udtrykke sandheden omkring dette forhold. Der er intet problem direkte i at gøre sådan noget – det er tværtimod godt og er en et meget brugbart redskab i systematisk teologi, og også i tilbedelse af Gud. Men hvori består sammenligningen? Der er intet ved udtrykket treenigheden der modsiger sandheden om Gud, eller modsiger noget der er udtrykt omkring Gud. Det andet er ikke tilfældet med hytten. Den kontradikterer ikke blot sandheder omkring Gud, men også det udtryk Gud har givet for sig selv. Men når vi taler om treenigheden, så er det enormt vigtigt at påpege hvorledes teologer NETOP har taget afstand fra at billedliggøre denne, for forståelsen skyld. En del teologer yder dog at lave sådanne billeder og synes det er enormt klogt, men alle deres billeder er i bedste fald vildledende, og i værste fald direkte kætteriske. Ordet “treenigheden” udtrykker noget der ikke er fundet et fænomen for i verden. Det er et udtryk for den virkelighed at når vi tænker efter over den åbenbaring Gud har givet os, så viser det os netop hvorfor vi ikke kan billedliggøre ham.
   Så nævner du prædikenillustrationer – men det er jo blot en del af problemet, så hvordan kan det være et argument. Det man burde gøre var at anvende de billeder og historier Gud har åbenbaret sig selv i. Hvem er vi at vi skulle sige at vi ved bedre? Når dette er sagt så kan billeder være hjælpsomme – og de kan også godt bruges, men ALTID som værende fuldstændigt underforstået at det er et billede. Det bør aldrig sløres hvad der er Guds åbenbaring og hvad der er et hjælpsomt billede til at forstå et aspekt af Guds åbenbaring, og hvor billedet har sine begrænsninger. Jeg tror at der er megen vranglære der kan spores tilbage til såkaldte billeder på Gud. De har det med at vandre og slippe deres oprindelige betydning.
   Så synes jeg det er sørgeligt at læse om dine misytringer om Guds egen åbenbaring af sin Søns død. Hvorfor skulle en sund teolog imødekomme dit problem med at korsfæstelsen, som Gud beskriver den, ikke siger dig så voldsomt meget? At du hellere vil høre om hvor fysisk forfærdeligt korset var med en mediciners ord, end høre om hvorledes Guds vrede blev udtømt over sin søn, med Guds egne ord, lyder mere som en del af problemet og ikke en løsning.
   Men jeg vil egenlig gerne bede dig forholde dig til mine argumenter fra artiklen, og ikke blot på det ovennævnte citat. Det skal forstås i lyset af de argumenter jeg kommer med. Kontekst er vigtig her.

   [Svar]

2. maria gimm feltendal on October 28th, 2009 9:35 am

   Jeg vil starte med at sige, at jeg netop er blevet færdig med en rigtig, rigtig god bog – ”Hytten” af William Paul Young. Da jeg startede, da jeg var godt i gang og da jeg lukkede bogen efter at have nydt samtlige 255 sider, som hensatte mig i tårer, smil og forundring, følte jeg på ingen måde, at det var en kristen bog, jeg havde mellem hænderne. Jeg følte mig på ingen måde manipuleret med eller stødt, på grund af personificeringen af Gud, Jesus og Helligånden. Blot følte jeg, at det ikke lød forkert, det W. Paul Young havde skrevet. Historien gjorde noget godt ved mig og det var en dejlig, skøn og smuk historie.

   Da jeg havde lukket bogen, drog jeg en tur ud i cyberspace for at finde lidt mere info om forfatteren og for at finde ud af, om han havde skrevet andre bøger … Det har jeg ikke fundet ud af endnu, men jeg fandt til gengæld ud af, at bogen har rejst et ramaskrig i den religiøse, kristne verden! What! tænkte jeg. Det passer simpelthen ikke! Men jo, den var god nok. Blandt andet går en René Vester (www.omvendelse.dk) endda så vidt i sin anmeldelse ved, i en kommentar til et udpluk fra bogen, at udtrykke sig således:

   ”Papas svar er en blanding af noget der er sandt, og noget som ikke er sandt. En ganske typisk måde for djævelen at forføre folk på”

   Jeg kan med lidt god vilje måske godt se, altså hvis jeg virkelig vil, at er man vokset op med biblen og den opfattelse, at den er/beretter om den endegyldige sandhed, som kun kan fortolkes på én måde – nemlig den måde som det kristne fællesskab, man lever i, dikterer fortolkningen; sådan som man har lært det gennem hele livet – at så er det en værre bog. En værre historie. En trussel mod den måske strenge vej, man har fulgt hele livet. Og som er blevet sandheden for én. At man skal frygte Gud, og at biblen er sandhed og kun sandhed – ufravigeligt. Men hvem er René Vester, og alle de andre fordømmende kristne, at de så let kan udtale sig om, hvad der er sandt eller ikke sandt? Er de virkelig så meget klogere end andre bibelkyndige, som har studeret biblen og studeret den i årevis og endnu ikke kan (og har erkendt, at de højst sandsynligt aldrig kommer til det) udtale sig om den endegyldige sandhed ..?

   Men jeg har – som et ganske almindeligt menneske, uden den tillærte kristne tankegang, uden den bibelske indoktrinering i min hverdag (uagtet at jeg ved at læse ”Hytten” bliver mindet om det at tro), når jeg læser og bagefter fordøjer denne smukke, smukke historie – fået en god og dejlig oplevelse af at læse W. Paul Youngs bog. En historie, som selvfølgelig har sine fejl og mangler, da intet er fejlfrit – men hvorfor fokuserer på det? Når der nu er så meget godt at fokuserer på i stedet! Hvorfor vil nogle religiøse (kristne) partout holde denne historie op imod biblen? Når biblen og måske især dem, der læser den som et livsmanuskript, netop (underforstået) ifølge denne historie ikke behøver at føle sig truet, da et af de smukke budskaber netop er ikke at dømme, ikke at gøre noget til en løgn, ikke at tvinge og nøde … Så jeg må indrømme, at jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor denne kraftige reaktion fra disse kristne, og føler mig egentlig også lidt snydt … For disse gode (i hvert tilfælde i følge dem selv) mennesker rummer åbenbart ikke engang plads til en historie (skrevet på denne måde) om kærlighed, tilgivelse, selvransagelse, -erkendelse og tillid – selvom forfatteren så klart i efterskriftet kalder det en historie (ikke en sandhed) som har hjulpet ham … I stedet vælger nogle kristne at se historien som en trussel mod biblens fortælling om Gud og Jesus … Og går så vidt som at kalde ”Hytten” for djævelskab … (Hvis jeg nu siger Muhammed-tegningerne, hvad siger I så?)

   Lige præcis denne snæversynethed, denne fordomsfuldhed og selvretfærdighed, som disse kristne udviser her, er det, der som barn gjorde mig forskrækket og fik mig til at tage afstand til netop begrebet Kristendom (bare det at ordet ender på ”dom” ..?).

   Jeg sad på min morfars skød, min dejlige, søde, rare og meget kristne morfar, og han fortalte som så ofte før dejlige historier om Jesus, om Gud og om mirakler. På et tidspunkt spørger jeg af barnlig nysgerrighed om, hvordan man kunne vide at Gud havde gråt skæg, når ingen havde set ham? Hvorfor at der ikke var nogen, der var stødt ind i Gud oppe i himlen, når der nu både var flyvemaskiner og rumraketter? Og sidder han virkelig på en sky? Min morfar endte med ikke at kunne svarer, således at jeg forstod ham og valgte at reagere med irritation og lettere vrede over min manglende forståelse for sandheden og sagde, at det ikke var noget man diskuterede – sådan var det bare! Og var der noget, jeg som barn (og den dag i dag) ikke brød mig om og som gjorde mig utryg, så var det, hvis jeg i stedet for svar fik et: ”Fordi sådan er det når jeg siger det!” Hans påstand, og mangel på vilje til at stille – og svarer på – spørgsmål, var i høj grad med til at fjerne min barnetro …

   Det er lidt den fornemmelse, jeg får nu, når jeg læser kristnes reaktion på historien om Hytten. Det lugter lidt af fanatisme, og det frastøder mig i den grad, at nogle mennesker, der sværger til biblen og en gud, som har svar på alt, alligevel tillader sig at gøre sig selv til små guder, der bestemmer hvad som er rigtigt og forkert, hvad som er sandt og hvad som er løgn. Det er blandt andet det, krige og ufred er skabt af, ikke ..?

   Så hvad gør, at jeg skriver dette? Hvad gør, at jeg kommer ”op af stolen”. Jo, det at kristne, der prædiker godhed, næstekærlighed og tilgivelse alligevel skaber forvirring ved at protestere mod en bog, der intet ondt har i sig, som ikke selv har udråbt sig til en ny bibel, som ikke engang stiller spørgsmål ved biblens berettigelse, som så mange mennesker i denne verden gør. Disse Kristne mennesker reagerer på en bog fyldt med et kærligt budskab, som var det satans (findes han?) værk. Jeg bliver forarget over deres selvfede bibelcitater og mangel på indsigt og deres latterliggørelse af alle de mange, som har fået en rigtig god oplevelse af at læse bogen. Hvis kristne er bange for, at bogen skaber en ”bevægelse”, og det er en af grundene til deres behov for at latterliggøre forfatteren under blandt andet et radiointerview på nettet (http://sand.omvendelse.dk/forfatteren-af-hytten-the-shack-fortæller-hvad-han-star-for-1548.htm), så fremmer de i min verden blot tvivlen, som altså uanset hvad lever i bedste velgående, om deres kristne budskab – og den ro og sikkerhed de fortæller, de har i deres tro, bliver i mine øjne kunstig og påtaget, siden disse kristne lader sig provokere af en smuk historie.

   Min dejlige onkel er – ligesom min morfar var – meget kristen og har endda mødt Jesus. Han er blevet interviewet omkring sit møde med Jesus af en større avis. Det blev til en lang artikel, som jeg ved at mange – også kristne – satte spørgsmålstegn ved. Blot udtrykte de kristne ikke deres tvivl i åbent forum. Det blev diskuteret i små, “hemmelige” kredse, hvor man i sikkerhed kunne udtrykke sin tvivl omkring min onkels fortælling uden at der af den grund blev draget tvivl om deres egen tro på Jesus. Om min onkels møde med Jesus er sandt eller ej tager jeg ikke stilling til. Jeg tager blot stilling til, at min onkel blev blid i stedet for hård i sin tro og i sin bedømmelse af andre mennesker efter sit møde med Jesus. Så det, der er sket for ham, har gjort ham til et mere tilfreds menneske, et mere behageligt menneske at være sammen med, hvilket jeg da synes er en rigtig god ting. De kristnes reaktion og bagtaleri minder mig lidt om H.C. Andersens ”Kejserens Nye Klæder”, hvor ingen tør sige højt, at de ikke ser det billede, der er blevet fortalt dem, de skal se, hvor ingen tør stille spørgsmål af angst for at lyde dum … Og hvor det at lade som om, er en nødvendig egenskab for at få lov at være en del af fællesskabet. Og det er da bedrageri, der vil noget. At man i et fællesskab tvinger sine medmennesker til ikke at stille spørgsmål.

   Jeg er så glad for at have læst ”Hytten”, at jeg er bedøvende ligeglad med, om der er nok så mange bibelcitater, der beviser, at den er ”forkert” – dette er blot et spørgsmål om fortolkning, og biblen bliver fortolket forskelligt hele verden over, så hvem af alle disse fortolkere har ret?. Jeg kan med min bedste vilje ikke se historien som en trussel mod næstekærlighed og begrebet “et godt menneske”, så jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der er et behov for at gøre den ”forkert”. Jeg synes den er rigtig – rigtig god, rigtig rørende, rigtig kærlig og rigtig fornuftig. Det gør den ikke sand – men det er heller ikke nødvendigt!

   ) Maria

   [Svar]

3. Peter on August 8th, 2010 11:07 pm

   Hej David, jeg synes du fortolker bogen på forkerte præmisser. Det er teologi fortolket som en nyskabende og smuk historie. Nogle elementer af bogen kan man være uenig i, jeg går kløjs i hovedpersonens udtrykte menighedssyn, men selve beskrivelsen af treenigheden og den del, det er verdensklasse.

   Kan apologetik ikke være trosforsvar og ikke angreb?

   [Svar]

   

   David Jakobsen Reply:
   August 9th, 2010 at 9:06 am

   Hej Peter
   Det er en svær bog at behandle fordi man som du påpeger er bange for at fortolke den som noget den ikke er. Du siger den ER teologi, blot fortolket som en nyskabende og smuk historie. Så er jeg lidt i tvivl om hvad du mener med at jeg fortolker bogen på forkerte præmisser. Jeg forstår umiddelbart den pointe som om jeg netop behandler bogen som teologi, og ikke som historie. Jeg ser den som dig som teologi fortalt som en historie. Det gør bogen til noget der må bedømmes som teologi jo.
   Jeg er ikke kun som du uenig i menighedssynet, men også i præsentationen af Gud som en der ikke behøver at straffe synd. Det er jo en benægtelse af kernen af evangeliet – at Gud for at være retfærdig når Han retfærdiggør må straffe sin søn i vores sted. I forhold til treenigheden så er der noget smukt over fællesskabet mellem dem og deres indbyrdes kærlighed som bogen fanger, men at fremstille Gud som en kvinde er i direkte modstrid med bibelens fremstilling af Gud. Gud ER ikke en mand, men Han har valgt at fremstille sig selv for os som vores Himmelske Fader. Det er Sønnens åbenbaring af Faderen. Den fremstiller også faderen som en der led på korset med sønnen. Det er en doktrin der hedder Patripassianisme og er det syn at Faderen led med sønnen på korset. Så tidligt som 390 blev det fordømt som kætteri af kirken.

   Angående apologetik som forsvar og angreb så må jeg sige at det er svært at tilfredsstille alle her. Når vi forsvarer evangeliet fra vranglære så føler vranglæreren det måske som et angreb. Det gør homoseksuelle også når vi forsvarer ægteskabet som en gudgiven institution. Der er en hel række områder hvor der ikke er et ingenmandsland – et neutralt område. Når det er sagt så skal apologetik gøres med mildhed og sagtmodighed. En Herrens tjener må ikke være stridbar siger Paulus og jeg er ked af hvis jeg fremstår sådan, det ville være imod min hensigt.

   [Svar]

Got something to say?